Forskel mellem versioner af "Skolastik"

10.155 bytes tilføjet ,  for 8 år siden
småret
(indsat ekstern henvisning)
(småret)
'''Skolastik''' er en betegnelse til sammenfatning af de politiske, sociale, økonomiske og filosofiske anskuelser, der var fremherskende i Vesteuropa i tiden fra middelalderens begyndelse frem til gennembruddet for skattestaten i 1600-tallet. Til trods for fællesbetegnelsen må det fastslås, at skolastiske anskuelser gennemgik en betydelig udvikling med tiden, hvorunder de gradvist frigjorde sig fra deres oprindelige udgangspunkter: Bibelen og de klassiske græske filosoffer, først og fremmest Aristoteles.
'''Skolastikken''' er en [[filosofi]]sk retning i [[middelalder]]s vesteuropa. Skolastikken opstod i kølvandet på en økonomisk opblomstring i vesteuropa begyndende omkring år 1100. Alle videnskabelige studier var i første halvdel af middelalderen foregået ved munkeklostre og domkapitler, men i løbet af den skolastiske periode etableredes universiteter. Samtidigt gjorde den øgede handel med araberne, at man fik kendskab til en lang række vigtige skrifter af [[Aristoteles]]. Den mest kendte skolastiker var [[Thomas Aquinas]], fordi han siden har fået status som den katolske kirkes vigtigste teolog. Der er imidlertid mange, der mener, at den mest interessante skolastiker nærmere var [[William af Ockham]] pga. hans sublime opgør med netop Thomas Aquinas såvel som med den fordærvede pavelige autoritet, som den kom til udtryk i pavens "[[babylonske fangenskab]]" i Avignon.
 
Skolastikken formulerede blandt andet en statslære, en etik og økonomiske betragtninger.
== Ofte vanskelig læsning ==
En skolastiker er ofte særdeles veluddannet i Biblen og ganske bestemte værker ([[Augustins]] [[Bekendelser]] og [[Anicius Manlius Severinus Boethius|Boethius]] [[Filosofiens trøst]] er formentlig de vigtigste) og kan derfor skrive med en indforståethed, der kan vanskeliggøre læsningen. Samtidig repræsenterer den skolastiske systematik en metodisk tilgang, der kan være vanskelig at vænne sig til for den senmoderne læser. Teologisk set relaterer alle senskolastikere sig fx til en middelmådig lærerbog af [[Petrus Lombardus]], når de forholder sig til vigtige emner i kristendommen.
 
== Oprindelse og udvikling ==
Samtidigt er næsten alle skolastikere munke og er oplært i en særdeles religiøs tradition. Når man beskæftiger sig med tænkning, gør man det således til Guds ære. Der kan peges på mange vigtige diskussioner i skolastikken. En af de mest kendte er [[striden om almenbegreberne]] en anden er [[Ockhams]] og andres strid med paven om fattigdomsspørgsmålet.
 
