Alfred von Schlieffen: Forskelle mellem versioner

Han blev født som søn af en [[Preussen|preussisk]] generalmajor og trådte ind i den preussiske hær i [[1854]]. I [[1863]] kom han i generalstaben. [[1866]] deltog han som [[kaptajn (militær)|kaptajn]] i slaget ved [[Königgrätz]] (krigen mod [[Østrig]]) og [[1870]]/[[1871|71]] som [[major]] i krigen mod [[Frankrig]]. Fra [[1876]]-[[1884]] var han øverstbefalende for Ulan-garderegimentet og medlem af den store generalstab. [[1884]] blev han afdelingschef i den store generalstab og i [[1888]] overkvartermester og dermed stedfortræder for generalstabschefen [[Alfred Graf von Waldersee]]. Den 7. februar [[1891]] afløste han Waldersee som chef for generalstaben. [[1903]] udnævnt til [[generaloberst]]. [[1905]] fremlagde han den efter ham opkaldte [[Schlieffen-plan]]. Schlieffen blev pensioneret 1. januar [[1906]], men blev i [[1911]] udnævnt til general[[feltmarskal]]. Han døde den 4. januar 1913 i Berlin. Kejser [[Wilhelm 2.]] viste ham den sidste ære ved at lægge en krans på hans grav.

 

 

Denne kritik overser dog et væsentligt punkt. Schlieffen var udmærket klar over, at en tofrontskrig mod Frankrig og Rusland var en næsten uoverkommelig opgave, specielt hvis England også blev involveret. Samlet set ville de tyske tropper stå overfor en meget stor overmagt. Netop derfor tog han i sit arbejde udgangspunkt i [[slaget ved Cannae]], hvor [[Hannibal]] trods en knusende romersk overmagt formåede at afgøre slaget til sin fordel.