|
==Opvækst og ungdom==
Gram var født i [[Bjergby (Hjørring)|Bjergby]] nogle kilometer nord for [[Hjørring]], hvor hans fader, Niels Hansen Gram, var [[præst]] fra [[1676]] til sin død [[1712]]. Moderen, der hed Anne Christensdatter Mule, døde først [[1731]]. Begge forældrene tilhørte slægter, der havde deres hjemhjemme i [[Vendsyssel]]. De havde ni børn. Et par af sønnerne blev præster, deriblandt den dygtige Laurids Gram ([[1701]] - [[1775]]), der begyndte sin embedsbane som [[subrektor]] i [[Ribe]] og endte som præst i [[Stege]] og [[provst]] på [[Møn]],. ogFra fra hvishans hånd der bl.a. foreligger en [[latin]]sk biografi af hans berømte broder, der havde været som en fader for ham. ''Vita Johannis Grammii'' blev udgivet i [[1942]].
I sin første levetid var Hans Gram etvar meget svagtsvag som barn, om hvilket manog ikkeingen ventede, at det skulle leve, men siden kom han dog til kræfter og udviklede sig godt. Da faderens embedsindtægter var små, underviste han selv sønnen, der allerede tidlig viste en sjælden begavelse. Navnlig udmærkede han sig ved en utrolig sikker [[hukommelse]], et fortrinligt sprogtalent og en energisk flid. Faderen, der selv var en dygtig filolog, fandt i sønnen en overordentlig lærenem discipel. [[1703]] dimitterede han ham til [[Københavns Universitet]], og allerede ved den [[Studentereksamen|Første Prøve]] vakte Hans Gram en formodning om, hvad den lærde verden med tiden kunne vente af ham. Som privatist varblev han sat nederst på sit hold, ukendt stod han der, fattig klædt og uanselig, men da han i [[græsk (sprog)|græsk]] opgav hele [[Homer]] og [[Callimachus]], udbrød den eksaminerende [[professor]] [[Poul Vinding]]: "Hvad, du have læst og forstaa Callimachus!" Og end mere forøgedes forundringen, da han næsten fandt sin overmand i den 18-årige ''[[Rus (student)|depositurus]]''. Samme dag indbød han ham til sit bord, som om han anede, at Gram med tiden skulle afløse ham selv som lærer i græsk ved universitetet. Og efter denne gode begyndelse blev det ikke vanskeligt for Gram at vinde velyndere blandt professorerne, da hans flid og begavelse var parrede med et beskedent og tiltalende væsen. Snart åbnede [[Regensen]] sig for ham, og de værste bekymringer for fremtiden var således ryddede af vejen.
Universitetet var for øvrigt dengang ikke i nogen blomstrende tilstand. [[Frederik 4.]]s tid var lige så lidt som hans forgængers gunstig for litteratur og videnskabelighed. Men da lavmålet var nået, begyndte lidt efter lidt genrejsningen. [[Ludvig Holberg]], der blev student året før Gram og udnævntes til professor samme dag som han, blev skaber af en ny litteratur, og Gram blev grundlægger af en ny videnskabelighed. Da han forstod selv at bane sig vej til kilderne og ved sit overordentlige sprogtalent ikke blot var i stand til at tilegne sig den [[antikken|klassiske oldtid]]s viden til fuldkommenhed, men også at trænge ind i de fleste nyere kultursprog, blandt hvilke navnlig [[fransk (sprog)|fransk]] i tiden blev ham som et nyt [[modersmål]], så savnede han mindre den kyndige og omhyggelige vejledning end de fleste andre studerende, der ikke i den grad som han var selvhjulpne. Mange år efter, da Gram for længst var en af universitetets fædre, udtalte han:
|
