Kirsebærhaven: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m →‎Handling: Typo fixing, typos fixed: afsted → af sted
Personliste og (forhåbenlig) korrekt translitterering
Linje 1:
[[Billede:SakuraHealed.png|thumb|300px|Kirsebærhave i blomst som i stykkets første akt.]]
'''Kirsebærhaven''' (Вишнëвый сад, ''VishniovyVisjnjovyj sad'') er et russisk teaterstykke af [[Anton Tjekhov]]. Stykket, der blev hans sidste, fik premiere på [[Moskva Kunst Teater]] [[17. januar]] [[1904]], et halvt års tid før hans død. Tjekhov opfattede stykket som en komedie, og det indeholder da også flere farceelementer. Stykkets første instruktør, [[Constantin Stanislavski]], insisterede imidlertid på at instruere stykket som en tragedie. Siden da har instruktører måtte kæmpe med stykkets dobbelte natur, der vel bedst kan betegnes som tragikomisk, om end det altså ikke var Tjekhovs sigte.
 
Stykket handler om en [[aristokrati]]sk russisk kvinde og hendes familie, der vender tilbage til familiens landejendom (som inkluderer en stor og velkendt [[kirsebærtræ|kirsebærhave]]), kort før den bliver sendt på [[tvangsauktion]]. Familien bliver præsenteret for muligheder for at redde ejendommen men gør stort set ingenting, og stykket ender med, at ejendommen bliver solgt, og familien drager bort til lyden af kirsebærhaven, der bliver fældet. Historien byder på, hvad man kunne kalde kulturel uduelighed - både når det gælder aristokratiets uduelighed i at opretholde sin status og [[borgerskab]]ets uduelighed i at finde mening i sin nyvundne materialisme. I sin reflektering af de socialøkonomiske faktorer i arbejde i Rusland i tiden omkring århundredeskiftet herunder middelklassens rejsning efter opnåelsen af frihed i midten af 1900-tallet og det synkende aristokrati, reflekterer stykket sådanne faktorer rundt om i verden på den tid men repræsenterer ikke de sande følelser hos mange aristokrater på den tid.
Linje 11:
Inspirationen til Kirsebærhaven siges at stamme fra forskellige oplevelser i Tjekhovs eget liv. Da Tjekhov var seksten, kom hans mor i gæld, da hun blev snydt af nogle arbejdere, hun havde hyret til at bygge et lille hus. En tidligere logerende, Gabriel Selivanov, tilbød at hjælpe finansielt, men til gengæld købte han hemmeligt huset til sig selv. På omtrent samme tid blev Tjekhovs barndomshjem i [[Taganrog]] solgt for at betale dets gæld. Disse finansielle og boligmæssige begivenheder inprintede sig dybt i hans hukommelse og dukkede senere op i Kirsebærhaven.
 
Senere i sit liv hvor han boede på en landejendom udenfor [[Moskva]], udviklede Tjekhov en interesse i havebrug og plantede sin egen kirsebærhave. Efter at være flyttet til [[Jalta]] grundet dårligt helbred hørte han imidlertid, at køberen af hans tidligere landejendom havde fældet det meste af haven. Og på en tur til sin barndomsegn i Taganrog blev han yderligere forfærdet over de ødelæggende følger af industrialiseringens fremskridt. Det var i dette områder præget af træer og i skovene på hans ferier i [[Ukraine]], han først havde udviklet sin passion for naturen (denne passion reflekteres i hans tidligere stykke [[Onkel Vanja]] i figuren Dr. Astrov, hvis kærlighed til skovene er hans eneste fred). En elskelig og lokalt berømt kirsebærhave fandtes på gården hos nogle af familiens venner, hvor han tilbragte ferier som barn, og i hans tidlige novelle ''Steppe'' beskriver Tjekhov en ung dreng, der krydser Ukraine blandt marker af blomstrende kirsebærtræer. Slutteligt kom de første tegn på det, der skulle blive hans sidste stykke, i en notesbog i 1897: "kirsebærhave". I dag er Tjekhovs have i Jalta sammen med Kirsebærhaven et overlevende minde om en mand, hvis følelser for træer svarede til hans følelser for teatret. Faktisk er træer ofte umælende symbolske helte og ofte i hans historier og stykker, ja så ofte at Tjekhov ofte fremhæves som Europas første økologiske forfatter.
 
