Den irske borgerkrig: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m rettet småfejl |
|||
Linje 1:
{{Irlands historie}}
'''Den irske borgerkrig''' blev udkæmpet mellem [[28. juni]] [[1922]] og [[24. maj]] [[1923]] mellem modstandere og tilhængere af [[Anglo - Irish Treaty|den anglo-irske traktat]]. Traktaten blev undertegnet [[6. december]] [[1921]], og nøjagtig et år senere blev [[Den irske fristat]] oprettet som følge af traktaten. Motstanderne
Borgerkrigen fulgte tæt på [[Den irske uafhængighedskrig]] og krævde flere menneskeliv end denne. Den efterlod også dybe sår i befolkningen, som fortsat kan være synlige i irsk politik.
Linje 8:
=== Traktaten ===
Den anglo-irske traktat blev forhandlet for at få en afslutning på den irske uafhængighedsskrig, som blev udkæmpet [[1919]]–[[1921]]. Traktaten åbnede for en selvstyrende irsk stat, med status som ''[[dominion]]'' under Det[[Britiske Imperium]]
Eden blev stærkt kritiseret af mange republikanere. De
[[Michael Collins]] argumenteredee for at traktaten gav «frihed til at opnå frihed», og således var et
=== Splittelse ===
[[Fil:Portrait of Micheál Ó Coileáin.jpg|thumb|Michael Collins ledede tilhængerne af traktaten frem til sin død i august 1922]].
Splittelsen i den irske nationalistiske bevægelse som fulgte traktaten havde et stærkt personlig præg. Modparterne havde været nære venner og kollegaer under uafhængighedskrigen, og dette gjorde uenigheden om traktaten specielt bitter. Michael Collins følte at [[Éamon de Valera]] havde sendt ham til England for at forhandle for det han selv ville kunne distancere sig fra aftalen. Collins var derfor skuffet da de Valera nægtede at stå ved aftalen, selv om han havde givet forhandleren fuldmagt til at undertegne den. De Valera var på sin side rasende over at forhandlerne havde underskrevet uden at konsultere Dáil Éireann, (det irske underhus) selv om de havde
Dáil Éireann
De Valera gik af som Dáils
Begge sider ønskede at undgå borgerkrig. Collins oprettede en genforeningskomité som skulle samle IRA, og indgik et valgsamarbejde med de Valera med tanke på at oprette en [[samlingsregering]]. Han forsøgte også at udforme en republikansk grundlov som var akceptabel for traktatmodstanderne. IRA-ledere som [[Liam Lynch]] var
Michael Collins og Arthur Griffith ledede arbejdet med at oprette Fristaten. Collins organiserede Arm na hÉireann (den irske hær), som han
== Krigens gang ==
Linje 31:
[[Fil:Dublin four courts.JPG|thumb|250px|Traktatmodstandere forskanser sig i Four Courts i Dublin]].
I april 1922 tog traktatmodstanderne i IRA, ledet af Rory O'Connor, (1883-1922) kontrol over [[Four Courts]] i [[Dublin]]. De ønskede at udløse en væbnet konflikt med
Ironisk nok var det en handling Collins selv beordrede som gjorde det nødvendig at gribe ind mod IRA. [[22. juni]] 1922 blev den
[[27. juni]] kidnappede IRA-
Angrebet på Four Courts begyndte den [[28. juni]], og bombardementet varede i to dage. Den britiske general Nevil Macready gav Collins kun 200 af de 10 000 skud han
Da kampene i Dublin endte havde Irish Army og Fristatens regering fuld kontrol over hovedstaden, mens traktatmotstanderne var spredt til landets sydvestlige dele.
