Mithraskulten: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Ebrambot (diskussion | bidrag) m robot Tilføjer: sl:Mitraizem |
Nordfra (diskussion | bidrag) Mere om tyreofret. |
||
Linje 1:
[[Fil:Fresque_Mithraeum_Marino.jpg|thumb|right|300px|Mithras og Tyren: En fresko fra mitræet i Marino i Italien (3. årh.) viser det såkaldte ''taurobolium'', det verdensskabende tyredrab. På Mithras' kappe ses himmelhvælvingen.]]
'''Mithraismen''' eller '''mithraskulten''' var en [[hellenisme|hellenistisk]] [[mysteriereligion]], der centrerede sig om dyrkelsen af den oprindeligt persiske lys- og frelsergud [[
== Troslære ==
Linje 10:
== Tilhængere/udbredelse ==
Den største appel havde Mithras-kulten på [[legionær]]erne. Disse følte sig draget af kultens eksklusivitet, såsom at den var forbeholdt mænd, men også af dens principper som [[ære]], stolthed og uovervindelighed. Takket været soldaterne nåede kulten ud til alle afkroge af Romerriget, lige fra [[Palæstina]] og op til
== Mithræum ==
Tilbedelsen af Mithras foregik i nogle små underjordiske templer, kaldet ''mithræer''. Disse huleagtige templer skulle forestille den klippehule, hvori Mithras ifølge overleveringen var født. Mithræerne var fyldt med illustrationer af forskellige scenarier fra Mithras' liv. I hvert eneste mithræum indtog en fremstilling af Mithras hæderspladsen, hvor han dræber en hellig tyr, der blev associeret med foråret, ''taurobolium'' (= tyredrabet). Det centrale i kulten er dette tyreoffer, der symboliserer, at liv udspringer af død, og at [[blod]]et er det livgivende. <ref>Peter Ørsted: ''Romerne - dagligliv i det romerske imperium'' (s. 170), forlaget Gyldendal, København 1991, ISBN 87-01-72010-4</ref>
I afbildingen slagter Mithras, klædt i frygisk hue og frygisk kappe og benklæder, tyren ovenfra, som regel med bortvendt blik. En [[slange]] (der repræsenterer jorden) og en [[hund]] drikker fra tyrens åbne sår, og en [[skorpion]] (symbolet for efteråret) angriber tyrens [[testikel|testikler]] som et ønske om tyrens kraft. Iblandt er en [[ravn]] eller en [[krage]] også til stede, iblandt også et bæger og en lille [[løve]]. Kautes og Kautopates, de himmelske [[tvilling]]er af lys og mørke, er fakkelbærere, og står på hver side med kryssede ben. Kautes med sit mærke pegende opad og Kautopates med sit pegende nedad. Over Mithras er Solens og Månens [[symbol]]er synlige på en stjernehimmel.
== Ritualer ==
Line 21 ⟶ 22:
=== Afskedsmåltidet ===
På adskillige motiver fra kulten kan man se solen og Mithras dele et afskedsmåltid, inden Mithras stiger til himmels i en solvogn. På et relief fra Konjica ses de gengivet med drikkehorn og brød, brødet er delt af et ligebenet kors, symbolet på solen. Afskedsmåltidet blev gengivet i mithræerne, hvor ofte ved vi ikke. I denne sammenhæng spiste mysterne brød og drak vin. Ceremonien blev ledet af en "pater" der fungerede som stedfortræder for Mithras, altså en åbenlys lighed med den kristne [[nadver]]. At der er en vis lighed i ritualet, bliver bekræftet af den kristne [[apologet]] [[Justin Martyr]] (ca.100-165) (om eukaristien)”.. ''dette overleverede de onde [[dæmon]]er, også skulle finde sted i Mithras hemmelige kult, idet de efterlignede det. For et brød og et bæger med vand stilles frem i indvielsesceremonierne for den, der indvies, i forbindelse med nogle ledsagende ord, det ved I, eller også kan I få det at vide” ''(Apologier)
== Historie ==
Det ældste bevarede vidnesbyrd om den romerske Mithras stammer fra den græske historiker
Sit endelige gennembrud fik Mithras-kulten i begyndelsen af det tredje århundrede. På det tidspunkt havde befolkningens mentalitet gradvis ændret sig, og den solare henoteisme var begyndt at vinde indpas. Solen havde længe haft en ophøjet rolle iblandt befolkningen, men den egentlige almene dyrkelse af solen begyndte først i denne periode. Solen blev nu betragtet som værende herre over kosmos og den største guddom, under hvem alle de andre guders attributter blev lagt ind. Mithraskulten blev på dette tidspunkt den største kult i Romerriget, med [[kejser]]e som [[Septimius Severus]] og [[Caracalla]] blandt sine tilhængere.
Sit endeligt fik kulten i slutningen af det fjerde århundrede under [[Theodosius den store]], hvor kristendommen blev statsreligion, og enhver form for afgudsdyrkelse blev forbudt ved dødsstraf. Da begyndte de kristne en indædt kamp for at slette alle beviser på kultens eksistens, bl.a. ved at bygge kirkebygninger
== Mithras og kristendommen ==
Mithraskulten var uden sammenligning den største trussel mod den tidlige kirke.
F.eks var Mithras en lysgud, og Jesus beskriver sig selv som "verdens lys" (Joh 8, 12).
Mithras blev beskrevet som den uovervindelige sol. De tidlige kristne havde også en forestilling om, at Jesus var identisk med solen. Han blev betragtet som værende ”''den retfærdige sol''” (mal.Kap3,v.20) og som ”''solopgangen fra det høje''” (luk.kap1,v.78). Endvidere havde de bederetning imod øst, idet de forventede, at det var dér, Jesus ville opstå som solopgangen. Ifølge den kristne filosof/teolog [[Tertullian]](ca.160-225), blev de kristne også fejlagtigt forvekslet med soldyrkere:” ''(nogle hedninge)anser solen for den kristne gud, fordi det er blevet kendt, at vi beder i den opgående sols retning og hengiver os til glæde på solens dag(søndag)...'' ”
Line 50 ⟶ 47:
== Forskning ==
Der fandtes også en persisk Mitra. Tidligere Mithras-forskere troede, at den romerske Mithras stammede fra den persiske Mitra, men nyere forskere finder imidlertid ikke denne tese særlig plausibel.
==Henvisninger==
<References />
== Litteratur ==
| |||