Fyrste: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Broadbot (diskussion | bidrag) m Datomaerker kilder-skabeloner |
Rmir2 (diskussion | bidrag) småret |
||
Linje 1:
{{fyrster}}
'''Fyrste''',
Principelt er det en betegnelse på en suveræn hersker og ingen egentlig titel per se. En fyrste kan derfor betegne alle monarker, uanset hvilken titel de bruger (f.eks. [[konge]], [[kejser]], [[hertug]], fyrste etc.). Denne betydning afspejles i brugen af fyrster som kollektiv betegnelse for monarker og ord som fyrstehus om et suverænt hus (slægter).▼
▲Principelt er det en betegnelse på en suveræn hersker og ingen egentlig titel ''per se''. En fyrste kan derfor betegne alle
I dag bruges det som en titel i [[Tyskland]], [[Monaco]], [[Rusland]] og andre lande. Der skelnes mellem suveræne eller forhenværende suveræne fyrster, der har hersket over en stat ([[fyrstendømme]]), og ikkesuveræne fyrster, der blot udgør den højeste klasse af [[adel]]en.▼
▲I dag bruges
Fyrstetitlen arves i Tyskland primogeniturt, det vil sige således at kun slægtens hovedmand er fyrste og hans hustru fyrstinde, medens yngre medlemmer af slægten er henholdvis [[prins]] og [[prinsesse]]. I Rusland får alle slægtens medlemmer fyrste/fyrstinde-titlen.
== Historie ==
I oldtidens [[Romerriget|Rom]] var ''princeps séndtus'' en ærestitel, som [[Kejser Augustus|Augustus]] og hans efterfølgere benyttede; derefter betegnes kejserdømmet i dets første periode, da kejseren i det mindste i teorien kun var rigets første embedsmand, som principatet. Hos oldgermanerne omtales fyrster (''principes'' kaldes de af [[Cæsar]] og [[Tacitus]]), der valgtes på folkeforsamlingerne og især synes at have været dommere eller rettere [[lovsigemand|lovsigemænd]]. I den ældre [[middelalder]] betegner udtrykket fyrste eller ''princeps'' i det hele landets fremragende mænd (»rigets bedste mænd«, ''meliores regni'' eller ''terrae''), men efterhånden, som [[lensvæsen]]et udviklede sig, blev fyrste titlen for den rigsumiddelbare lensmand.
Særlig gælder det i [[Tyskland]], og her fremkom både gejstlige og verdslige fyrster. Til de første regnedes [[ærkebiskop]]per, [[biskop]]per og de [[abbed]]er og [[abbedisse]]r, der var indehavere af rigsumiddelbare [[abbedi]]er. Om kejserens stilling til de gejstlige fyrster drejede sig [[investiturstriden]]; efter [[Reformationen]] gav deres tilstedeværelse anledning til store vanskeligheder. Til verdslige fyrster regnedes [[hertug]]er, [[markgreve]]r, [[pfalzgreve]]r, [[landgreve]]r, [[borggreve]]r og [[greve]]r, forsåvidt de havde deres [[len]] umiddelbart af kejseren. Alle fyrster havde sæde i den tyske [[rigsdag]]. Ud fra de øvrige skilte sig dog i 13. århundrede de 7 mægtigste, de såkaldte [[kurfyrste]]r, der fra nu af udgjorde et særligt øverste kollegium på rigsdagene, mens de øvrige fyrster mødte i »Fürstenrat«, det andet kollegium, der deltes i den gejstlige og verdslige »Fürstenbank«. Deltagelsen i fyrsterådet blev i tidens løb skelnemærket mellem fyrster og de mindre herrer, rigsridderne, der vel var rigsumiddelbare, men ikke havde adgang til rigsdagene. I løbet af 16. og 17. århundrede fastsloges hvilke fyrstehuse, der i kraft af besiddelsen af bestemte territorier havde sæde og stemme i rigsdagen, og efter [[Westfalske Fred|Den westfalske Fred]] [[1648]] kunne ny udnævnte fyrster kun få stemmeret på rigsdagen med dennes tilsagn. De gejstlige fyrster forsvandt ved nyordningen i [[1803]]. Overhovederne for de tyske fyrstefamilier havde prædikatet "Durchlaucht", men fyrsteværdigheden i og for sig havde nu ikke længere nogen retslig betydning, hvorimod der knyttede sig ulige æresrettigheder dertil, også fx for de mediatiserede fyrsters vedkommende og for de fyrster, der før [[1806]] var rigsumiddelbare, men dengang måtte træde i undersåtsforhold til større landsherrer. Tyske suveræne landsherrer har ofte uddelt fyrstetitlen som belønning for store fortjenester, således blev [[Bismarck]] [[1890]] fyrste (hertug) af [[Lauenburg]]!
