Chokdoktrinen: Forskelle mellem versioner

Grundidéen (Chok-[[doktrin]]en) er ifølge Klein, at neoliberalisme stort set aldrig er populært nok til at vinde et [[demokrati]]sk valg. Men efter en stor militær, økonomisk eller naturskabt katastrofe (et chok) er befolkningens modstandskraft svækket, og man kan indføre det. Det er vigtigt, at det sker massivt og hurtigt, igen som et chok, for at befolkningen ikke når at gøre modstand. Dette kaldes af økonomer for [[chokterapi]]. Det kan være nødvendigt for bagmændene at bruge vold, fx politiske henrettelser og [[tortur]] for at gøre chokket kraftigt nok til at nedbryde modstanden.

Efter et chok som fx en naturkatastrofe skal der typisk ske en genopbygning af landet. Her er fremgangsmåden ifølge Klein, at man ikke genopbygger det ødelagte (fx lavindkomst-boliger) men lader erhvervslivet (fx hotelbranchen) udvide, gerne for [[nødhjælp]]spenge. Selve genopbygningen aftales gennem kontrakter med store beløb til typisk udenlandske firmaer (der så bliver 'kontrahenter'), der også på denne måde kan tjene på katastrofen. Landet er typisk nødt til at låne mange penge af IMF eller Verdensbanken, der så stiller markante krav om 'liberalisering' af økonomien.

Med tiden er der ifølge Klein opstået en række brancher, der mere eller mindre bevidst tjener penge på katastrofer. Udover eksisterende brancher som fx olieindustrien og militærindustrien taler Naomi Klein om 'katastrofeindustrien', der fx sælger 'sikkerhed' (både fysisk og IT), genopbygning, katastrofeforsikringer og medicin. Tilsammen udgør disse brancher så stor en del af økonomien i USA og Israel, at børskurserne sammenlagt ''steg'' efter de seneste katastrofer (efter 2004) i stedet for at falde som tidligere.

Det meste af bogen består af konkrete eksempler, der ifølge Klein afslører aktører i at benytte chok-doktrinen. Her er nogle:

I 1970 blev [[socialisme|socialisten]] [[Salvador Allende]] valgt til præsident, og de amerikanske ejere af kobberminerne (den vigtigste industri) følte sig ifølge Klein truet. I 1973 væltedes han ved et blodigt [[militærkuppet i Chile|militærkup]] støttet af CIA, erhvervsfolk og økonomer uddannet af Chicago-skolen. Diktaturet under general [[Pinochet]] gennemførte massehenrettelser, tortur og bortførelser for at nedkæmpe modstanden, samtidig med at det begyndte at indføre neoliberal chokterapi, der bl.a. åbnede landet for udenlandske firmaer. Denne politik gik hårdt ud over landets økonomi, inklusive det lokale erhvervsliv, så den blev opgivet i 1982. Alligevel er Chile blevet brugt som forbillede af Chicago-skolen, samtidig med at man hævder at den økonomiske politik intet havde at gøre med volden. Naomi Klein viser dog en række sammenhænge.

I 1976 var der militærkup i [[Argentina]]. Efterfølgende havde det amerikanske firma [[Ford]] et samarbejde med [[militærjunta]]en, hvor Ford leverede biler og styret ifølge Klein undertrykte Fords arbejdere, bl.a. ved tortur af [[fagforening]]sfolk inde på fabriksområdet. Da de sydamerikanske diktaturer (også [[Brasilien]] og [[Uruguay]]) senere bliver undersøgt af menneskerettighedsgrupper for krænkelser af [[menneskerettighederne]], sættes krænkelserne ikke i forbindelse med den førte økonomiske politik, måske fordi undersøgelserne finansieres af Ford Foundation.

I 1988 vandt [[Solidarność|Solidaritet]] valget i [[Polen]], men landet var i økonomisk krise og IMF ville ifølge Klein kun hjælpe hvis regeringen lavede økonomisk chokterapi, hvilket skete i 1989 i strid med valgløfterne. Det samme skete i andre østeuropæiske lande, da 'Muren faldt' i 1989, med høj arbejdsløshed til følge.

I 1980'erne var [[Kina]] i gang med en liberalisering af økonomien, vejledt af Milton Friedman. Men borgerne protesterede mod manglen på demokrati i 1989 (se [[Demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads (1989)]]). Styret slog ifølge Klein hårdt ned på kritikerne og skruede op for liberaliseringen, bl.a. ved at lave 'eksportzoner' med lav virksomhedsskat og uden arbejderrettigheder.

