Den Tyske Ordensstat: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Thomas81 (diskussion | bidrag) m den tid er efter denne artikel |
|||
Linje 65:
Ordensstatens grundlægger var Den tyske ridderordenens højmester [[Hermann von Salza]], som i [[1225]] fulgte hertug [[Konrad af Masovia|Konrad]] af [[Masovia]]s opfordring om hjælp mod de hedenske [[preussere]]. Som modydelse skulle ordenen kunne beholde de erobrede/kristnede områder, hvilket blev bekræftet af både den [[Tysk-romerske rige|tysk-romerske]] kejser [[Frederik 2. af Det tysk-romerske rige|Frederik 2.]] og pave [[Pave Gregor 9.|Gregor 9.]]. Mellem [[1230]] og ca. [[1280]] blev alle de preussiske stammer besejrede. Deres områder, som modsvarede store dele af det senere [[Østpreussen]] og [[Vestpreussen]], udgjorde kerneområdet i ordensstaten.
Fra [[1237]] udvidedes Den tyske Ordensstat med [[Kurland]] og [[Livland]]. Disse lande var forud blevet erobret af [[Sværdbroderordenen]], og denne blev i 1237 slået sammen med Den Tyske Orden. Med senere ervervelser, som imidlertid delvis bare forblev kortvarige, nåede ordensstaten i sin storhedstid omkring år [[1400]] en udstrækning på 180.000
* [[Ziemia chełmińska|Kulmer Land]] (i dag ''Ziemia chełmińska''; [[1230]]–[[1466]])
Linje 141:
[[Fil:Baltų gentys 12-as amžius.svg|thumb|right|upright=1.5|Baltiske stammer i 1100-tallet]]
Ordensstaten lå hovedsagelig i [[baltikum|balternes]] stammeområder: ([[baltiske sprog|oldprøjsere]], [[baltiske sprog|kurlændinge]], [[litauisk|litauere]] og [[lettisk|letter]]). Mod vest boede [[vestslaviske sprog|vestslaviske]] folk ([[kasjubere]]), i nord [[finsk-ugrisk|finno-ugrere]] ([[estisk|estere]] og [[livere]]). Langs kysten af nutidens Estland og Letland var der enkelte [[Sverige|svenske]] og [[Danmark|danske]] kolonier. [[Polsk (sprog)|Polsk]] blev talt længst mod syd (Kulmerland og dele af Pommerellen).
Ordensridderne var overvejende tyske, og de fremmede bosætningen af tyske købmænd, gejstlige og embedsmænd. Bybefolkningen i hele ordenstaten var overvejende [[Tysk (sprog)|tysksproget]] ([[mellemtysk]] og [[nedertysk]]). Bosætning af tyske bønder skete kun i Preussen, hvor det oldprøjsisk sprog (et vestbaltisk sprog) blev fortrængt af tysk og polsk i løbet af det sene 1600-tal. Ellers beholdt landbefolkningerne deres eget sprog. Selv om overklassen var tysksproget, kan man ikke betegne tysk som ordensstatens forvaltningssprog, eftersom [[latin]] blev brugt i alle officielle sammenhænge. Tysk forblev overklassens sprog også længe efter ordensstatens opløsning. Den tysk-baltiske lavadel og borgerskabet beholdt også under svensk, polsk og russisk styre en stor grad af selvstændighed, delvis helt frem til [[første verdenskrig]].
| |||