Ordet "skolastik" kommer fra det latinske ''scholasticus,'' "det der tilhører skolerne". Med "skolerne" menes de [[Middelalderens universiteter|universiteter]], der opstod i den kreative intellektuelle brydningsflade mellem de [[Latin|latinske]] og [[Arabiske Halvø|arabiske]] verdener omkring [[1100-tallet]]. Skolastikken er ikke en filosofi, men en analyseteknik: den blev brugt af mange filosofiske retninger, såsom [[Realisme (filosofi)|Realisme]], [[Nominalisme]], [[Aristoteles|Aristotelisme]], Timæansk [[Platonisme]] etc. Metodens ''tese–antitese–syntese''-system er da også ganske fremragende til at få forskellige synspunkter til at harmonere, måske på grund af dens oprindelse. Dette var et voldsomt fremskridt i forhold til tidligere tiders abstraktionsniveau, for eksempel den [[angelsaksisk]]e [[kloster]]kulturs, der primært havde koncentreret sig om at bevare viden fra det forfald, den græsktalende verdens centralisme havde påført dem. Skolastikken inkluderede også brugen af et specialiseret fagsprog, skolastisk latin, som blandt andet en dansk [[biskop]][?]<ref>Det foreslås på [[Diskussion:Skolastik# Den danske biskop, der bidrog til skolastik latin|diskussionssiden]] at det drejer sig om [[ærkebiskop]] [[Anders Sunesen]], (cirka 1167–1228), </ref> har bidraget meget til.
== Skolastikken forvandles til skrækeksempel ==
I renæssancen og under reformationen kom den skolastiske tænkning til at stå som skrækeksemplet på katolsk tænkning. Der blev derfor gjort så tykt grin med skolastikerne, at mange også i dag opfatter skolastikken som en slags [[parodi]] på [[filosofi]]en, der, udover mere klassiske filosofiske spørgsmål, fandt på at overveje problemer såsom:
* Kan en [[kerub]] flyde ovenpå [[vand]]?
* Hvis en [[rotte]] spiser af [[alterbrød]]et, får den så del i [[helligånden]]?
 
== Statsteoretiske overvejelser ==
Ovenstående citater har dog intet med hverken Thomas Aquinas, William af Ockham eller andre vigtige skolastiske tænkere at gøre.
 
Udgangspunktet for skolastikken var den augustinske verdensopfattelse, der var kommet til udtryk i [[Augustin]]s ''De civitate Dei'' allerede i begyndelsen af det 5. århundrede.
== Oprindelse og udvikling ==
 
Ordet "skolastik" kommer fra det latinske ''scholasticus,'' "det der tilhører skolerne". Med "skolerne" menes de [[Middelalderens universiteter|universiteter]], der opstod i den kreative intellektuelle brydningsflade mellem de [[Latin|latinske]] og [[Arabiske Halvø|arabiske]] verdener omkring [[1100-tallet]]. Skolastikken er ikke en filosofi, men en analyseteknik: den blev brugt af mange filosofiske retninger, såsom [[Realisme (filosofi)|Realisme]], [[Nominalisme]], [[Aristoteles|Aristotelisme]], Timæansk [[Platonisme]] etc. Metodens ''tese–antitese–syntese''-system er da også ganske fremragende til at få forskellige synspunkter til at harmonere, måske på grund af dens oprindelse. Dette var et voldsomt fremskridt i forhold til tidligere tiders abstraktionsniveau, for eksempel den [[angelsaksisk]]e [[kloster]]kulturs, der primært havde koncentreret sig om at bevare viden fra det forfald, den græsktalende verdens centralisme havde påført dem. Skolastikken inkluderede også brugen af et specialiseret fagsprog, skolastisk latin, som blandt andet en dansk [[biskop]][?]<ref>Det foreslås på [[Diskussion:Skolastik# Den danske biskop, der bidrog til skolastik latin|diskussionssiden]] at det drejer sig om [[ærkebiskop]] [[Anders Sunesen]], (cirka 1167–1228), </ref> har bidraget meget til.
Fra orientalsk filosofi havde skolastikerne overtaget ideen om, at al magt og myndighed på jorden i sidste ende beroede på Guds nåde og derfor var guddommelig. Fra det 12. århundrede lærte man gennem araberne i Spanien Aristoteles filosofiske betragtninger at kende og udviklede herefter en anskuelse, der skulle forene dennes filosofi med kirkens lære.
 
=== Thomas af Aquinas ===
 
I denne virksomhed kom ''[[Thomas Aquinas|Thomas af Aquinas]]'' (ca. 1225-1274) til at indtage en hovedrolle. Han samordnede den aristoteliske tankeverden med den bibelske i ''Summa theologica'', skolastikkens hovedværk. Desuden udarbejdede han det uafsluttede skrift ''De regimine principum'', hvori han udviklede sin statsopfattelse.
 