I 1991 var [[Gorbatjov]] præsident for [[Sovjetunionen]], og styrerstyrede mod en [[skandinavisk]] [[blandingsøkonomi]]. Men [[G8|G7]] og IMF kræverkrævede ifølge Klein neoliberalistisk chokterapi for at hjælpe. Gorbatjov væltesblev væltet og Sovjetunionen opløsesopløst, og [[Boris Jeltsin]] bliverblev [[Rusland]]s præsident med midlertidig magt til at udstede dekreter uden parlamentets godkendelse. Han gennemførte sammen med bl.a. 'reform-økonomen' [[Jegor Gajdar]] en økonomisk chokterapi for at få lån, hvilket givergav stor fattigdom. Det russiske parlament vilville derefter selv lovgive, men Jeltsin erklærererklærede undtagelsestilstand støttet af Vesten, 'opløseropløste' parlamentet i 1993 uden at have mandat, hvorefter parlamentet starterstartede en rigsretssag mod ham. Jeltsin fårfik så hæren til at storme parlamentet, og kankunne herefter fortsætte chokterapien uden demokratisk modstand. Mange bliverblev fattige, men en lille gruppe '[[oligarki|oligarker]]' bliverblev rige (og støtterstøttede Jeltsin økonomisk).

I 1994 vandt [[ANC]] og [[Nelson Mandela]] magten i [[Sydafrika]] efter mange års [[apartheid]]. Men ANC overtog den store gæld til IMF (og de medfølgende krav) og var ifølge Klein bange for at skræmme udenlandske investorer, så de indfriede ikke løfterne fra deres Frihedscharter, der bl.a. handlede om omfordeling efter mange års udbytning. Derimod førte de en neoliberalistisk politik.

Frem til 1997 havde nogle [[sydøstasien|sydøstasiatiske]] lande ('de asiatiske tigre') stor økonomisk fremgang. Dette blev opnået ved en styret blandingsøkonomi, og altså uden frihandel. Men Vesten ville ifølge Klein gerne være med til festen, og efter pres åbnede landene i 1995 op for frie finansstrømme. Derfor kunne rygter om økonomiske problemer i 1997 pludselig skabe en [[valuta]]krise. Denne kunne være bremset med hurtige lån fra IMF, men IMF ventede længe for at gøre krisen værre og landene møre overfor skrappe krav om liberalisering. Da landene gik med til kravene, måtte de indføres ved dekret i undtagelsestilstand på grund af folkelige protester. Derefter afslørede IMF kravene, men der gik panik i markederne fordi de skrappe krav tydede på at de økonomiske problemer var værre end de var. Amerikanske firmaer kunne så opkøbe asiatiske virksomheder til spotpris, også offentlige virksomheder som staterne var nødt til at sælge, fx opkøbte man konkurrerende virksomheder for at lukke dem. Resultatet blev mange fattige og modvilje mod IMF.

Omkring 1993 var der et ønske om fred med [[Palæstina|palæstinenserne]] i [[Israel]], ikke mindst for økonomiens skyld, og man indgik [[Oslo-aftalen]]. Men senere i 1993 ramte chokterapien Rusland, og 1 million russiske jøder rejste til Israel, hvilket gav mindre behov for palæstinensisk arbejdskraft, og Israel valgte ifølge Klein en hårdere kurs overfor palæstinenserne, bl.a. byggede man flere [[bosættelser]] på besat land og palæstinenserne blev ramt hårdt økonomisk af ofte lukkede grænser. I 2000 skete der flere ting: palæstinenserne startede den 2. [[intifada]] (opstand), Israel påbegyndte bygningen af en gigantisk [[Israels mur på Vestbredden|'sikkerhedsmur']], Israels store IT-industri blev ramt da [[Dot com-boblen|'dot.com-boblen']] sprang, og regeringen valgte at øge militærudgifterne og opfordre IT-virksomhederne til at satse på salg af 'sikkerhed', således at man gik efter "sikkerhed, ikke fred". De israelske firmaer var derfor godt placeret, da USA i 2001 fik stor efterspørgsel efter dette samt 'terror-bekæmpelse', som Israel også har ekspertise i efter kampen mod de besatte palæstinenseres modstand. Resultatet er, at Israel ikke længere har en økonomisk interesse i fred, fx førte [[Libanon-krigen 2006|krigen med Libanon i 2006]] til højere israelske aktiekurser.

