Andreas Schytte: Forskelle mellem versioner

Han er, når han kommer ind på politikken, til trods for den interesse, han har for [[England]]s forhold, og den sympati, med hvilken han kan tale om oldtidens republikker eller om samtidige [[Schweiz|schweitserske]] tilstande, dog så loyal en dansk royalist, som nogen kunne være det. Han véd intet skønnere end overdragelsen af [[enevælde]]n til [[Frederik 3.]], intet mere tiltalende end de danske kongers styrelse, og han finder, at når enevælden er forenet med [[kollegium (flertydig)|kollegiestyrelse]], giver den det bedste værn for undersåtternes Lykke og deres borgerlige, ja endog deres politiske frihed.

 

 

Hvor tit han end fremhæver den personlige friheds store betydning, var han dog, når han skulle behandle de samtidige forhold her i landet, af den mening, at bonden havde så megen frihed, som "Regeringsformen, hans Stand og Forretninger krævede", og han var ikke kommen ud over at opfatte bonden som herremandens tyende. Og samtidig var han en svoren fjende af den [[Fritænkning|fritænkerske]] udvikling i datiden, der af ham betegnes som tøjlesløs frækhed, i det han tillige ret ejendommelig mener, at den kan få farlige politiske virkninger. "Man begynder", siger han, "med Religionen, man ender med Staterne, vi have Fritænkere i begge." Overvejende var det dog af rent religiøse Grunde, at han var fritænkeriets fjende, thi han hørte religiøst ganske til samme positivt kristelige retning som [[Peder Rosenstand-Goiske (teolog)|Peder Rosenstand-Goiske]], Ove Høegh-Guldberg og [[Nicolai Edinger Balle]], selv om han betegnende nok, når han taler om etiske emner, langt mere henter eksempler og citater fra den [[Antikken|klassiske oldtid]] end fra [[det nye Testamente]] og kirkens historie.

 

{{DEFAULTSORT:Schytte, Andreas}}

[[Kategori:Historikere fra Danmark]]

[[Kategori:Jurister fra Danmark]]