Tjekhov skrev Kirsebærhaven over flere år alternerende mellem lyshjertet letsindighed og fortvivlet frustration, som han karakteriserede som kedende ladhed (i et brev skrev han "''Hver ting, jeg skriver, slår mig som nyttesløs.''") Gennem den tid plagedes han yderligere af [[tuberkulose]]. Vagtsom af natur syntes Tjekhov overordentlig hemmelighedsfuld om alle facetter af sit arbejde, ja endda selv titlen. Så sent som i sommeren 1902 havde han ikke talt med nogen hverken i familien eller på teatret om værket. Det var kun for at oplive hans kone [[Olga Knipper]], der var ved at komme sig efter et uheld, at han endelig fortalte hende stykkets navn og det endda hviskende, til trods for at de to var alene. Tjekhov var tilsyneladende lettet over titlens genklang og nød den samme triumf, da han endelig afslørede den for Stanislavski måneder senere. I oktober 1903 var stykket færdigt og blev sendt til Moskva Kunst Teater. Tre uger senere ankom Tjekhov til prøver på, hvad der blev et frugtesløst forsøg på at dæmpe al "sørgeligheden" i pruduktionen af stykket, som Stanislavski havde instrueret. Forfatteren fnes øjensynligt også under prøverne, da ordet "have" var erstattet med det mere praktiske "plantage" følende, at han perfekt og symbolsk havde opfanget det unyttige i en hel måde at leve på.
Linje 18:
 
== Handling ==
=== Personerne ===
* ''Ljuba Andréjevna Ranjévskaja'' (Раневская, Любовь Андреевна, ''Ranjevskaja Ljubov Andrejevna'') - godsejerinde
* ''Anja'' (Аня, ''Anja'') - hendes datter, 17 år
* ''Varja'' (Варя, ''Varja'') - hendes plejedatter, 22 år
* ''Leonid Andréjevitsj Gájev'' (Гаев Леонид Андреевич, ''Gajev Leonid Andrejevits'') - hendes bror
* ''Jermolai Alexéjevitsj Lopákhin'' (Лопахин Ермолай Алексеевич, ''Lopakhin Jermolaj Aleksejevits'') - købmand
* ''Simjónov-Písjtjik'' (Симеонов-Пищик Борис Борисович, ''Simjeonov-Pisjtjik Boris Borisovits'') - godsejer
* ''Charlotta Ivánovna (Шарлотта Ивановна, ''Sjarlotta Ivanovna'') - guvernante
* ''Petja Trofimov'' (Трофимов Пётр Сергеевич, ''Trofimov Pjotr Sjergejevits'') - student
* ''Semjón Epikhódov (Епиходов Семён Пантелеевич, ''Epikhodov Semjon Pantelejevits'') - kontorist
* ''Dunjásja'' (Дуняша, ''Dunjasja'') - stuepige
* ''Firs'' (Фирс, ''Firs'') - en gammel lakaj, 87 år
* ''Jasja'' (Яша, ''Jasja'') - en ung lakaj
* ''En landstryger''
* ''Stationsforstanderen''
* ''Postholderen''
* ''Gæster, musikanter, tjenerskab''
 
=== Første akt ===
{{spoiler}}
Første akt tager sin begyndelse i de tidlige morgentimer en majdag i barnekammeret på Madame RanevskayasRanjevskajas familieejendom et sted i den russiske provins lige efter 1900-tallets begyndelse. Fruen, Lyubov AndreyevnaAndrejevna RanevskayaRanjevskaja vender tilbage til dette hendes landlige hjem sammen med hendes 17-årige datter AnyaAnja og hendes tyske [[guvernante]] Charlotta Ivanova såvel som hendes [[kammertjener]] YashaJasja fra Paris, hvor de har boet de sidste fem år. Kvartetten mødes af Ranevskayas adoptivdatter VaryaVarja, som har passet ejendommen i familiens fravær; YermolaiJermolai AlexeevichAlexejevitsj Lopakhin, en lokal købmand og ven af familien; Leonid AndreevichAndrejevitsj GayevGajev, RanevskayasRanjevskajas bror; så vel som medlemmer af staben af tjenestefolk herunder DunyashaDunjasha, stuepigen der opfører sig som en forfinet dame: SeymonSemjon YepikhodovEpikhodov, en klodset kontorist som har friet til DunyashaDunjasha; og den aldrende lakaj Firs som engang var [[livegen]] for RanevskayaRanjevskaja-familien, og som efter livegenskabets afskaffelse i 1861 fortsatte i deres tjeneste i mangel af bedre arbejdsmuligheder. DunyashaDunjasha bliver påvirket af den kultiverede YashaJasja, som stjæler er kys fra hende, mens de to er alene.
 