Ifølge Thomas havde mennesket en uforanderlig samfundsdannende evne, der uden egentlig guddommelig indgriben og alene i kraft af en naturen medfødt drift udviste en vilje til at gøre det gode og det rette. Al samfundslivs mål er at stræbe hen imod den himmelske salighed, hvorfor den teleologiske verdensorden sættes højest. Derunder følger den uforanderlige naturret som samfundslivets faste norm, den guddommelige lov åbenbaret i Gamle og Nye Testamente og sidst den borgerlige lov, der er ufuldkommen, og som menneskene selv kan forandre efter behov.
 
Thomas erklærer sig som tilhænger af monarkiet, men omtaler både det konstitutionelle og det absolutte monarki som egnede løsninger. Som regeringens mål sættes det "fælles bedste", hvilket bedst opnås med en fyrste med etisk ansvar, omend det stærke fyrstestyre rummer faren for at udvikle sig til tyranni. Netop denne problemstilling udgjorde for Thomas et uafklaret spørgsmål: skal folket underkaste sig en tyran eller styrte denne? I ''Summa theologica'' når han til den slutning, at den bedste løsning er at give alle del i statens styre og derved forene de bedste sider fra alle styreformer: monarken (den ansvarlige leder), aristokratiet (elitens evner) og folkestyret (folkets vilje og fælles ansvar gennem alles valgdeltagelse) i en blandet styreform. Men han finder, at al menneskelig magt i sidste ende er underkastet det guddommelige mandat, naturretten som ledestjerne til den evige salighed.
 
=== Aegidius Romanus ===
 
Omkring år 1300 videreudvikles dette udgangspunkt af flere statsretsfilosoffer, hvoraf ''[[Aegidius Romanus]]'' var blandt de mest betydningsfulde. Denne nåede at udgive to vægtige skrifter, ''De regimine principum'' (før 1285) og ''De ecclesiastica potestate'' (omkring 1300). Af særlig betydning er det, at Aegidius opstiller regnum (territoriet, den begyndende nationalstat) som den ideelle bærer af statslig suverænitet og dermed sætter både småstaten (''polis'' hos Aristoteles,'' civitas'' hos Thomas) og det universelle imperium i skyggen. Med udgangspunkt i ''regnum'' fremsættes den ''dominium''-lære, der siden skulle blive herskende. Inden for monarkiet, der regnes som den bedste styreform, findes to muligheder: ''regimen regale'', hvor fyrsten styrer efter sin egen vilje og selv giver lovene, og ''regimen politicum'', hvor fyrsten i sit styre er bundet af love og bestemmelser, folket har vedtaget. Begge styreformer anses for legitime, men regimen regale er at foretrække, fordi fyrsten som stående over den borgerlige lov er naturretten og den guddommelige ret nærmere og derfor bedre som kilde til loven. Endelig må der ved den monarkiske styreform skelnes mellem arve- og valgkongedømme, hvor Aegidius foretrækker den førstnævnte for at undgå mulige brydninger ved tronskiftet. Herskeren skal have mest mulig magt, men er moralsk bundet til at styre til folkets bedste, helst efter faste love. Men der indrømmes ikke folket ret til at modsætte sig, hvis styret udvikler sig til tyranni.
 
=== Johannes af Paris ===
 
Fra samme tid stammer ''[[Johannes af Paris]]'', der skrev ''Tractatus de potestate regia et papali'' (ca. 1302/1303) mod pavens krav om et øverste verdsligt herredømme. Han videreførte samtidig Aegidius monarkiske nationalstat som ideal, idet han udtrykkeligt frakendte et universelt imperium berettigelse. Men samtidig var han afgjort modstander af det absolutistiske arverige: kongen har sin magt fra Gud og fra folket, som har valgt ham eller hans dynasti. Det er således folket, der i sidste ende besidder statens suveræne magt og giver lovene, der også binder fyrsten. Han foretrækker derfor det lovbundne monarki, ''principatus politicus'', og genoplivede fra de gammelromerske (ciceronianske) folkeretsforestillinger kontraktteorien inden for naturrettens statsteori. Staten er, ifølge hans lære, resultatet af to kontrakter, dels samfundskontrakten (fra naturretten), dels herskerkontrakten mellem folket og fyrsten (fra romerretten).
 
