Klavichord: Forskelle mellem versioner

Et '''klavichord''' el. '''clavicord''' er et [[musikinstrument]], hvorhvis strengenestrenge anslåesanslås vha.ved et [[klaviatur]]. Navnet kommer af ''claves'' (lat. ''tast'') + ''chord'' (lat. ''streng'').

Klavichordets mekanik består af et sæt taster (udlagt som et normalt [[klaviatur]]), hver forsynet med en såkaldt ''tangent'' stående på bagenden af tasten. Tangenten er lavet af messing el. lign. og anslår strengen, når tasten trykkes ned. I modsætning til [[piano|klaveret]] forbliver tangenten i kontakt med strengen, mens strengen svinger.

Når en streng bringes i svingninger af tangenten, deles strengen i to dele af tangenten. Hver del vil svinge med en frekvens afhængig af strengedelens frie længde. På klavichordet er den ene del permanent dæmpet af filt flettet *mellem strengene, mens den anden vil svinge med tonens frekvens. Når tasten slippes vil filtet dæmpe hele strengen. Denne simple mekanik giver den tætteste kontakt til tonefrembringelsen for alle tasteinstrumenter (det moderne klaver inkl.), da man som musikermusikeren har kontakt med strengen både under anslaget og fortsat mens tonen lyder - det er således muligt at lave vibrato. Mekanikken har dog sin begrænsning i at instrumentet erklinger meget svagt - generelt fra ''ppp'' til ''p'', og således ikke velegnet til andet end solomusik.

For at skabe størststørre volumen er klavichordet dobbelt- eller tripelstrenget. Større instrumenter anvender også et ekstra sæt strenge, der klinger en oktav højere tilfor at forbedre bassen i instrumentet. Da tonens frekvens afhænger af, hvor på strengen den anslåesanslås, kan flere toner frembringes med ''samme'' streng. Dette økonomiske princip kaldes "bundet" og anvendes i små instrumenter. Det er således ikke muligt at spille to toner som er "bundne" samtidigt (sædvanligvis sekunder), hvilket stiller nogen krav til udøveren. Der findes både dobbeltbundne og tripelbundne instrumenter - sidstenævnte vanskeliggør enhver form for kromatiske forløb.

Generelt gælder samme overvejelser om [[fingersætning]] som for andre tidlige tasteinstrumenter ([[cembalo]] og [[orgel]]), men der kræves en særlig teknik, da man med fingerenefingrene holder kontakt med strengene fra ansats til dæmpning. Dermed kan man lavebliver vibrato "bebung" og artikulationsmuligheder er større end for noget andet tasteinstrument. Derfor er klavichordet også i dag et yndet øveinstrument.

Instrumentet har været meget anvendt fra renæssancen og op gennem barokken, men altid som soloinstrument pga. den begrænsede volumen. DaTidligere manskelnedes tidligere ikke altid skelnedesjældent mellem hvilket tasteinstrument musikken blev skrevet til,. Derfor har meget orgellitteratur og cembalolitteratur været spillet på klavichord. Det har også meget ofte været anvendt som øveinstrument for organister<ref>Raymond Russel: ''The Harpsichord and Clavichord''. Faber and Faber, 2nd ed., London 1973</ref>.

Måske pga. instrumentets intime klang var klavichordet et elsket instrument, især i det 18. århundrede i Nordtyskland, Danmark og SverigeDanmark, hvor der findes et utal af bevarede instrumenter. ogIsær for isæri Sverige, hvor det udvikledes til sit klimaks i anden halvdel af det 18. årh. Sidste klavichord blev bygget i Sverige bygget efter år 1830, hvilket viser at det fandt anvendelse lang tid efter introduktionen af [[klaver]]et, muligvis pga. klimaet<ref>Eva Helenius-Öberg: ''Svenskt Klavikordbygge 1720-1820''. Almqvist & Wiksell, Stockholm 1986, p.214</ref>. I Tyskland gik det af mode omkring år 1800. Komponister som [[Carl Philipp Emanuel Bach]], [[Christoph Willibald Gluck]], [[Johann Gottlieb Graun]] og [[Daniel Gottlob Türk]] værdsatte klavichordet over andre tasteinstrumenter.