== Fyrstens rettigheder ==
Stillingen som fyrste indebærer/indebar retten til/muligheden for at udøve visse gerninger. Man kan skelne mellem juridiske, politiske, økonomiske og ejendomsmæssige rettigheder.
Til de juridiske rettigheder hørte:
*[[lov]]givningsretten (ofte derved, at fyrsten stod som lovforslagets fremstiller, folkeforsamlingen som godkendende modtager);
*privilegieudstedelsesret (fx tildeling af [[stadsret]] til købstæder);
*domsafsigelsesret (enten selv - i højeste retsinstans - eller ved tillidsfolk - i lavere retsinstanser);
*embedsudnævnelsesret.
Til de politiske rettigheder hørte:
*retten til at indgå [[traktat]]er ([[alliance]]r, fredsaftaler og lignende);
*retten til at erklære [[krig]];
*hyldningsret og retten til at foreslå eller udpege sin efterfølger,
*retten til at udstede gangbar [[mønt]].
Til de økonomiske rettigheder hørte:
*retten til at opkræve ordinære [[skat]]ter til dækning af rigets forvaltningsopgaver;
*retten til at udskrive og opkræve ekstraordinære skatter (fx ved krigstilstande);
*retten til at opkræve [[told]], [[accise]] og andre fastlagte udgifter;
*retten til at opkræve [[bøde]]r, [[sagefald]] og lignende.
Til de ejendomsmæssige rettigheder hørte:
*ejendomsretten til jord tilknyttet fyrsteembedet ([[kongelev]]);
*ejendomsretten til fædrenearv ([[patrimonium]]);
*[[regale]]ret (ejeret til al jord eller andet af værdi hvis retmæssige ejer ikke kan godtgøres);
*[[arv]]eret (tilbagefaldsret til områder, der regeres af andre, som ikke efterlader sig egne arvinger og hvor fyrsten er nærmeste arveberettigede slægtning);
*brugsret af al retmæssige fast [[ejendom]], herunder [[fæste]]indkomster, herlighedsrettigheder (fx [[jagt]]rettighed) og [[hoveri]] i lighed med andre godsejere.
Begrænsninger i disse rettigheder kunne kun ske på fem måder:
#ved underskrivelse af erklæringer om frivilligt at indskrænke sit råderum (på dansk: [[håndfæstning]]er),
#ved afståelse i forbindelse med (tabte) [[krig]]e,
#ved [[mageskifte]] (jordbytte),
#ved [[salg]],
#ved [[pantsætning]] (overdragelse af rettigheder mod en given modydelse eller et kontant lån).
En afart af første måde er de [[grundlov]]e, hvor en del af fyrstens sædvanlige rettigheder er overdraget andre statsinstitutioner så som en [[folkevalgt forsamling]], en [[regering]] udgået af denne, en professionaliseret offentlig [[domstol]] og lignende. I nogle lande (fx Danmark) har fyrsten dog fortsat en formel ret til at foranstalte retsundersøgelser af personer, til hvem ansvaret for disse fysteopgaver nu er overdraget i tilfældet af formodet embedsmisbrug.
== Litteratur ==
*Aksel E. Christensen: ''Kongemagt og Aristokrati. Epoker i middelalderlig dansk statsopfattelse indtil unionstiden''; København 1976; ISBN 87-500-1663-6
== Eksterne henvisninger ==
*[http://runeberg.org/img/salmonsen/2/9/0198.pdf Salmonsens Konversationsleksikon, 2 udgave, bind 9, s. 183; opslag: fyrste]
==
* [[Adel]]
| |||