== Økonomiske synspunkter ==
 
I middelalderen var det hyppigst debaterede økonomiske spørgsmål dette hvilken rente på pengeudlån, der var at regne som syndig (''[[åger]]''), eller om renter i det hele taget var forenelig med Guds lov. [[Bibelen]]s ord var relativt utvetydige:
 
''«Du skal ikke tage rente af din broder, hverken på penge eller på levnedsmidler eller på noget andet, hvorpå rente kan tages».''
<ref>5. Mosebog 23:19, jævnfør også 2. Mosebog 22:25.</ref>
 
Gennem middelalderen havde det markante træk i økonomisk tænkning sin baggrund i, at Bibelens relativt klare fordømmelse af rente (åger), profit og kapitalvækst måtte forenes med tidens langsomt fremvoksende handel, håndværks- og industrivirksomhed. Skolastikken havde sin blomstringstid i [[1200-tallet]], da [[Thomas Aquinas]] (1225–74) forende Aristoteles' lære med kirkens teologi. Som de fleste andre skolastikere var han teolog, og højmiddelalderens debat samlede sig om tre hovedemner:
 
*'''Retfærdig pris''' var det dominerende moralske tema, og her rettede skolastikerne opmærksomheden mod producentens omkostninger. Men deres begreb om retfærdig pris var uklart, og enkelte historikere hævder, at teorierne til enhver tid sigtede mod at forhindre den type kapitalvækst og strukturændringer, som kunne true feudalismen. I udgangspunktet anerkendte de, at en markedspris opstod i stærk konkurrence, og hvor ingen lurede eller truede andre, ville være retfærdig. Men det var producenten og sælgernes omkostninger, som var afgørende, dersom varen af omkostningsmæssige årsager åbenbart måtte sælges til en højere pris, efterspørgernes betalingsvilje havde ingen plads i fastsættelsen af en retfærdig pris. Den britiske fransiskanermunken [[John Duns Scotus]] formulerede den omkostningsbaserede værdi- og pristeorien omkring [[1295]]. Også Thomas Aquinas mente, at en pris, som væsentligt oversteg omkostnningerne, repræsenterede åger, sælgeren solgte i et sådant tilfælde en ekstraværdi, som ikke tilhørte ham.
*'''Rente''' blev betragtet i lys af tankerne om en retfærdig pris, og skolastikerne videreførte stort set Aristoteles' og kirkefædrenes modstand mod rente. Penge var et byttemiddel, og det blev anset som unaturligt og umoralsk at forsøge at få dem til at formere sig uden gennem gensidigt og retfærdigt bytte. Men der fandtes undtagelser, mange tænkere godtog forsinkelsesrenter når lånetageren ikke gjorde betalte i tide, og enkelte tænkere godtod rente, dersom udlåner kunne henvise til kapitalomkostninger eller at udlånet førte til, at udlåner måtte fra afstå fra en anden gevinst. Forbudet mod rente blev således gradvist udvandet i løbet af middelalderen.
*'''Naturretten''' og de naturlige love var et andet viktigt emne. Ligesom Aristoteles mente også skolastikerne at der kunne udledes en ''naturlig'' rets- og samfundstilstand i overensstemmelse med menneskets ''natur''. Den tidlige kirke mente, at privat ejendomsret var unaturlig, og at urkirkens kommunale ejendomsforhold samstemte med naturtilstanden. Thomas Aquinas genopdagede Aristoteles' forsvar for privat ejendomsret og skabte kirkelig godkendelse af den private ejendomsret som en videreudvikling af naturtilstanden, men tilføjede, at fattigdom og kommunal ejendom fortsat var det rigtigste for fromme kristne. Disse tanker fik varig indflydelse, både gennem [[1600-tallet]]s [[folkeret]]stænking og langt senere hos [[Adam Smith]] som byggede meget af sin tænking på forestillinger om menneskets ''naturlige tilbøjeligheder'' til bytte, handel, og overholdelse af aftaler.
 
