Norges fiskeri: Forskelle mellem versioner

 

Efter torskefiskerierne kommer i betydning sildefiskerierne. Også disse drives omtrent langs den hele kyst, især dog i farvandene på vestkysten mellem Stavanger og Finmark. De er langt mere ustadige end skreifiskeriet; lange perioder med rig fangst kan følges af år, da dette fiskeri slår totalt fejl. Ved sildefiskerierne gælder det at udnytte det gunstige øjeblik, da stimerne sætter ind under land, ofte for lige så hurtig igen at forsvinde. Silden kommer fra havet om vinteren for at gyde i skærgårdens grunde farvande, om sommeren, men altid lige uregelmæssigt, for at søge næring i den drivende plankton. Disse fiskerier kan da deles i følgende hovedgrupper:

 

Al sild, den forekommer i de nævnte fiskerier, antages at høre til samme stamme. Småsilden er de 1—2 år gamle individer; mellem 2 og 4 år bliver den »fedsild«, senere, mellem 4 og 8 år, benævnes den snart storsild, snart vårsild. En egen lille sildeart er brislingen (''clupea sprattus''), der benyttes som råmateriale i hermetikindustrien. Den fiskes med snurpevod hele året, mest i Hordaland (Søndre Bergenshus) og Rogaland (Stavanger) fylker og omkring Hvaler ved Kristianiafjordens munding. Den årlige fangstmængde af brisling har 1910—19 vekslet mellem 25.000 og 252.000 hl til en værdi af mellem 1 1/4 og 4 3/4 mio. kr. Al fangsten benyttes næsten udelukkende til fremstilling af »norske sardiner«, som i de senere år er blevet en verdensartikel. Denne industri han sit hovedsæde i Stavanger. Alene af »sardiner« (i de senere år altid af hensyn til Frankrigs sardinindustri kaldt »brisling«) blev 1914 eksporteret 15,5 mio. kg, overvejende til Amerikas Forenede Stater, Storbritannien og Tyskland, men også til Sydafrika, Australien og Kanada.

== Eksterne henvisninger ==

 

 

[[Kategori:Fiskeri]]