Wikipedia

Bernhard Ditlef von Staffeldt: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Linje 7:
 
== Krigen i Norge ==
Medens Staffeldt i 1807 opholdt sig ved troppesamlingen i Holsten, indtraf fredsbruddet med [[England]]. Han blev da sendt til [[Altona]] for at konfiskere al derværende engelsk ejendom og senere til [[Sjælland]], hvor han indtraf kort efter landeværnets uheldige affære ved [[Slaget ved Køge|Køge]]. DetteDet sjællandske opbud var efter denne træfning i ren opløsning, og Staffeldt fik i opdrag at reorganisere det og bibringe det en bedre orden og disciplin. Den påfølgende vinter kom han tilbage til Norge, hvor han overtog kommandoen over den ved [[Larvik]] samlede brigade. Da imidlertid krigen brød ud også med [[Sverige]] i foråret 1808, fik han kommandoen over venstre fløjbrigade, der med en styrke af o. 1200 mand fik at forsvare grænsetilgangene fra [[Elverum]] til hen imod Kongsvinger.
med [[Sverige]] i foråret 1808, fik han kommandoen over venstre fløjbrigade, der med en styrke af o. 1200 mand fik at forsvare grænsetilgangene fra [[Elverum]] til hen imod Kongsvinger. Den
svenske vestarmés yderste højre flankedetachement under oberst Gahn, der havde ordre til fra det nordlige [[Värmland]] at rykke frem til [[Glommen]], stødte således på afdelinger af brigaden Staffeldt. Det rykkede 24. april over grænsen, men blev den følgende dag omringet og måtte efter en ganske hård kamp overgive sig i defileet ved [[Trangen]]. Efter dette kunde Staffeldt med den væsentligste del af sine tropper trækkes ned over mod Kongsvinger, hvor Staffeldt fik kommandoen,
samtidig med at hans brigade blev forstærket til o. 3000 mand. Svenskerne havde før Staffeldts ankomst fået ganske god tid til at forskanse sine stillinger på østsiden af Glommen, men han lod dem dog i løbet af maj måned stadig alarmere. Vistnok førtes kampene med vekslende held, men svenskerne fandt sig dog i de første dage af juni bedst tjente med at søge mere ro inden for sine egne grænser, da de vare for svage til selv at vinde nogen betragtelig fordel over for den altid årvågne modstander. Staffeldt og hans brigade tiltrak sig da også almindelig opmærksomhed under denne krig og vandt ligesom norske Jægerkorps, af hvis uddannelse Staffeldt havde så store fortjenester, fortjent anerkendelse. Dette fik bl. a. sit udtryk deri, at Staffeldt 1808 blev udnævnt til [[generalmajor]] og 1809 til [[Dannebrogordenen|Kommandør af Dannebrog]]. Operationerne hendøde lidt efter lidt langs hele grænsen, og Staffeldt, der havde været så virksom, så længe svenskerne stod på norsk grund, viste ingen synderlig iver efter at opsøge dem inden deres egne grænser, enten nu dette skrev sig fra mistillid til de "nationale" troppers anvendbarhed til operationer uden for eget land – han havde jo selv stadig tjenstgjort ved "gevorbne" afdelinger –, eller han anså videregaaende offensive operationer unyttige med de forhåndenværende styrke- og terrænforhold. Da freden med Sverige var afsluttet 1809, fik Staffeldt kommandoen over de tropper, der var sammendragne ved Larvik til dækning mod engelsk landgang; 1811 blev han vicekommandant i [[Frederiksstad]], 1812 dekoreredes han med Dannebrogsordenens Storkors.▼
 