Udbruddet af borgerkrigen tvang medlemmerne af begge fraktioner til at vælge side. Tilhængerne af traktaten blev kendt som ''pro-treaty'', ''Fristatshæren'' eller ''National Army'' (sidstnævnte var det første officielle navn på
Da borgerkrigen brød ud havde traktatmodstanderne i IRA omkring 15 000 mand, mens tilhængerne havde omkring 7000. På papiret havde IRA i begyndelsen hele 72 000 mand, men de fleste af dem var blevet rekruteret under våbenhvilen og kæmpede hverken i uafhængighedskrigen eller borgerkrigen. Selv om modstanderne havde et stort overtal i antal soldater, manglede de en effektiv kommandostruktur, en klar strategi og våben. Ved krigsudbruddet havde de kune 6780 rifler og nogle få maskingeværer. Det lykkedes dem også at erobre nogle britiske pansrede køretøjer under den britiske hærs evakuering. Som følge af våbenmangelen havde traktatmodstanderne gennom hele krigen en defensiv strategi.
Fristatens hær blev hurtig etableret efter krigsudbruddet. Selv om kernen af erfarne IRA-soldater var
== Fristaten tager flere byer ==
Fristaten kunne let erobre de større byer i løbet af juli og august 1922. Collins, Richard Mulcahy] og Eoin O'Duffy planlagde en landsomfattende offensiv med en kombination af land- og flåde styrker mod [[County Cork]] og [[County Kerry]] i syd og [[County Mayo]] i vest. [[Limerick]] fald [[20. juli]], [[Waterford]] samme dag og Cork [[10. august]]. Endnu et
Etfer at de større byene var taget, fulgte en periode med [[guerillakrig]] i grevskaberne Cork og Kerry i syd, [[County Wexford]] i øst og [[County Sligo]] og Mayo i vest. Der var også sporadiske kampe ved [[Dundalk]], hvor Frank Aiken ledede den 4. nordlige division af IRA.
Linje 60:
== Overgreb, henrettelser og krigens slutning ==
I den sidte fase af borgerkrigen var der en serie af overgreb og henrettelser som førte til en varig bitterhed i irsk politik. Fristaten begyndte den [[17. november]] 1922 at henrette fanger. De første var fire IRA-soldater som blev [[Skydning (henrettelse)|
Traktatmodstanderne svarede først med mordet på parlamentsmedlemmet Sean Hales. Fristaten henrettede en uge senere, den [[7. december]] 1922, fire fremstående republikanere som havde været fængslet siden borgekrigens start: Rory O'Connor, Liam Mellows, Richard Barett og Joe McKelvey. Fristatshæren begyndte også med henrettelser af krigsfanger, specielt i Kerry hvor der var hårde kampe. Det værste eksempel fandt sted i Ballyseedy, hvor ni republikanske fanger blev bundet til en [[landmine]], som så blev udløst. De overlevende blev bagefter skudt med maskingevær.
Linje 66:
[[Den katolske kirke]] støttede Fristaten og nægted IRA-medlemmer som kæmpede mod traktaten adgang til [[sakramente]]t. [[10. oktober]] 1922 udstedte de irske katolske [[biskop]]per en formel udtalelse hvor de beskrev traktatmodtstandernes kamp som systematisk mord og snigmord mod de nationale styrker foretaget uden nogen legitim autoritet. IRA-soldatene blev sat under [[interdikt]]. I et strengt katolsk land som Irland var i 1920-årene, påvirkede dette befolkningens syn på traktatmodstanderne stærkt.
Mangelen på støtte i befolkningen, Fristatens benhårde indstilling og manglende vilje til at kæmpe videre førte tilslutning til traktatmodstandernes sammenbrud. I februar 1923 overgav Liam Deasy sig, og opfordrede andre republikanere til at gøre det samme. Efterhånden som konflikten ebbede ud, opfordrede de Valera IRAs ledelse til at bede om våbenhvile, noget den nægtede at gøre. Flere historikere mener at en hændelse som bidrog til at få en
Borgerkrigen blev ført som en guerilla krig med angreb fra snigskytter, baghold og overfald.
|