Brian Nielsen (bokser): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
KnudW (diskussion | bidrag) m småret, exit kommentar |
No edit summary |
||
Linje 35:
Derefter gik det hurtigt for Brian Nielsen. Selvom det ikke altid så lige kønt ud, vandt han langt størstedelen af sine kampe. Han blev både sjællandsmester og dansk mester fem år i træk (1988-1992), og vandt derudover en lang række internationale turneringer. Karrieren som amatør sluttede efter [[Sommer-OL 1992|OL i Barcelona]] i 1992, hvor Brian Nielsen vandt [[bronze]]. I semifinalen tabte han til den stærke cubaner [[Francisco Balado]] (Balado døde i en trafikulykke cirka en måned efter OL).
I alt boksede Brian Nielsen 111 kampe som amatør, hvoraf han imponerende vandt de 104. Kun én gang i amatørkarrieren var Brian Nielsen til tælling, og kun én gang blev han stoppet før tid – under en EM-slutrunde, hvor han blev stoppet af lægen pga. en flænge ved det ene øje. Hans "kendingsmelodi" er: "Always look on the bright side of life
== Professionel karriere ==
Linje 41:
Efter OL i 1992 valgte Brian Nielsen at skrive professionel kontrakt med promotor [[Mogens Palle]]. Brian Nielsen fik sin debut i i Parken i september 1992. Den kamp er mest kendt for, at TV2’s kommentator [[Knud Esmann]] talte i meget negative vendinger om Brian Nielsen.
Efter at have vundet sine første 23 kampe som professionel, fik Brian Nielsen i januar 1996 chancen for at vinde VM-titlen hos det lille og lidet anerkendte forbund [[IBO]]. Brian Nielsen vandt IBO-titlen over [[Tony la Rosa]] og satte den to måneder efter på spil mod amerikaneren [[Phill Jackson]] i en kamp, som han vandt på teknisk knockout, da Jackson opgav efter seks omgange.
I januar 1997 satte Brian Nielsen IBO-titlen på spil mod den legendariske og på daværende 48-årige amerikaner [[Larry Holmes]]. Holmes, der blandt mange andre havde besejret [[Muhammad Ali]], skulle være Brian Nielsens vej til den helt store kamp i [[USA]]. Brian Nielsen vandt kampen mod Holmes knebent på point, men storkampen lod vente på sig. I stedet begyndte Brian Nielsen og Mogens Palle at ane legendariske Rocky Marcianos rekord som den sværvægter, der havde vundet flest kampe i træk.
Jagten på Marcianos rekord blev for alvor indledt, og i juni 1999 stod Brian Nielsen klar til sin jubilæumskamp nr. 50. En sejr her ville give ham den rekord, som han havde tangeret to måneder tidligere.
Linje 49:
I starten af kampen tydede alt på, at Brian Nielsen ville få sin rekord. Han havde sin modstander, amerikaneren Dick Ryan, i gulvet, men mod slutningen af kampen måtte Brian Nielsen kæmpe endnu mere mod en dehydrering end mod Dick Ryan. I starten af sidste omgang havde Brian Nielsen så lidt styr over sin krop, at kampleder Jess Andreasen valgte at stoppe ham og tildele sejren til amerikaneren.
Efter det fatale og meget overraskende nederlag var der lang vej tilbage for Brian Nielsen. Han var dog tilbage i ringen allerede 2½ måned efter nederlaget, og i den sidste halvdel af 1999 vandt han fire kampe ud af lige så mange mulige. I januar 2000 stod han derfor foran en ny titelkamp hos et andet lille forbund, IBC. Modstanderen var [[Troy Weida]] fra USA, og han kan i dag prale af at være den eneste udover Mike Tyson, der nogensinde har slået Brian Nielsen i gulvet. Brian Nielsen rejste sig dog fra gulvturen og vandt på knockout.
Nederlaget mod Dick Ryan blev revancheret i december 2000, og i oktober 2001 stod Brian Nielsen foran karrierens største kamp. Den kamp, han havde ventet på i årevis: [[Mike Tyson]].
Linje 55:
Kampen fandt sted i Parken i København den 13. oktober 2001 foran 22.000 tilskuere. Brian Nielsen måtte opgive mellem 6. og 7. omgang, da han havde fået en flænge over det venstre øje som generede hans syn.
==Filmografi==
| |||