Den store forskel mellem katharévousa og dimotiki ligger i [[ordforråd]]et: Hvor katharévousa forsøger at bevare ord, der var gængse på klassisk græsk, har dimotiki, som alle naturlige sprog, fornyet sit ordforråd løbende med lån fra alle mulige nabosprog, såsom [[latin]] (i den [[Romerriget|romerske kejsertid]]), [[Italiensk (sprog)|italiensk]] (i [[middelalderen]]) og [[Tyrkisk (sprog)|tyrkisk]] (under det [[osmanniske rige]]). I stedet for dagligsprogets ord σπίτι (''spíti'') "hus" (latin ''hospitium'' "gæstehus"), bruger katharévousa således det gode klassiske οἶκος (''íkos'' = klass. ''oîkos''), og i stedet for κρασί (''krasí'') "vin" (egtl. "blanding") bruger katharévousa οἶνος (''ínos'' = klass. ''oînos'').
Selv om dimotikidimotikí blev gjort til offiecielt sprog i 1976, er det dog mere korrekt at sige, at det græsk, der skrives i dag, er en sammensmeltning af katharévousa og dimotikidimotikí. De klassiske ord bruges ofte ved siden af de moderne, blot med en særlig nuance.
Et vigigtvigtigt redskab i opbygningen af den moderne græske nation var oversættelsen af antik [[litteratur]] til dimotikí. Man gav også børn gammelgræske navne, selv om nogle af disse stred mod kristen navneskik. Tilhængerne af dimotikidimotikí mente, at folkemålet fuldt ud gengiver karakteren i den klassiske litteratur, mens gamle universitetsprofessorer og konservative politikere insisterede på, at kun katharévousa var godt nok til formålet. For dem var oversættelser til dimotikidimotikí en helligbrøde og fornærmelse mod nationen. Ved mindst to anledninger førte oversættelser til dimotiki af [[evangelium|evangelierne]] og Aiskhylos' ''Orestien'' til optøjer i [[Athen]] tidligt på 1900-tallet. Så vidt vides, er Grækenland det eneste land i [[Europa]], hvor oversættelser af antikke tekster har ført til dødsofre. <ref>Giorgis Giatromanolakis: "Antikken hos noen moderne greske diktere", ''Antikken i ettertiden'' ( s. 199). Universitetsforlaget, Oslo 2009, ISBN 978-82-15-01482-1</ref>
