Byplanlægning: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
SieBot (diskussion | bidrag) m robot Tilføjer: mr:विकास समिती |
Rmir2 (diskussion | bidrag) indsat genelle byplanideer |
||
Linje 1:
Ved '''byplanlægning''' eller '''fysisk planlægning''' forstås målbevidste tiltag til en styring af arealanvendelsen ved at fastlægge rammerne for anvendelsesmulighederne for ulige land- og vandarealer, herunder behovene for sammenpasning. Byplanlægningen kan omfatte såvel planer for byudvikling og byomdannelse og enkelte sider af denne som planer, der lægger begrænsninger på denne eller styrer den på en given måde med hensyn til de fremtidige byforhold.
== Byplanideer i historien ==
Ved siden af de oven for omtalte tanker om retningslinier for god byplanlægning har der gennem tiden udviklet sig en række visionære byplantanker, der har det til fælles, at man ikke interesserer sig for byens funktionelle helhed men snarere lægger vægten på geometriske og strukturelle træk. Til sådanne byplanvisioner hører eks. planetbyen, havebyen og den funktionalistiske by.
=== Havebyer ===
Betegnelsen "[[haveby]]" stammer fra engelsk (''garden city'') og betegner et byudviklingsprincip udtænkt af [[journalist]]en [[Ebenezer Howard]] om, i stedet for at lade byen brede sig som en stenørken ud over landskabet, at lade nye bydele fremvokse i nogen afstand fra den oprindelige by som selvstændige byområder med haveboliger, velfungerende med et vist eget forretningsliv og adskilt fra industrier med de (dengang) dertil knyttede miljøproblemer. Howard formulerede sine tanker med slagordene:
:''Yesterday: Living and Working in the Smoke'' (igår: leve og arbejde i røgen),
:''To-day: Living in Suburbs - Working in the Smoke'' (idag: leve i forstaden - arbejde i røgen),
:''To-morrow: Living & Working in the Sun'' (imorgen: leve og arbejde i solen)<ref>Lemberg, s.14f</ref>.
=== Formel eller geometrisk byplanlægning ===
Allerede i renæssancen udvikledes ideer om byen som værende planlagt efter geometriske principper. Man forestillede sig, at den ideelle by ville bestå af geometriske strukturer. Det klassiske eksempel på denne bydannelse er [[Palmanova]] i [[Italien]]: en by med et stjerneformet forsvarsværk omkring den 9-kantede by, hvis gadenet i grundstammen udstråler fra en central, kæmpestor torveplads midt i byen og med tværgader, der overvejende følger byens ydre, kantede form<ref>Dalgas, s. 167-169</ref>. Fra Danmark kendes lignende træk fra [[Fredericia]] og fra bydelen [[Nyboder]] i [[København]], hvor tilsvarende overvejelser lå bag.
=== Funktionalistisk byplanlægning ===
I mellemkrigstiden blev tankerne om funktionalistisk byplanlægning taget op igen, tilpasset tidens nyudviklede teknologi. Med den da nyudviklede element-byggeteknik samt bilismens voldsomme vækst udvikledes tanker om et nyt byplanprincip: ''La ville radieuse''.
Arkitekten [[Le Corbusier]] var en af inspiratorerne til den funktionalistiske byplanlægning, der formuleredes i to dokumenter: ''[[Athen Charteret]] fra [[1933]]'', der blev formuleret i [[1941]] efter drøftelser i CIAM ([[Congrés Internationaux d‘Architecture Moderne]]) på skibet ''Patris'' på en rejse fra [[Marseilles]] til [[Athen]]<ref>Lemberg, s. 19-20</ref> og visionen om ''La ville radieuse'', hvor Le Corbusier foreslog de gamle byer nedrevet og nye bygget med store, brede og lige motorgader i flere lag, bykvarterer i kvadratiske mønstre med skyskrabere i form af punkthuse i parkområder for at tilgodese kravet om lys og luft til boligområder<ref>Lemberg, s. 15</ref>.
Den voksende anvendelse af alle former for biler var i høj grad medvirkende til at fremme den funktionalistiske byplanlægning efter [[1. verdenskrig]]. Byernes gader blev overbelastet og forurenet af den voksende trafik og netop bilen gjorde det muligt at sprede byens funktioner. Med den funktionalistiske byplanlægning forsvandt de byrum (gader og torve) som hidtil var blevet dannet ved den tætte sammenbygning huse. Disse offentlige rum havde helt siden de første græske byer dannet det fysiske offentlige forum for byens fællesskab, der eks. fremmede det sociale og demokratiske system. I den funktionalistiske byplanlægning blev bygningerne spredt og typisk lagt inde midt på grundene og byens funktioner blev syet sammen via veje. Samhørighed og fællesskab skabtes nu primært via radio og senere TV.
