Kurilerne: Forskelle mellem versioner

Kurilerne blev opdaget af hollænderen [[Martin de Vries]] i 1643, da han rejste ind i Ochotsk havet gennem de Vries’ sund mellem Iturup og Urup, som han kaldte ''Staaten Eiland'' og ''Kompagnies land''. Senare blev øgruppens udforskning et punkt i den såkaldte store nordiske ekspedition under [[Vitus Bering]]s ledelse (1733-1741), og [[Martin Spangberg]] udførte med held denne opgave under to rejser i 1738 og 1739. Nøjere kendskab til Kurilerne fik man ved svenskeren [[von Krusenstern]]s rejse (1803-06). Senere foretog især [[H. J. Snow]] udforskning af øgruppen. De nordlige øer blev besatte af russerne, de sydlige af japanernE, men 1875, da Japan blev tvunget til at afstå sin andel af øen [[Sakhalin]] til Rusland, fik det de nordlige Kuriler som en slags "erstatning". Efter, at som følge af [[den russisk-japanske krig]] den sydlige del af Sakhalin atter var blevet japansk, skal alle de kristne ainoerainuer på Kurilerne være overflyttede dertil.<ref>Nordisk Familjebok, sp. 313</ref>

Befolkningen talte i 1898 4.413 personer, herunder de indfødte [[ainoerainuer]]. Kun tre af øerne var beboede, nemlig såvel Kunashiri (1.475 indbyggere) som Yeturufu l. Iturup (1.343 indyggere) samt Shijasriketan (59 indbyggere). De resterende øer havde kun midlertidige besøgende i form af fiskere og jægere.<ref>Nordisk Familjebok, sp. 313</ref>