RanevskayaRanjevskaja mindes om, at ejendommen vil komme på tvangsauktion i august for at betale dets gæld. Lopakhin forelægger en plan, der kan redde den, hvis en del af ejendommen sælges som sommerhusgrunde. Det vil imidlertid medføre ødelæggelse af den berømte kirsebærhave, som RanevskayaRanjevskaja fastslår er landskendt. Det er klart, at haven er blevet et symbol på hendes barn- og ungdom. Andre forslag til løsning af problemet med gælden fremsættes også, men intet besluttes, og konversationen skifter til andre emner. Mens RanevskayaRanjevskaja nyder synet af haven, mens dagen gryr, overraskes hun af PetyaPetja Trofimov, en ung student, der var lærer for RanevskayasRanjevskajas søn Grisha. Det fremgår videre, at Grisha druknede fem år før stykkets begyndelse, og at det var en medvirkende årsag til, at RanevskayaRanjevskaja forlod Rusland og sit hjem. RanevskayaRanjevskaja er dybt berørt ved påmindelse om denne tragedie, trods Trofimovs insisteren på at ville se hende ved hendes tilbagekomst (til VaryasVarjas bestyrtelse).
 
Efter at RanevskayaRanjevskaja trækker sig tilbage for aftenen, tilstår Anja for VaryaVarja at ejendommen er dybt forgældet, og deres onkel GayevGajev foreslår at sende AnyaAnja til Yaroslav[[Jaroslavl]], hvor deres tante bor, i håb om at hun vil låne dem penge til at redde ejendommen. GayevGajev minder også VaryaVarja om, at Lophakin er en holden mand og altid har været tiltrukket af hende, og at et ægteskab med ham vil sikre familiens overlevelse. De går alle til ro med et fornyet håb om, at ejendommen vil blive reddet, og at kirsebærhaven ikke vil blive fældet. Trofimov stirrer efter AnyaAnja, der forlader scenen, og mumler "''Solskinsbarn! Min forårsblomst!''" i tilbedelse.
 
=== Anden akt ===
Anden akt begynder på en vej ved kirsebærhaven midt på sommeren. Ejendommens fremtid står stadig på spil, men familien synes mere optaget af frierier. YashaJasja og YepikhodovEpikhodov forsøger begge at tiltrække DunyashasDunjashas opmærksomhed. Den unge AnyaAnja er blevet forelsket i Trofimov til VaryasVarjas raseri. Hun er selv blevet genstand for rygter om, at hun vil forlove sig med Lopakhin. Lopakhin forsøger at styre konversationen hen på ejendommens fremtid, men RanevskayaRanjevskaja afslører den triste sandhed om hendes økonomi og hendes forhold til en mand i Paris, som på som grusom vis udnyttede både hendes penge og hendes følelser. Den gamle lakaj taler om tiden på ejendommen før livegenskabets afskaffelse. Lyden af jødiske musikanter høres i det fjerne, og RanevskayaRanjevskaja beslutter at holde en fest og invitere dem til at spille. Da Trofimov dukker op, driller Lopakhin drengen med at være en evighedsstudent, og Trofimov taler for sin filosofi om arbejde og nyttige formål til lettelse og munterhed for alle omkring. Under konversationen passerer en uordentlig landstryger og beder om penge; RanevskayaRanjevskaja giver ham tankeløst alle sine penge trods VaryasVarjas protester. Rystet af forstyrrelsen bryder familien op for at gå til aftensmad, mens Lopakhin forgæves insisterer på, at kirsebærhaven må sælges for at betale gælden. AnyaAnja bliver tilbage for at tale med Trofimov, som misbilliger VaryasVarjas konstant høgelignende øjne forsikrende AnyaAnja, at de er "''hævet over kærlighed''". For at gøre indtryk på Trofimov og vinde hans følelser aflægger AnyaAnja løfte om at lade fortiden bag sig og begynde et nyt liv. De to går mod floden, mens VaryaVarja skændende kalder i baggrunden.
 