=== Den monofunktionalistiske byplanlægning efter 2. verdenskrig ===
Efter [[2. verdenskrig]] var der stor mangel på boliger og med den økonomiske vækst i 1960’erne blev det muligt at planlægge for at efterkomme mangelen på boliger og nye store industriområder. Der udarbejdedes [[dispositionsplan]]er, hvor byfunktionerne blev adskilt indenfor store monofunktionelle områder. Adskillelsen omfattede også at haveboliger (villaer/parcelhuse) blev adskilt fra byboliger (lejlighedsbyggeri i flere etager) samt at trafiksystemer specielt for de store boligområder opbyggedes som en grenstruktur dvs. med blinde veje og ikke som før tidligere tiders netsystemer . Disse strukturer medførte, at byens distributionsfunktioner (butikker/varehuse) blev lagt ved indkørsler til sådanne boligbebyggelser. Boligerne var gode – her var lys og luft. Ofte fik boligerne store altaner, der var gode parkeringsmuligheder nær boligerne (flere steder i etageboligområderne direkte under bygningerne i en kælder/parterreetage, da der jo ikke anlagdes private udearealer udover nævnte altaner). Til gengæld var der store grønne friarealer med mulighed for leg og sport. Skoler og institutioner blev generelt lagt centralt og med stort hensyn til at børn sikkert kunne gå/cykle til skole. Det hører til dette billede at nævne at de fleste kvinder stadigt var hjemmegående.
Denne monofunktionelle byplanlægning førte dog flere problemer med sig, og fælles for de problemer var netop den mangel på blanding eller multifunktionalitet, som de fandtes i de gamle bydele.
På grund af boligbebyggelsernes ens alder blev bebyggelserne i de første mange år præget af kun at være beboet af enkelte befolkningssegmenter. Her var næsten ingen beboere over 40 år og børnene var næsten alle af nogenlunde samme alder og ditto deres forældre. Undersøgelser har vist at mange hidtil upåagtede og ikke nedskrevne sociale børnelege forsvandt da der ikke var større børn til at give overlevere disse lege. I de større [[parcelhus]]kvarterer forandredes området fra børnerige til børnefattige ”sølvbryllupskvarterer” så nytilflyttedes børn fik langt til legekammerater. Da de fleste kvinder i 1970’erne var kommet ud på arbejdsmarkedet blev boligområderne ”sovebyer” – næsten affolkede om dagen. Mangelen på arbejdspladser og butikker i de store monofunktionelle boligområder betød at der livet mellem husene forsvandt. Befolkningen i andre bydele skulle ikke igennem disse boligområder, der netop ved blinde trafiksystemer var blevet afsnøret fra den øvrige by som en enklave. Der manglede helt klart den blanding af byfunktioner og den tilknytning til omgivende bydele som sikrer aktivitet og livlighed, men de store afstande mellem boligblokkene (og den lave befolkningstæthed i parcelhuskvartererne) samt mangelen på byrum som eks. torve i de ældre bydele var også med til at udvande bylivet. Det var absolut ikke steder hvor en lille dreng kunne gå rundt og finde ud af hvad han ville være når han blev stor.
Mangelen på multifunktionalitet gjaldt ikke blot det, at alle boliger var rimeligt ens og af samme alder. Der var heller ingen blanding af ejer- og lejeboliger, og derfor var beboernes indkomstforhold og dermed uddannelsesniveau heller ikke meget blandet.
Som gode eksempler på sådanne monofunktionelle boligområder kan nævnes [[Gellerupparken|Gelleruplanen]] og [[Skjoldhøjparken]], hvor førstnævnte er en etageboligbebyggelse og sidstnævnte en parcelhusbebyggelse; begge ligger i [[Århus Kommune]].
=== Bilisme og centralisering ===
Det monofunktionalistiske byplanprincip fremmedes af den øgede motorisering - bilismen. Trafikforureningen øgedes og ditto kødannelser med krav om vejudvidelser der ofte førte til opskæring af forstæder og adskillelse af bydele. Hvor byen før hang sammen blev den nu opdelt af større veje der fremstod som barrierer. Borgernes tidligere færden i gader og på torve gik tilbage. Torve blev inddraget til parkeringspladser og bydeles gader fik ensrettet trafik. Kun enkelte steder - i bymidter blev gader rene fodgængergader.
