Wikipedia

Telefonkiosk: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m bot: indsæt skabelon Geomærkning savnes; kosmetiske ændringer
m →‎Arkitektur: småting
Linje 10:
På dette tidspunkt var der kun 4.000 abonnenter på private telefoner i hovedstaden. Telefonkiosken fungerede på den måde, at man gik hen og talte med personen i kiosken (oftest kaldt kioskdamen, da et udpræget kvindejob). Så blev kunden lukket ind og betalte kioskdamen. Dernæst fik kunden lov til at benytte telefonen, der var monteret indendøre. Da der dengang ikke var mange, der ejede en telefon, blev telefonkiosken også brugt som et slags 'sendebud'. Hvis man ejede en telefon kunne man ringe til telefonkiosken og lægge en besked til kioskdamen. Så ville hun sørge for at sende et cykelbud ud med beskeden. Dette kunne fx være et godt ungdomsjob for en frisk dreng/pige. Denne metode til at sende beskeder var noget hurtigere en at sende et brev, men også dyrere.
 
Indendørs var sekskanten (på ca. seks gange 1,5 meter, dvs. 5,43 m2m<sup>2</sup>) delt op i en brugerhalvdel med en smal midtergang, hvorfra to skydedøre førte ind til de to bokse, hvor telefonerne var ophængt og telefonbøger placeret under en hylde, samt en betjeningshalvdel, hvor kioskdamen sad med sin pengekasse, sit lager af aviser, blade, frimærker etc. Fra hende var der to luger til telefonboksene, så hun kunne holde øje med at alt gik anstændigt til og hvorigennem hun kunne opkræve og modtage betalingen på 10 øre pr. samtale. Kioskdamerne var dygtige til at holde regnskab med det klik, der indikerede hver ny opringning, som kunden foretog, og senere hen, da telefonapparatet blev forsynet med betalingsautomat, den lyd det gav når 10-øren faldt (deraf udtrykket). Pladsen var trang i boksene, hvorfor mere korpulente kunder kunne næppe røre sig og måtte gå ud af boksen, ja i ekstreme tilfælde helt ud på gaden når de skulle have portemonnæen eller tegnebogen op af baglommen.
 
Telefonkioskerne havde åbent fra kl. 7.00 til 23.00 om sommeren og kl. 8.00 til 22.00 om vinteren.
 
Den [[1. juni]] 1896 kunne de første fire kiosker på henholdsvis [[Kongens Nytorv]], [[Gammeltorv (København)|Gammeltorv]], [[Rådhuspladsen (København)|Rådhuspladsen]] og Nørre Boulevard (=nu [[Nørre Voldgade]]) åbnes for publikum, efterfulgt af seks andre i [[Gyldenløvesgade (København)|Gyldenløvesgade]], på [[Grønningen (København)|Grønningen]], [[Vesterbros Torv]], [[Sølvtorvet]], ved [[Dronning Louises Bro]] og på [[Sankt Annæ Plads]]. I efteråret [[1898]] suppleredes med endnu en på [[Lille Triangel]].
 
Koch fik megen ros af samtiden for sine kiosker. De slanke og rigt detaljerede telefonkiosker var endnu mere "tiltalende for Øjet" end tilsvarende bygninger i udenlandske storbyer, ja, selv [[Paris]] kunne ikke være med, skrev tidsskriftet ''[[Architekten]]''.<ref>Karsten Skytte Jensen, "Telefoniens templer",''Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Årsskrift 2004'', s. 14.</ref>
var endnu mere "tiltalende for Øjet" end tilsvarende bygninger i udenlandske storbyer, ja, selv [[Paris]] kunne ikke være med, skrev tidsskriftet ''[[Architekten]]''.<ref>Karsten Skytte Jensen, "Telefoniens templer",''Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Årsskrift 2004'', s. 14.</ref>
 
Senere kom flere kiosker til. [[1905]] døde Koch, og hvervet blev i [[1913]] overtaget af arkitekt Martin Jensen. Jensen tegnede bl.a. en ny model, som var noget større end den oprindelige model og mere tung i det [[nybarok]]ke udtryk. Faktisk faldt Jensens kiosk heller ikke i bystyrets smag. Kommunen krævede, at man opførte nye kiosker magen til de oprindelige, da der på ny i [[1929]] blev ansøgt om tilladelse til at udvide kiosk-antallet. Senere blev de i [[1932]] afløst af en [[funkis]]kiosk tegnet af [[Poul Holsøe|stadsarkitektens]] medarbejder [[Curt Bie]]. I alt blev der gennem årene opstillet ca. 30 telefonkiosker i København:
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Telefonkiosk"