Floddelta: Forskelle mellem versioner

Deltaer består af et lag af [[grus]], [[sand]] og [[ler]], og ifølge deres dannelsesmåde må deltaer nødvendigvis altid præsentere sig som jævne, flade strækninger, der ofte ligger så lavt, at de må skærmes ved dæmninger og diger mod oversvømmelser; de her byggede byer præsenterer sig også på forsk. måder beskyttet mod vandets indtrængen, således hviler husene i den nedre del af [[Bangkok]] ved [[Menam]] på høje pæle, og [[New Orleans]] skærmes ved høje [[dæmning]]er for [[Mississippi]]s oversvømmelser. I deltaer, der er taget under kultur som Po- og Rhin-deltaerne, har man ved diger tvunget floden til at forblive i eet og samme begrænsede leje, i hvilket derfor en stor del af det materiale afsættes, som ellers ville udbredes over hele deltastrækningen. Som følge heraf stemmes vandspejlet højere op, faldet og dermed hastigheden forringes, og bundfældningen bliver større, så at de omboende nødes til at lade [[dige]]rne følge bevægelsen opad. På denne måde er det nu fx kommet så vidt, at Po-flodens bund ligger højere end det nærmest omliggende land, og at beboerne af de holl.hollandske Polderepoldere med stort besvær må hæve det overflødige vand op til floden for således at skaffe det afløb. Deltaet afgiver en yderst frugtbar jordbund, og de fleste deltaer fremtræder også med en meget talrig befolkning, som [[Hoangho]]s og [[Yangtsekiang]]s i Kina, [[Ganges]]' i [[Indien]], Nilens i [[Ægypten]], Rhinens i [[Holland]]. Særlig i [[Ægypten]] viser delta sin store betydning ved kontrasten mod det omgivende [[ørken]]land; mærkværdig nok ligger Rhônes delta endnu til dels hen uden at være taget under kultur.