=== Tredie akt ===
Der er gået nogle måneder, og aftenen for RanevskayasRanjevskajas fest er kommet. Udenfor scenen spiller musikanterne, mens familien og dens gæster drikker, danser og underholder sig selv. Det er også dagen, hvor ejendommen og kirsebærhaven er på auktion. GayevGajev har modtaget en utilstrækkelig sum penge fra sin og RanevskayasRanjevskajas nærige tante i YaroslavJaroslavl, og familiemedlemmerne er trods den gennerelt lystige stemning både bekymrede og distraherede, mens de venter på udfaldet. Varya bekymrer sig om, hvordan musikanterne skal betales, og kritiserer Trofimov og deres nabo Pischik for at drikke, DunyashaDunjasha for at danse og Epikhodov for at spille billiard. Charlotta underholder selskabet med forskellige magiske tricks.
 
Ranevskaya kritiserer Trofimov for hans konstante drillen af VaryaVarja, som han refererer til som "Madame Lopakhin". Hun tilskynder derefter VaryaVarja til at ægte Lopakhin, men VaryaVarja gør indsigelser og erindrer hende om, at det er Lopakhins pligt at anmode om hendes hånd og ikke omvendt. Hun siger, at hvis hun havde penge, ville hun flytte så langt væk fra ham som muligt. Ladt alene tilbage med RanevskayaRanjevskaja insisterer Trofimov på, at hun omsider indser, at huset og kirsebærhaven vil blive solgt på auktion. RanevskayaRanjevskaja viser ham et telegram, hun har modtaget fra Paris og afslører, at hendes tidligere elsker er syg igen og beder hende komme tilbage og hjælpe ham. Hun afslører også, at hun alvorligt overvejer at vende tilbage til ham trods hans frygtelige opførsel overfor hende tidligere. Trofimov er overvældet af denne nyhed, og de to argumenterer om kærlighedens natur og deres respektive oplevelser. Trofimov går fornærmet, men udenfor scenen falder han ned ad trapperne og bliver båret ind af de andre. RanevskayaRanjevskaja ler og tilgiver ham for hans dumhed, og de to forsoner sig hurtigt.
 
AnyaAnja kommer ind og deklamerer et rygte om, at kirsebærhaven er blevet solgt. Lopakhin ankommer sammen med Gayev. Begge er påvirkede af turen og dagens begivenheder. GayevGajev er afmålt og går til ro uden at mæle et ord om auktionens udfald. Da RanevskayaRanjevskaja spørger hvem, der købte ejendommen, afslører Lopakhin, at han selv gjorde det for at redde familien. VaryaVarja er rasende og smider nøglerne til ejendommen på gulvet, og Lopakhin, der er halvfuld og selvtilfreds, fortæller, hvordan han overbød alle og lystigt fejrer sin sejr. RanevskayaRanjevskaja er fortvivlet og klamrer sig til AnyaAnja, som prøver at berolige hende og forsikrer, at fremtiden vil blive bedre, nu da kirsebærhaven er blevet solgt.
 
=== Fjerde akt ===
Det er nogle uger senere. Scenen er atter sat i barnekammeret fra første akt, blot er tingene nu pakket ned, mens familien gør klar til at forlade ejendommen for altid. Lopakhin ankommer med champagne som en afskedsgave, men RanevskayaRanjevskaja bider ham af - trods han bedste intentioner for den familie, han elsker, ser hun ham som en ødelægger af hendes ungdom og glæde. Trofimov kommer ind på jagt efter sine [[galoche]]r, og han og Lopakhin udveksler deres modsatte verdensopfattelser. AnyaAnja kommer ind og skænder Lopakhin for at beordre sine arbejdere til at begynde at fælde kirsebærhaven, mens familien stadig er i huset. Lopakhin undskylder og skynder sig ud for at stoppe dem så længe i håbet om, at han på en måde vil blive forsonet med dem.
 
