Februarrevolutionen (Frankrig): Forskelle mellem versioner

I tiden op til revolutionen var det kun selve det rigeste bourgeoisi der blev ved at støtte regeringen; hovedmassen af bourgeoisiet, især det akademiske, blev derimod stærkt oppositionelt. Socialisterne fik stadig flere tilhængere og blev et politisk parti, da [[Louis Blanc]] lærte dem interessen for almindelige [[valgret]]. Endelig tiltog det republikanske venstre og bonapartisterne, og alle disse grupper, hvis fleste tilhængere var uden valgret, mødtes dels i kravet om almindelig valgret eller i det mindste en censusnedsættelse, dels i den stemning, [[Lamartine]] gav udtryk i ordene: "la France s'ennuie" ("Frankrig er forbitret").

Men heller ikke dette kunne længere standse bevægelsen, der var kommet i hænderne på hemmelige selskaber, ledede af republikanere og socialister. Nationalgarden hjalp delvis oprørerne, linjetropperne ønskede man ikke at anvende, og kongen foretrak da at træde tilbage til fordel for sin sønnesøn greven af Paris. Dennes moder begav sig med sønnen til deputeretkamret og fandt her støtte hos Odillon Barrot; men store folkeskarer trængte ind i kamretkammeret, og republikanere som Lamartine og [[Ledru Rollin]] fik overhånd. En provisorisk regering udråbtes, bestående af disse to samt [[Jacques-Charles Dupont de l'Eure]], [[François Arago]], [[Pierre Marie (de Saint-Georges)|Marie]], [[Louis-Antoine Garnier-Pagès]] og [[Adolphe Crémieux]], hvortil føjedes [[Armand Marrast]], [[ Ferdinand Flocon]] L. Blanc og arbejderen Albert, der på rådhuset var udråbte til regering.