Valsemølle: Forskelle mellem versioner

Selve maleværket, det apparat, på hvilket kornet sønderdeles, var helt op til 1880 stenkværne (se [[kværn]]), opr. lod man kværnens sten løbe så tæt på hinanden som muligt på hinanden (”Platmølleri”), men omkring 1850 gik man i stor udstrækning over til det såkaldte ”højmølleri”, hvor kornet underkastes flere på hinanden følgende passager gennem kværnen med mellemliggende sigtninger. Et særligt karakteristisk træk ved højmølleriet var, at der til at begynde med holdtes en vis afstand mellem stenene; en afstand, som gradvis formindskedes, efterhånden som sønderdelingen af kornet skred frem. Ved højmølleriet bliver skallen i langt mindre grad end ved platmølleriet malet ud til et pulver, der er så fint, at det kan passere igennem gennem mel[[sigte]]rne. Med samme meludbytte bliver melet således mere skalfrit, når man anvender højmølleri.

 

Hele det apparat, der forestår formalings- og sigteprocessen kaldes en [[valsestol]], incl. de to par valser og alle tilførselsanordninger. Oprindelig blev valsemøllerne opført ved hjælp af damp; senere ved elektricitet. Mange byer har stadig vejnavne efter [[dampmøller]]ne; Dampmøllevej i Holbæk fx. De kom frem i 1880’erne, havde en stor kapacitet, og fortrængte efterhånden vejrmøllerne som brødmøller, fordi valseformalingen var hurtigere og billigere.

 

Hæveegenskaben i melet er nært forbundet med finheden i formalingen, der måles ved en U-værdi (= Udmalingsprocenten), hvorved forstås det antal kg af den pågældende melkvalitet, der er fremkommet ved formaling af 100 kg korn. Er U høj vil det sige, at man i møllen foruden den egl. frøhvide tillige har sønderdelt en stor mængde af skallen så fint, at der er kommet rigeligt med skalpartikler med i melet. Siden 1950 var Sigtet hvedemel ca 80 her i Danmark. For groft rugmel er U = ca. 100., hvilket vil sige, at praktisk tale hele skallen er kværnet i melet.