Anja spørger til Firs' helbred, og Yasha fortæller hende, at han er blevet bragt til hospitalet samme morgen. DunyashaDunjasha kommer ind og beder om en form for kærlig afsked; YashaJasja for hans vedkommende ønsker ikke at have noget at gøre med hende eller hans gamle liv, da han hungrer efter at komme tilbage til Paris og leve med stil. Charlotta kommer ind, ør og fortabt, og insisterer på, at familien finder hende et nyt job. GayevGajev og RanevskayaRanjevskaja vender tilbage for at sige farvel til det rum, hvor de voksede op og tilbragte deres barndom. GayevGajev fortæller muntert, at han har fået job i den lokale bank, og RanevskayaRanjevskaja fortæller, at hun vitterligt vender tilbage til Paris for at være sammen med sin tidligere elsker. Hun kritiserer også Lopakhin for stadig ikke at anmode Varya om at ægte ham. Lopakhin lover at gøre det, og de andre trækker sig tilbage for at give de to lidt fred. Da VaryaVarja kommer ind (vidende at han vil fri til hende), taler hun og Lopakhin om vejret og andre trivielle ting, mens de begge søger efter en måde til at vise deres følelser. En af arbejderne kalder på Lopakhin, og han går hurtigt uden at spørge VaryaVarja om at ægte ham. VaryaVarja er knust, og RanevskayaRanjevskaja trøster hende, da hun kommer tilbage.
 
Familien og deres tjenestefolk samles for hver især at sige farvel til ejendommen og kirsebærhaven, en for en dragende mod deres nye liv. RanevskayaRanjevskaja byder tårevældet sit gamle liv farvel og forlader huset, da det lukkes for altid. I mørket kommer Firs ind i rummet og opdager, at de er taget af sted uden ham og har lukket ham inde i det forladte hus for at dø. Han lægger sig ned og overlader sig selv til skæbnen (tilsyneladende døende på stedet), mens man udenfor scenen hører økserne, som fælder kirsebærhaven.
 
{{endspoiler}}
Line 50 ⟶ 68:
Tjekhov tænkte sig oprindeligt stykket som en komedie (faktisk refererer værkets titelside til det som sådan), og i breve bemærkede han, at det var endnu mere som en farce. Da han så Moskva Kunst Teaters oprindelige opførelse af stykket instrueret af Constantin Stanislavski, var han skrækslagen over, at instruktøren havde lavet stykket om til en tragedie. Lige siden da har de, der har opført stykket, måtte bakse med den dobbelte natur i stykket (og i Tjekhovs værker generelt).
 
RanevskayasRanjevskajas fiasko i at håndtere de problemer, ejendommen og familien står overfor, betyder at hun i sidste ende mister stort set alt, og hendes skæbne kan ses som en kritik af de folk, som var uvillige til at tilpasse sig det ny Rusland. Hendes lunefulde afvisning af at indse sandheden om sin fortid, omfattende både livet og kærligheden er hendes undergang gennem stykket. Hun drages mellem sit liv i Paris og i Rusland (hun ankommer fra Paris i begyndelsen af stykket og returnerer dertil bagefter). Hun er en kvinde, som lever i en illusion om fortiden (ofte genkaldende sig erindringer om sin søns død etc.). Studenten Trofimovs taler med angreb på intellektuelle blev senere set som tidligere manifestationer af bolschevikiske ideer, og hans sætninger blev ofte censureret af zarens embedsfolk. Kirsebærtræerne selv ses ofte som symboler på tristhed eller beklagelse over bortsvinden af en given situation eller tiden i det hele taget.
 