Bilen gav mulighed for større rækkevidde og den blev straks udnyttet til en centralisering af butikker i butikscentre eller supermarkeder og storcentre. Hvor der før lå en butik på hvert gadehjørne blev de nu i mange tilfælde erstattet med en bolig. Livet i gaderne blev indskrænket i mange bydele og det skulle nu søges via bil til store centre med indbyggede overdækkede gågader og omgivet af store p-anlæg. Centraliseringsprincippet fulgtes også i eks. sygehusplanlægningen og skoleplanlægningen idet mindre skoler blev nedlagt og erstattet af større med deraf følgende behov for at mange børn fik længere til skole og ofte måtte køres og hentes til/fra skole.
Centraliseringen skete indenfor mange af byens funktioner. Mindre lokale jernbanestationer blev nedlagt og ditto flere havne til fordel for enkelte større. Hvor eks. alle østjyske fjordbyer havde haft en betydelig havn blev den erstattet af en centralisering af havnetrafik til nogle få eks. Århus Havn. Den ændring øgede trafikken på landjorden og hermed i byerne.
=== Byomdannelse ===
Store industriområder i midtbyerne blev forladt til fordel for udflytning eller outsourcing. Ældre havneområder blev også forladt og områderne blev fra slutningen af 1900-tallet i stigende grad overtaget af nye erhvervscentre eller boligområder, der med deres centrale beliggenhed i høj grad øgede det trafikale pres i byerne.
=== Båndbyer ===
=== Monofunktionelle ghettoer ===
Betegnelsen "[[ghetto]]" betegnede oprindeligt bydele, hvor folk med en bestemt kulturel (religiøs eller racemæssig) baggrund samledes og dannede egne samfund mere eller mindre adskilte fra omgivelserne. Ghettoer dannedes under dobbelt pres: fra de bosatte som et led i selvhævdelsen af egne kulturelle traditioner og sprog, fra omgivelserne som en bestræbelse på at udskille og kontrollere samfundsgrupper, som vanskeligt lod sig integrere i det øvrige samfund. Ghettoen var både en løsning på konflikter, der ellers ville kunne bryde ud, og et muligt arnested for forbrydergrupper; et velkendt eksempel herpå er den italienske maffia i USA i 1920-erne og senere. Ofte blev ghettoer opfattet som noget positivt af de folk, der boede der, jævnfør [[De Sorte Pantere|Black Panther]]s slogan "''defend the ghetto''" ("forsvar ghettoen"). Under [[2. verdenskrig]] anvendte den nazistiske besættelsesmagt i [[Polen]] og andre østlande ghettodannelser som en fremgangsmåde for at udgrænse [[jøde]]r og holde dem under streng kontrol, og i [[Sydafrika]] var ghettoer ligeledes et led i den race-adskillelsespolitik, som blev ført under det hvide styre. Til trods for bestræbelserne for at anvende ghettoen som løsning på især racebetingede samfundsproblemer, har det dog gennem tiden stået klart, at der var tale om en nødløsning for uhomogene samfund.
For Danmarks vedkommende er ghettodannelsen en nydannelse efter [[1970]]. Ganske vist har man også i tidligere tider tilladt fremmede med egen tro (hernhuttere, jøder) at slå sig ned kun i bestemte byer, men omfanget af sådanne særsamfund var forsvindende. Grundet den fortsatte økonomiske vækst i 1960’erne og -70’erne fik flere danskere mulighed for at bosætte sig i egen havebolig (parcelhus). Generelt var det de økonomisk og uddannelsesmæssigt stærkeste, der flyttede fra bebyggelser som [[Gellerupparken|Gellerupplanen]], som herved fik en mindre blandet befolkningssammensætning, og med den voksende indvandring til landet efter 1970 blev lejlighederne i for eksempel Gellerupplanen i stigende grad overtaget af [[indvandrer]]e, der som regel ikke havde økonomiske muligheder for at vælge anden bosætning. Dette forværrede disse boligområders forhold. Bosætning af [[flygtning]]e i disse afsondrede bebyggelser fremmede ikke indvandrernes integration i samfundet. I bebyggelserne kunne de leve som i en slags [[parallelsamfund]], der ikke fremmede deres erhvervs- og uddannelsesmæssige integrationen i samfundet og hermed lagde den byplanlægning grunden for en ghetto der har fremmet en selvforstærkende ”dem og os – konflikt”. Ved indgangen til det 21. århundrede har sådanne ghettoer i Danmark vist sig fra deres værste side som udklækningssted for kriminelle bander med overvejende indvandrerbaggrund, der som led i deres forbrydervirksomhed (i egen forståelse: kontrol over området) forværrer forholdene i ghettoområderne ved direkte at forfølge de danskere og andre ellers velintegrerede befolkningsgrupper, som ellers bor der.
== Noter ==
{{Reflist}}
== Se også ==
| |||