I 2001 blev [[George W. Bush]] præsident i USA, med bl.a. vicepræsidenten [[Dick Cheney]] og forsvarsministeren [[Donald Rumsfeld]]. De gik ind for offentlige nedskæringer og udlicitering af essentielle offentlige opgaver som fx sikkerhed. Dette medførte en lavere kvalitet (pga. ufaglærte ansatte) på især fly-sikkerhed, hvilket ifølge Klein blev udnyttet til et [[Terrorangrebet den 11. september 2001|terrorangreb i september]]. Herefter øgede Bush bevillingerne til 'fædrelandssikkerhed' voldsomt, og alle disse opgaver blev også udliciteret. [[Retssikkerhed]]en for især udlændinge blev kraftigt forringet.

Klein ser [[Irakkrigen]] i 2003, ledet af USA, som det hidtil mest gennemførte eksempel på chokdoktrinen. Målet var ifølge Klein at begynde en liberalisering af [[Mellemøsten]] til gavn for amerikanske firmaer. Den militære taktik var 'Shock and awe' (chok og ærefrygt), hvor man også gik efter civile mål som fx elektricitet for at terrorisere samfundet. I det efterfølgende kaos tillod man fx tyveri af offentlig ejendom som en slags 'privatisering'.

USA havde lovet hurtigt at indføre [[demokrati]], og befolkningen var klar, der var fredelige demonstrationer og selvorganiserede lokale valg og afstemninger. Men meningsmålinger viste, at befolkningen ville stemme imod USA's ønsker, så Bremer valgte ifølge Klein at udskyde demokratiet og i stedet selv at udpege regering og borgmestre. Derefter skiftede modstanden til udemokratiske, voldelige former. Bremers svar på dette var en masse fængslinger og tortur, bl.a. i [[Abu Ghraib]]-fængslet.

Alt i alt slog det store eksempel på chokdoktrinen dog fejl ifølge Klein, irakernes modstand mod de mange overgreb blev så voldsom at mange firmaer ikke turde etablere sig i landet.

I december 2004 ramte en voldsom [[Jordskælvet i Det Indiske Ocean 2004|tsunami]] en række asiatiske lande, heriblandt [[Sri Lanka]]. Få år før havde en USA-støttet plan om liberalisering og satsning på turisme mødt så stor folkelig modstand, at den var blevet opgivet, og en ny præsident valgt på at være imod privatisering. Men efter tsunamien var landet i chok, og planen blev gennemført ifølge Klein. Fiskere fik ikke lov at genopbygge deres huse ved stranden, hoteller overtog. Nødhjælpspenge blev brugt til turismeudvikling, og ejendomsret og arbejdslove blev liberaliseret. 'Genopbygningen' blev styret af et organ af erhvervsfolk, uden om parlamentet. Resultatet blev nød og en genopblussen af de etniske stridigheder.

I 2005 ramte [[Orkan Katrina|orkanen Katrina]] byen [[New Orleans]] i USA. Bystyret havde bedt det amerikanske katastrofe-agentur (FEMA) om penge til højere diger mod [[Mississippi-floden]] uden at få det. Da byen blev oversvømmet nåede alle med egen bil at komme ud, men de fattige uden blev fanget, og fik meget mangelfuld hjælp fra FEMA til at komme væk og på sygehus. Chicagoskole-økonomer brugte chokket til at foreslå lavere løn og skat, færre erhvervsregler og privatisering af bl.a. alle skolerne, og Bush fulgte forslaget. Nogle store firmaer fik ifølge Klein overpriser for genopbygningen (betalt af FEMA, der i øvrigt udliciterede opgaven med at lave genopbygningskontrakter til et privat firma), men nogle af de almene boligblokke blev revet ned, andre måtte vente meget længe. Resultatet var en by med større ulighed mellem rige og fattige end før.

Virkningen af de chok, forskellige samfund er blevet ramt af, aftager med tiden, selv om det ofte tager en generation. Dette ses ifølge Klein tydeligst i [[Sydamerika]] efter diktaturerne, hvor venstrefløjen i mange lande er kommet til magten på en politik om mindre [[ulighed]], fx via [[nationalisering]]er og [[jordreform]]er og [[velfærd]]. Disse lande støtter hinanden ([[ALBA]]) men ikke gennem frihandelsaftaler, fx låner [[Venezuela]] penge til andre lande, så de undgår IMF's krav.