Hird: Forskelle mellem versioner

'''Hird''' blev i [[middelalder]]en brugt som betegnelse på [[Norge|norske]] og [[Danmark|danske]] [[konge]]rs eller stormænds [[livvagt]]. Selv om ordet i [[saga]]er benyttes om hændelser i [[viking]]etiden, blev det sandsynligvis ikke taget i brug før efter denne periode – sagaerne er nedskrevet i middelalderen, og benytter sin tids ordforråd. I vikingetiden blev [[Knud den store]]s følge kaldt ''ting-hlíhlíd'', der antages at have en lignende betydning. Ordet kommer fra det [[norrøn]]e ''hirð'', som igen stammer fra det gammel[[engelsk]]e ''hir[e]d/heard/hird/hurd'' eller middelalder[[tysk]] ''heirat'', som begge betyder «[[flok]]».

Hirden var stormænds og kongers [[hær]]følge. En mann måtte frivilligt underkaste sig hirdherren, selv om sagaen i mange tilfælde indikerer at det skete under tvang (som et alternativ til [[døden]]). Optagelse i hirden blev markeret ved håndgang, sværdovertagelse og troskabs[[ed]]er. Hirdmændene blev derfor betegnet som "håndgangne mænd", enten sværdtagere eller edssvorneedsvorne, og måtte sværge evig troskab til sin herre, og love at følge ham i både [[krig]] og fred, om nødvendigt at ofre sit [[liv]] for ham.

Hirden blev tidligt opfattet som en egen [[stand]]. Da man på [[Island]] indførte ''Jónsbok'' på Alltinget[[Altinget]] i [[1281]], fandtes der tre stænder i landet;: [[Gejstlighed]], kongens håndgangne mænd og bønderne. I 1281 blev det også lovfæstet, at alle mænd skulle klæde sig efter sin stand og formue. For at kunne gå i alle typer antræk, måtte man være enten en velstående landmand eller en hirdmand, der ejede de lovbestemte våben for sin hirdrang. Hirdmændene var også de eneste på Island, der kunne bære standskarakteriserende [[symbol]]er som [[skjold]] og [[hjelm]]. <ref>Jón Vidar Sigurdsson: ''Den vennlige vikingen'' (s. 55), forlaget Pax, Oslo 2010, ISBN 978-82-530-3359-4</ref>