Helt frem til 1500- og 1600-tallet blev det ikke udviklet nogen økonomisk videnskab, som gjorde forsøg på at adskille moralske fra økonomiske spørgsmål. Analyser af afkastning og ulige former for udbyttemaksimering fandt ikke vej til læreanstalterne, men fandtes i det skjulte blandt handelsmænd. Etiske og teologiske debatter om økonomiske spørgsmål blev domineret af drøftelser af hvornår, og i hvilken grad, økonomisk aktivitet var i strid med Guds vilje. Først med opdagelserne og renæssancen fra 1500-tallet begyndte den økonomiske udvikling at komme så åbenlyst i strid med kirkeretten, at den gamle lære ikke lod sig opretholde. De nye, stærke nationalstater og deres støtter indenfor håndværk, industri og handel tog et opgør med skolastikken og udviklede et helhedssyn kaldt [[merkantilisme]].
 
Indenfor bedriftsøkonomi var det utvivlsomt største gennembrud indførelsen af [[bankvæsen]] og [[dobbelt bogholderi]]. Dette spredte sig fra de italienske bystater fra 1300- og 1400-tallet til resten af Europa og afspejledes ved, at flere økonomiske fagudtryk er af italiensk oprindelse (''[[Debet|debit]], [[Kredit|credit]], [[saldo]], [[konto|conto]], [[Bank|banco]]'' og typisk nok også ''[[Bankerot|banco rotto]]'') Denne udvikling blev muliggjort ved indførelsen af [[arabiske tal]] i samme tidsrum.
 
== Den fyrstelige domænestat ==
 
Påfaldende nok udvikledes ingen udtalt nationaløkonomiske betragtninger. Udgangspunktet var den fystelige domænestat suppleret med fyrstens [[regaleret]] og i undtagelsestilfælde retten til at udskrive skatter.
 
Domænestaten afspejlede det forhold, at fyrsten som statens samlende repræsentant havde et vist jordegods, ''domæne'', der skulle sikre denne indkomsterne til dækning af de offentlige udgifter. I Danmark skelnedes mellem to slags domæne, ''patrimonium'', der udgjorde kongeslægtens private ejendom, og ''kongelev'', der regnedes for det kongen tilståede embedsgods. Af denne jord skulle kronen hente sine indkomster (fæsteafgifter og lignende).
 
Regaleretten udsprang af kongens særstilling som rigets øverste myndighed. Til de kongelige regaler hørte sikringen af retstilstanden og dermed retten til at oppebære idømte [[bøde]]r, sikringen af trygheden til lands og vands og dermed retten til at afkræve [[told]], retten til at udstede særlige rettigheder blandt andet til købstæderne og sikring af [[torv]]efreden og dermed retten til at opkræve ind- og udførselsafgift ved varers bringen til og fra torvs ([[accise]] med mere).
 
Kun i særlige tilfælde var det meningen at kongen skulle kunne udskrive skatter: ved krige og lignende.
 
== Højskolastikken ==
I den "højskolastiske" periode (1250–1350) bevægede man sig hinsides rent kirkeligt orienterede emner, og begyndte at arbejde med naturfilosofi, psykologi, epistemologi, videnskabsteori og økonomi: dette dannede desuden grundlaget for kulturprodukter som [[Dante Alighieri|Dantes]] ''Guddommelige Komedie.'' Der var dog overgreb på grund af spændinger mellem ortodokse kirkepolitikere og lige så uforsonlige [[Averröes|Averroister]].
 
