'''Freden i Åbo''' afsluttede [[Hatternes russiske krig|hatternes (svensk: ''hattarnas'') russiske krig]] og "Lilla ofreden", foreløbigt [[16. juni]] og endeligt [[7. august]] [[1743]].
[[Rusland|RyssiskeRussiske]] styrker havde på daværende tidspunkt besat størstedelen af [[Finland]], og den russiske [[feltmarshall]] ''Ivan Trubetskoj'' og embedsmanden ''Aleksej Bestuchev'' virkede for ''[[uti possidetis]]'', det vil sige landenes tildeling af de territorier, som de havde besat ved våbenstilstanden. Den svenske forhandler, [[friherre]] (siden [[greve]]) [[Herman Cedercreutz]] havde imidlertid tidligere været stationeret som diplomat i [[Sankt Petersborg]], og stod højt i gunst hos zaritsaen [[Elisabeth af Rusland|Elisabeth 1.]] (det sagdes, at hun med egne indenrigspolitiske formål i tankerne havde haft en finger med i spillet for at opfordre hatterne til at erklære krig). Han forhandlede, med støtte fra Elisabeths side, en løsning, hvorefter Sverige skulle beholde det meste af landet vest for [[Kymmene elv]]. Til Rusland overgik det sydlige [[Karelen]] og byerna [[Villmanstrand]], [[Fredrikshamn]] og [[Nyslott]], med fæstningen [[Olofsborg]]. ([[Vyborg]] havde Sverige afstået allerede ved [[Freden i Nystad]] [[1721]]). Dette under forudsætning af, at man til [[kronprins]] i Sverige skulle udse [[Adolf Fredrik]] af [[Holstein-Gottorp]], et fyrstehus, som Elisabeth forholdt sig velvilligt til.
Elisabet forsikrede, at indbyggerne i de afståede områder skulle få lov at beholde deres religion, deres ejendomme, eventuelle adelsprivilegier samt love og forordninger, hvilket betød, at en ret ny lov fra [[1734]] skulle tillempes.
