Portræt: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
link |
link til Claus Sluter |
||
Linje 1:
Et '''portræt''' (fransk ''portrait'', af latin ''protrdctum'', hvad der drages frem for lyset) er ofte en billedlig men kan også være en skriftlig fremstilling af en person, det kan være et [[maleri]], [[fotografi]] eller en [[skulptur]].
Efter den portrætteredes stilling taler man om portræt en ''face'' (set forfra), en ''profil'' (fra siden) og med "Helfigur", "Brystbillede", "Knæstykke" etc. udtrykker man, hvor meget af skikkelsen portræt har taget med. Ypperlige portræt finder man allerede i Ægyptens kunst med mere. I Grækenland vare det længe, inden portræt kommer frem som bevidst selvstændigt mål: Individet trænges i den ypperste blomstringstid til side for samfundsborgeren, der fremstilles som idealfigur. I 4. århundrede før Kristi gør portrætskulpturen sig gældende: Statuer af [[Aristoteles]], [[Demosthenes]], [[Menander]], [[Sofokles]] etc. Nogle af disse statuer synes i at være virkelige portræt (Sofokles), andre rent idealiserende fremstillinger. I den alexandrinske tid er portræt stærkt fremme. Den romerske billedkunsts bedste indsats er netop portrætter; interessen herfor har den arvet fra etrurerne. En vældig produktion af portrætstatuer og – buster foregår i kejsertiden; mange af dem interesserer ved livfuld psykologisk iagttagelse (en stor samling i det kapitolinske museum, mange udmærkede arbejder f.eks. [[Pompejus]]-busten i [[Ny Carlsberg Glyptotek]]). Og rum tid efter, at romersk kunst i øvrigt er gerådet i forfald, holder portrætkunsten sig forholdsvis frisk — et træk, der overhovedet oftere genfindes i kunstens historie. Men i mange af disse portrætter mærkes dog tydelig forfinelsens dekadence og en rutineret kunstfærdigheds fif, som når damebusterne er indrettede således, at de kan skifte paryk, alt efter modens fordringer. Først med renæssancen møder man atter en udviklet portrætskulptur (mod nord har man dog allerede den ejendommelige
|