|
Den store '''pest i London''' ([[1665]]-[[1666]]) var et omfattende udbrud af sygdommen i [[England]], som i London dræbte mellem 75,000 og 100,000 indbyggere - op til en femtedel af byens indbyggere. Sygdommen menes at have været [[byldepest]], en infektion med [[bakterie]]n ''[[Yersinia pestis]]'', overført med en rotte-[[Vektor (biologi)|vektor]]. Andre symptomer vedpå byldepest, så som septisk pest og lungepest, var også til stede.
Epidemien var langt mindre end den tidligere "[[Den sorte død|sorte død]]", et smitsomt udbrud af sygdommen i Europa mellem [[1347]] og [[1353]], men blev bagefter husket som den "store" pest, da detden var et af sidste større udbrud af pest i Europa.
== Udbrud ==
Pesten menes at være kommet til Storbritannien med hollandske handelsskibe, der medbragtemed bomuldsballer fra [[Amsterdam]]. Sygdommen var sporadisk kommet i udbrud i [[Holland]] sidenefter 1654. Dokområderne uden for London, hvor fattige arbejdere var stuvet sammen i misligeholdte bydele (som sognet St. Giles-in-the Fields), blev først ramt af pesten. I løbet af vinteren 1664-65 var der rapporter om flere dødsfald. Vinteren var meget kold, hvilketog lod til at holdeholdt smitten i ave. Men forårs- og sommermånederne var usædvanligt varme og solrige, og pesten spredte sig hurtigt. Man gemte ikke optegnelserOptegnelser over dødsfald blandt de meget fattige, hvorforer ikke bevaret. Det det førsteførst registrerede offer for pesten, er derfor Margaret Porteous, der døde den [[12. april]] [[1665]].
I juli 1665 varnåede pesten nået til selve London. Kong [[Karl 2. af England]], hans familie og hoffet flyttede til [[Oxford]]. Men byens [[Lord Mayor]] og hans rådmænd forblev på deres posterpost. Virksomheder lukkede, da de fleste velhavende købmænd og faglærte forlod byen. Kun et lille antal gejstlige, læger og apotekere valgte at blive, mens pesten rasede i løbet af sommeren. [[Pestlæge]]r bevægede siggik gennem gaderne og stillede diagnoser, selvomselv om mange af dem ikke var kvalificerederigtige læger.
Offentlig sygehjælp.
Man forsøgte at indføre offentlig sygehjælp. Læger blev ansat af byens embedsmænd, og begravelsehold blev omhyggeligt organiseret. Myndighederne beordrede, at der skulle brænde bål nat og dag, i håbetdet omhåb at luften ville bliveblev renset. Stoffer, der afgav stærke lugte, så som [[Sort Peber|peber]], [[Almindelig Humle|humle]] og [[røgelse]] blev også brændtafbrændt, for at forhindre infektioner. Indbyggerne i London, også små børn, blev kraftigt opfordret til at ryge [[tobak]].
Selv om udbruddetPesten var koncenteret i London, varmen også andre dele af landet var berørt. Det måske mest berømte eksempel var landsbyen [[Eyam]] i [[Derbyshire]]. PestenSmitten ankomkom i en pakke med stof afsendt fra London. Landsbyboerne satte sig selv i karantæne for at forhindre sygdommen i at sprede sig yderligere. Pesten spredte sig kun langsomt til det omgivende område, men resultatet for landsbyen var at omkring halvdelen af Eyams indbyggerne døde.
Optegnelser oplyser at dødstallet i London kom op på 1.000 personer om ugen, dernæst 2.000 om ugen. og iI september 1665 varnåede tallet nået op på 7.000. Sidst på efteråret begyndte dødstallet at falde, indtil. detFørst i februar 1666 var sikkert for kongen og hans følge at vende tilbage til byen. På det tidspunkt havde handelen med det europæiske kontinent spredt pestsmitten til [[Frankrig]], hvor den ebbede ud den følgende vinter.
PesttilfældePesttilfældene fortsatte i moderat tempo indtiltil september 1666. Den 2. og 3. september ødelagde den [[storbranden i London|store brand i London]] mange af byens mest befolkede beboelses- og forretningsområderforretningskvarterer. Branden synes at have stoppet pestudbruddet effektivt, måske fordi Londons rotter og deres pestbærende lopper blev ofre for flammerne. Efter branden blev byen genopført med bredere gader og elementære kloak- og afløbssystemer. StråtagStråtage (der havde været et yndet levested for rotterne), blev forbudt inden for byen, og kræver den dag i dag særlig tilladelse.
== Litteratur ==
|
