Harald Hårderåde: Forskelle mellem versioner

Som femtenårig kæmpede Harald i slaget ved Stiklestad, flygtede derfra til Gardarike (= [[Rusland]]) og drog videre til Miklagard (= den store gård, dvs [[Konstantinopel]]), hvor han trådte i den [[Byzans|byzantinske]] [[kejser]]s tjeneste i [[1034]]. I flere år skal han have kæmpet for kejseren på [[Sicilien]] og i [[Bulgarien]], og tjenestegjorde til sidst i livgarden sammen med andre [[væring]]er, dvs [[Norden|nordiske]] krigere i den byzantiske kejsers livvagt. På hjemrejsen gennem Gardarike giftede han sig med [[storfyrste|storfyrst]] Jaroslavs datter Jelisaveta (norsk: Ellisiv). I Haralds følge var en [[Island|islænding]] ved navn Halldor Snorreson, der gjaldt som den bedste kriger blandt væringerne. Halldor var så misfornøjet med Haralds løn, at han smed mønterne fra sig, da han mente, Harald havde udvandet deres indhold af [[sølv]]. Derefter overfaldt han kongen i hans soveværelse med draget [[sværd]], og forlangte [[dronning]] Ellisivs armring af [[guld]] som betaling. Halldor lykkedes med nød og næppe at undslippe Haralds [[hævn]], og det blev han højt respekteret for på Island. <ref>Bjørn Bandlien: "Islendingenes isolasjon", ''Sagaspor'' (s. 233), forlaget Andresen og Butenschøn, Oslo 2010, ISBN 978-82-7694-245-3</ref>

Harald kom tilbage til Norge i 1045 og blev anerkendt som brorsønnen Magnus den Godes medregent, mod at dele sine sølv- og guldskatte med ham. Da Magnus døde i 1047, blev Harald enekonge. I en årrække sloges han med [[Svend Estridsen]] om herredømmet over [[Danmark]], men anerkendte endelig Svend som Danmarks konge i 1064. I kirkelige sager nægtede Harald at modtage [[direktiv]]er fra [[ærkebiskop]] [[Adalbert af Bremen]], som var Svends forbundsfælle, og lod de norske [[biskop]]per vies i England og [[Frankrig]]. Harald slap ikke kontrollen over den norske kirke, og styrede [[kult]]en for sin [[helgen]]-halvbror Olav med jernhånd. Han lod også "ermske" (dvs [[Armenien|armenske]]) biskopper [[mission]]ere på Island og muligens i Norge, hvad der kan have fået ham [[ekskommunikation|ekskommuniseret]] mod slutningen af hans liv, uden at det vides sikkert. <ref>Bjørn Bandlien: "Kristningen østfra", ''Sagaspor'' (s. 245)</ref> Før det store [[skisma]] mellem Øst- og Vestkirken i [[1054]] havde Harald været væringgardens leder i Konstantinopel. Sandsynligvis følte han, og ikke mindst hans russiske dronning, sig mere hjemme i en byzantinsk kirketradition end i en vestlig. Så sent som i [[1440]]'erne advarede [[Christian 1.]] [[pave]]n om, at nordmænd var tilbøjelige til at være mere loyale mod Østkirken, hvis de følte sig presset af [[pavedømme]]t. <ref>Bjørn Bandlien: "Det store skismaet og Skandinavia", ''Sagaspor'' (s. 201)</ref>

Ifølge [[Snorre]] skal Harald have grundlagt [[Oslo]]. Oslos tætbebyggelse er dog ældre, men Harald kan have bidraget til byudviklingen ved at opføre [[kongsgård]] og [[kirke]]r. Både i Oslo og [[Trondheim]] fik han rejst Mariakirker. FørstEn med kong Harald var rigssamlingen fuldført: De oprørskelille [[Oppland|opplændingersaga]] bragtberetter tilom underkastelseislændingen Audun fra Vestfjordene, ogder købte en [[Trøndelag|trøndernesisbjørn]] på [[høvdingGrønland]] for alt, [[Einarhvad Tambeskælver]]han ejede og havde. Han tog bjørnen med til Norge, ryddethvor afHarald vejenHårderåde ønskede at købe dyret. [[Orknøerne]]Audun oghavde [[Shetland|Hjaltland]]imidlertid blevtænkt knyttetsig fasttil Danmark for at skænke isbjørnen til detkong norskeSvend kongedømmeEstridsen. <ref>http://arkeologi.blogspot.com/2009/05/kvitebjrnen.html</ref>

I [[1058]] var Haralds søn [[Magnus Haraldsson|Magnus 2.]] i England. Det ser ud til, at han skulle hjælpe jarlen Ælfgar, der var blevet forvist fra [[jarledømme]]t [[Mercia]], som han havde arvet året før. Kort tid efter vandt Ælfgar dog Mercia tilbage ved hjælp af kong GrufyddGruffydd ap Llewelyn af [[Wales]] og en norsk [[flåde]]. Derved kunne Magnus 2. have forventet sig Ælfgars støtte ved en senere norsk [[invasion]] af England. Imidlertid døde både Ælfgar jarl og kong DrufyddDruffydd i [[1063]]. Invasionsplanerne må være blevet skrinlagte helt til Harold Godvinsons bror Toste, jarl af [[Northumbria]], lovede Harald støtte fra hele Northumbria, samt sine allierede; men da det kom til stykket, havde Toste helt overvurderet støtten fra sine forbindelser. <ref>Bjørn Bandlien: "Norges rolle i kampen om England", ''Sagaspor'' (s. 168202)</ref>

En [[granit]]sten, smykket med et [[bronze]]relief udført af Lars Utne, og som fremstiller Harald til hest, blev rejst på Harald Hardrådes plassplads i Oslo i [[1905]]. På vestfronten af [[Oslo Rådhus]] blev et stort rytterrelieffrytter[[relief]] af Harald afduget i [[1950]], udført af Anne Grimdalen.