Polyvinylchlorid: Forskelle mellem versioner

PVC er et af de mest anvendte [[plast]]materialer. På globalt plan var det årlige forbrug i 2009 opgjort til 35 millioner tons. I [[Europa]] lå forbruget i 2009 på omkring 8 millioner tons, hvilket svarer til 15 % af det samlede plastforbrug. PVC-forbruget i verden er stigende med højeste stigningstakst i [[Uland|udviklingslandene]]. PVC anvendes til at fremstille mange forskellige typer af produkter lige fra store [[kloakrør]] til små medicinske slanger. PVC er det mest anvendte plastmateriale i byggeriet. Over 60 % af det samlede PVC-forbrug bliver således anvendt til fremstilling af blandt andet rør, gulve, døre, vinduer, kabler og kabelbakker[[kabelbakke]]r.<ref>[http://www.pvc.org/ PVC.org - PVC-industriens webside]</ref>

Hvor andre plastmaterialer hovedsageligt fremstilles af olie[[råolie]], fremstilles PVC ved hjælp af olieråolie og salt ([[natriumklorid]]). Til produktionen bruges 57 % salt og 43 % olie.

PVC-produkter kan groft opdeles i to hovedgrupper. Hård PVC og blød PVC. Eksempler på hårde PVC-produkter er rør, vinduer, kabelbakker og profiler. Eksempler på bløde PVC-produkter er gulve, kabler, medicinsk udstyr og presenninger. Hård PVC udgør omkring to trediedele af PVC-forbruget, medens resten er bløde eller fleksible produkter, som de også kaldes. Det, der adskiller de bløde fra de hårde PVC-produkter, er, at kun de bløde indeholder blødgørere. Der findes forskellige typer af blødgørere. De mest almindelige blødgørere i PVC i dag er ftalater[[ftalat]]er, men inden for de senere år er der udviklet flere alternativer hertil. Det er mængden af blødgører, der afgør, hvor blødt et blødt PVC-produkt er. Jo mere blødgører, der tilsættes PVC’en jo mere blødt bliver produktet. En medicinsk slange i PVC indeholder således mere blødgører end eksempelvis et PVC-gulv, eller et vinylgulv som det oftest kaldes.