Temaet identitet og ødelæggelsen af forventninger til den ses også i Kirsebærhaven. Ganske vist kan rollerne opdeles i tre tydelige grupper: GayevGajev-familien (RanevskayaRanjevskaja, GayevGajev, AnyaAnja og VaryaVarja), venner af familien (Lopakhin, PishchikPisjtjik og Trofimov) og tjenestefolkene (Firs, YashaJasja, DunyashaDunjasja, Charlotta og YepikhodovEpikhodov). Men flere af dem agerer på ganske anden vis, end man skulle forvente. Det gælder således VaryaVarja, den adopterede datter af en aristokrat, reelt en husbestyrerinde; Trofimov, den tænksomme student, men smidt ud af universitetet; Yasha, der ser sig selv som en del af Paris' kulturelle elite; og både RanevskayaRanjevskaja og PishchikPisjtjik, der løber tør for penge, mens Lopakhin, født som bonde, praktisk taget er millionær.
 
En anden måde, stykket kan opfattes på, er som et sidste hurra fra Tjekhov; en tribut til ham selv om man vil. Mange af figurerne i stykket bringer minder om hans tidligere værker og er baseret på folk, han kendte. Det bemærkes også, at hans barndomshjem blev købt og revet ned af en rig mand, som hans mor havde anset for en ven. Den sprungne guitarstreng i andet og fjerde akt hilser tilbage til hans tidligste værker. Slutteligt er det klassiske "ladte gevær", der optræder i mange af Tjekhovs stykker også tilstede her, men det er det eneste stykke, hvor et gevær vises men ikke affyres.
Line 59 ⟶ 77:
Stykket havde premiere [[17. januar]] [[1904]], forfatterens fødselsdag, på Moskva Kunst Teater under instruktion af den legendariske skuespiller og instruktør Constantin Stanislavski. Under prøverne blev hele strukturen i anden akt imidlertid skrevet om for at inkludere den forbipasserende og den bortdøende strengeklimren.
 
Hvad der imidlertid især vækker opmærksomhed er, at Stanislavskis version stik modsat Tjekhovs ønsker i det store og hele var en tragedie. Tjekhov viste tydelig ubehag overfor Stanislavskis produktion og konkluderede, at denne havde "ødelagt" hans stykke, som dertil var blevet indstuderet på kun 6 måneder mod normalt 18 måneder eller endda mere. I en af sine mange breve om emnet klagede Tjekhov: "''AnyaAnja, frygter jeg, skulle ikke have nogen form for grådfyldt tonefald ... På intet tidspunkt græder min AnyaAnja, intet sted taler jeg om et grådfyldt tonefald, i anden akt er der tårer i deres øjne men tonen er glad, livlig. Hvorfor taler du i dine telegrammer om så mange tårer i mit stykke? Hvor er de? ... Du finder ofte ordene "gennem tårer" men jeg beskriver kun udtrykkene i deres ansigter, ikke tårer. Og i anden akt er der ingen kirkegård.''"<ref>Gregory Stroud, ''Retrospective Revolution: A History of Time and Memory in Urban Russia, 1903-1923'' (Urbana-Champaign, 2006), 63-4.</ref>
 
Trods Tjekhovs beklagelser kom stykket dog til at slå igennem og har holdt sig gennem mere end et århundrede. Det gælder således i Rusland, hvor Moskva Kunst Teater for eksempel opførte stykket for 300. gang i 1943, i øvrigt med Tjekhovs hustru Olga Knipper som RanevskayaRanjevskaja, en rolle som hun også havde haft ved premieren 39 år tidligere. Og det gælder i udlandet, hvor engelsksprogede versioner er opført lige fra London til Californien, mens en fransksproget har været på turne til Mellemøsten og Afrika.
 
Omsættelse til film er det også blevet til. Under instruktion af [[Michael Cacoyannis]] kom således i 1999 den fransk-græsk-cypriotiske film [[The Cherry Orchard]] med [[Charlotte Rampling]] som RanevskayaRanjevskaja, [[Alan Bates]] som GayevGajev og [[Owen Teale]] som Lophakin.<ref>[http://www.imdb.com/title/tt0144134/ IMDb - The Cherry Orchard]</ref>
 
== Kritik ==
Line 83 ⟶ 101:
{{Reflist}}
 
== LitteraturKilder og litteratur ==
* [http://ilibrary.ru/text/472/ Den russiske originaltekst]
* Dansk oversættelse: ''Kirsebærhaven'' i ''Fire dramaer'' af Anton Tjekhov. Steen Hasselbalchs Forlag, 1962.
 
[[Kategori:Skuespil som er oversat til dansk]]