De Klassiskklassisk-sproglige humanister (ikkegjorde atfra forveksle med "[[Humanisme]]n", et noget bredere og senere begreb) iomkring 1341+ gjorde – med nogen ret – op med tendensen til at oversætte alt til skolastisk latin, og prøvede så vidt muligt at læse grundtekster direkte. Forsøget på at reducere al latin til dets "oprindelige" form - (mange klassisk-sproglige humanister svor en hellig ed om at begrænse sig til ikke alene [[Marcus Tullius Cicero|Ciceros]] ordvalg, men endda hans [[grammatik|grammatiske]] strukturer: det var da også fra hans ide om den Romerskeromerske gentleman - taler, de fik deres navn), og til rent kunstnerisk/politisk brug kan dog syntes lidt uheldig, specielt da dette udviklede sig til noget usammenhængende propaganda mod alle andre former for intellektuelle (adskillige eksempler på dette kan ses øverst på denne side). De tilskærpede omstændigheder ved [[Reformationen]] ([[1517]]+) og [[Den franske revolution]] (1789–1804) gjorde antiskolastisk propaganda endu mere populær, men blev nu brugt imod selve de katolske humanister, der havde opfundet den. [[Den romantiske bevægelse]]s (1750+) søgen tilbage til Middelalderen som en mere "naturlig" og "simpel" tid gjorde skolastikernes blotte eksistens noget pinlig. Endelig var der en genopblomstring af skolastisk metode i forbindelse med mange katolske [[Kirkehistorie|kirkehistorikeres]] indsigelser mod indførelsen af dogmet om Pavens ufejlbarhed ([[1870]]), men den har været meget snævert defineret, specielt omkring St. [[Thomas Aquinas]].
 
== NoteKritik ==
 
{{reflist}}
En forudsætning for skolastikken var det kirkelige dogme om en fælles tro, ophøjet ved overnaturlige sanktioner hinsides tidernes forandring. Men med reformationen blev denne forudsætning brudt: der blev nu åbnet mulighed for alvor at kritisere den hidtidige, kirkelige udlægning af den "rette lære", og det blev efterhånden tydeligt, at den skolastiske filosofi havde holdt sig inden for en smal bane fra tro til fornuft og tilbage igen, i et lukket kredsløb af kritikløse antagelser og forud fastlagte slutninger.
 
Da bruddet med skolastikken blev åbent, udtrykte en af dets kritikere, Francis Bacon, sig således:
:"Hvis den menneskelige kløgt og ånd skal arbejde med materien, indretter den sit arbejde efter stoffet og begrænses deraf. Men hvis den arbejder på sig selv som edderkoppen når den spinder sit væv, så er den uendelig og frembringer edderkoppespind af lærdom, som man må beundre på grund af den fine tråd og det fine arbejde, men som er uden substans eller nytte."
 
Denne kritik til trods skulle det vise sig, at skolastikken efterlod sig en vedvarende arv i form af de emner, der blev underkastet fremtidig tænkning, men ikke eller i hvert fald i langt mindre grad de fremgangsmåder, denne tænkning gjorde brug af.
 
== Genopblomstring ==
 
En genopblomstring af skolastisk metode skete i forbindelse med mange katolske [[Kirkehistorie|kirkehistorikeres]] indsigelser mod indførelsen af dogmet om Pavens ufejlbarhed ([[1870]]), men den har været meget snævert defineret, specielt omkring St. [[Thomas Aquinas]].
 
== Bemærkelsesværdige skolastikere ==
* [[Robert Boyle]]
* [[Galileo Galilei]] (egentlig skolastisk Platonist der brugte Albertus Magnus' deduktionsmetoder, men var ligeledes ikke selv bevidst om sammenhængen).
 
== Note ==
{{reflist}}
 
== Litteratur ==
 
*Aksel E. Christensen: ''Kongemagt og Aristokrati''; Akademisk Forlag, København 1976
 
== Eksterne henvisninger ==
92.844

redigeringer