Magdalene Thoresen: Forskelle mellem versioner

I hovedstaden drev hun i 2 1/2 år et yderst anstrengende åndeligt studium med sjælelige kampe, stærk vilje og ubændig higen efter viden. [[Goethe]] og [[Schiller]] var nu hendes yndlingsdigtere, [[Orla Lehmann]] var hendes ideal, og hun var meget revolutionær. "Ung, lidende og ensom" drog hun så i efteråret [[1842]] til [[Norge]], hvor hun hos den 40årige [[provst]] Hans Conrad Thoresen (1802-1858) på [[Herøy i Møre og Romsdal|Herø]] i [[Sunnmøre|Søndre Søndmøre]] skulle undervise hans fem børn. Ved sin strenghed og alvor vakte han først skræk hos hende; hans viljefaste væsen bandt snart hendes ustyrlige sind, thi hun "sværmede for en stolt, stærk Mand". I den vilde, storslåede natur, der for øvrigt ved det mørke og sorgfuldt strenge harmonerede godt med hendes egen, var den første tid lidelsesfuld for hende; men her mødte hun også i sit nye hjem den tillid, hun så stærkt trængte til, og hun sluttede sig snart fuldt ud til de nye forhold. Hun har selv sagt, at Norge kaldte det bedste frem i hende, hærdede hendes karakter og gjorde hende til en personlighed. [[13. oktober]] [[1843]] ægtede hun provst Thoresen, der anden gang var enkemand, og snart efter fulgte hun ham til [[Bergen]], hvor han for hendes skyld havde søgt præsteembedet ved Korskirken; han vidste blot ikke, at hun hellere ville være blevet ved det vilde hav og fjeldene. Denne begavede, i [[Johan Ludvig Heiberg|J.L. Heibergs]] skole fint uddannede mand – "en Blanding af en [[Martin Luther|Luther]] og en [[Napoleon]]sk Marechal" – støttede hende både kunstnerisk og menneskelig. Han underviste hende i latin og drev klassiske studier med hende; gennem stærk tvivl fæstnede sig ved hans hjælp det religiøse i hende som overbevisning. Ved rejser til [[Danmark]], [[Tyskland]], [[Schweiz]] og [[Frankrig]] søgte hendes mand end ydermere at fremme hendes udvikling. I Bergen holdt hun omgang med lyder sagen, [[Ole Bull]], [[Henrik Ibsen]] og flere andre betydelige personligheder; hun tog ivrig del i denne bys litterære liv, var i [[1850]] med til at grundlægge dens teater, skrev flere år igennem teaterkritikker i bergenske blade og leverede anonymt oversatte stykker til scenen der samt følgende, forfattede af hende selv: ''Et Vidne'', skuespil i to akter ([[1852]]), der modtoges med afgjort bifald, ''Kongedatterens Bøn'', dramatisk digtning i 1 akt ([[1853]]), der opførtes kun to gange, ''Hr. Money'', [[vaudeville]] i 1 akt ([[1855]]), og ''Lys og Skygge'', drama i fire akter ([[1859]]), der trods sin ejendommelighed og gode idé faldt til jorden på grund af en forfejlet plan og figurtegning.