▲Den svenske vestarmés yderste højre flankedetachement under oberst Gahn, der havde ordre til fra det nordlige [[Värmland]] at rykke frem til [[Glommen]], stødte således på afdelinger af brigaden Staffeldt. Det rykkede 24. april over grænsen, men blev den følgende dag omringet og måtte efter en ganske hård kamp overgive sig i defileet ved [[Trangen]]. Efter dette kunne Staffeldt med den væsentligste del af sine tropper trækkes ned over mod Kongsvinger, hvor Staffeldt fik kommandoen, samtidig med at hans brigade blev forstærket til o. 3000 mand. Svenskerne havde før Staffeldts ankomst fået ganske god tid til at forskanse sine stillinger på østsiden af Glommen, men han lod dem dog i løbet af maj måned stadig alarmere. Vistnok førtes kampene med vekslende held, men svenskerne fandt sig dog i de første dage af juni bedst tjentetjent med at søge mere ro inden for sine egne grænser, da de vare for svage til selv at vinde nogen betragtelig fordel over for den altid årvågne modstander. Staffeldt og hans brigade tiltrak sig da også almindelig opmærksomhed under denne krig og vandt ligesom norske Jægerkorps, af hvis uddannelse Staffeldt havde så store fortjenester, fortjent anerkendelse. Dette fik bl. a. sit udtryk deri, at Staffeldt 1808 blev udnævnt til [[generalmajor]] og 1809 til [[Dannebrogordenen|Kommandør af Dannebrog]]. Operationerne hendøde lidt efter lidt langs hele grænsen, og Staffeldt, der havde været så virksom, så længe svenskerne stod på norsk grund, viste ingen synderlig iver efter at opsøge dem inden deres egne grænser, enten nu dette skrev sig fra mistillid til de "nationale" troppers anvendbarhedanvendelighed til operationer uden for eget land – han havde jo selv stadig tjenstgjorttjenestegjort ved "gevorbne" afdelinger –, eller han anså videregaaendevideregående offensive operationer unyttige med de forhåndenværende styrke- og terrænforhold. Da freden med Sverige var afsluttetsluttet 1809, fik Staffeldt kommandoen over de tropper, der var sammendragnetrukket sammen ved Larvik til dækning mod engelsk landgang; 1811 blev han vicekommandant i [[Frederiksstad]], 1812 dekoreredes han med Dannebrogsordenens Storkors.
Efter at prins [[Christian 8.|Christian Frederik]] i 1814 var valgt til Norges konge, blev Staffeldt udnævnt til [[generalløjtnant]], og under det påfølgende felttog mod svenskerne kommanderede han en brigade på o. 4000 mand, der skulde føre et aktivt forsvar østen for Glommen. Skulle denne opgave løses med held, måtte overkommandoen være fri for nervøsitet og brigadechefen have en høj grad af frihed og selvstændighed i sine Dispositioner. Forholdene artede sig imidlertid anderledes. Brigadekvarteret blev overøst med ordrer, der dels var uklare, dels indbyrdes modstridende og dels, da de nåede frem, uigennemførlige. Dette måtte afstedkomme usikkerhed og forvirring, særlig da forsvaret i de første dage skulle optages af stærkt spredte, langt fremskudte kommandoer. Senere, da kræfterne samledes mere, større enhed og sikkerhed i ledelsen og større kraft i forsvaret således kunne have været opnået, beordrede overledelsen pludselig retræten over Glommen, hvorefter det samme spil med uklare dispositioner og modstridende ordrer fortsattes på vestsiden af denne elv.▼
 
▲Efter at prins [[Christian 8.|Christian Frederik]] i 1814 var valgt til Norges konge, blev Staffeldt udnævnt til [[generalløjtnant]], og under det påfølgende felttog mod svenskerne kommanderede han en brigade på o.omkring 4000 mand, der skulde føre et aktivt forsvar østenøst for Glommen. Skulle denne opgave løses med held, måtte overkommandoen være fri for nervøsitet og brigadechefen have en høj grad af frihed og selvstændighed i sine Dispositionerdispositioner. Forholdene artede sig imidlertid anderledes. Brigadekvarteret blev overøst med ordrer, der dels var uklare, dels indbyrdes modstridende og dels, da de nåede frem, uigennemførlige. Dette måtte afstedkomme usikkerhed og forvirring, særlig da forsvaret i de første dage skulle optages af stærkt spredte, langt fremskudte kommandoer. Senere, da kræfterne samledes mere, større enhed og sikkerhed i ledelsen og større kraft i forsvaret således kunne have været opnået, beordrede overledelsen pludselig retræten over Glommen, hvorefter det samme spil med uklare dispositioner og modstridende ordrer fortsattes på vestsiden af denne elv.
 
== Retsligt efterspil og Staffeldts fald ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Bernhard_Ditlef_von_Staffeldt"