Dzogchen: Forskelle mellem versioner

Erfaringen af sindets ultimative essens sker sædvanligvis ved et møde mellem eleven og den oplyste mester. Mesteren udpeger, når en række betingelser er tilstede<ref>Jf. s. 175 ff. i Longchen Rabjams "''A Treasure Trove of Scriptual Transmission: A Commentary on the Precious Treasury of the Basic Space of Phenomena". Padma Publishing (2001) ISBN 1881847306''</ref>, sindets basale natur. Denne fælles begivenhed eller seance benævnes; transmissionen. En lærer er derfor, på nær enkelte usædvanlige undtagelser, en betingelse for, at en initiering kan indtræffe. I rigpa er der ret beset ingen erfaring, erfaring er en dualistisk foreteelse!

Dzogchenlæren og -transmissioner inddeles i tre forskellige hovedkategorier (metoder) eller serier, også kaldet instruktioner. Ifølge Longchenpa var baggrunden for denne differentiering, en tilpasning til forskellige typer af mennesker og tilsvarende vægtning af relevante aspekter (fx klarhed og tomhed):

# '''Direkte''', tib. [[Menngagde|Men-ngak]] (Wylie: ''man ngag sde'', Skt: ''upadeshavarga'', eng: ''quintessential instructions series'', ''direct'', ''secret'', ''pith''). Den direkte kategori kan ifølge Longchenpa<ref>side 324 i ''The Precious Treasury of Philosophical Systems (Drupta Dzöd)'': Padma Publishing (2008) ISBN 1-881847-44-6</ref> opdeles i yderligere tre typer af transmissionsinstruktioner; 1) uden ydre støttende instruktioner, 2) personlige instruktioner, 3) instruktioner baseret på de såkaldte kilde- eller rodtantraer.

De “selvforklarende” instruktioner fastslår, at essencen er hensides ord, der kan beskrive den, og, at filosofiske systemer ikke kan rumme den. Den sidstnævnte grund kan videre opdeles i endnu flere kategorier, bl.a. de fire såkaldte serier: ydre-, indre-, skjulte- og uovertruffen skjult serie (sidstnævnte bliver på engelsk ofte betegnet som “The Vajra Heart Essence”).

Dzogchen adskiller sig radikalt fra de øvrige yanaer (klasser af ”fartøjer” eller skoler) - herunder også de indre tantrayanaer, i nyingma-skolen benævnt Maha- og Anuyoga, - ved at den traditionelle række af successive erfaringer her sker i omvendt rækkefølge og "ikke-dualt". Den ultimative tilstand erfares, som det første, ved et direkte ”break-through” til dharmakaya (trekchö (wyl. khregs chod))– hvorefter sambhogakaya og nirmanakaya evt. manifesterer sig (tögal (wyl. thod rgal) "leaping over") - dvs. når dharmakaya er vedvarende stabil.

I serien ”Sind”, indgår de fire såkaldte nalyor (wyl. rNal-'byor) eller yogaer, jf.<ref>[http://webdelprofesor.ula.ve/humanidades/elicap/es/uploads/Biblioteca/budismo_y_dzogchen_-_3.pdf jf. side 49 - 60 "Budismo y dzogchén" af Elias Capriles]</ref>

I serien vidde omtales fire tilstande, der evt. indtræffer under vidde-praksis (symboler; ''tib. Da'')

I serien "Direkte", er metoderne, i hierarkisk rækkefølge, benævnt: ruschen, semdzin, chogzhag, trekchö og tögal.

Semdzin betyder, at fastholde eller fokusere sindet, og beskriver metoder til at standse tankestrømmen eller [[bevidsthedsstrøm]].

Jes Bertelsen omtaler ”de fire grundaspekter af praksis” som afspændthed, ligelighed, hjertelighed og apperception (her forstået som rang rig eller rigpa, svarende til det syvende bevidsthedsplan)<ref>side 22 i ''Dzogchenpraksis - som bevidsthedsvidde'', (2003), ISBN 87-621-0434-9</ref> og <ref>s. 161 i ''Bevidsthedens inderste - Dzogchen'', (1999), ISBN 87-7357-761-8</ref>.

AtTögal er at se apperceptionens spontane selvudstråling, alle fænomeners skabelse og tilsynekomst – rig dang - direkte vision. Trekchö- og tögalpraksis er naturligt forbundne eller sammenvævede. Tögal-realisation forudsætter en stabil trekchöpraksis eller realiseret dharmakaya. Ofte beskrives denne uadskillelige situation i trekchö og tögal ved hjælp af fire basale temaer (de fire kongelige samayaer);, af Jes Bertelsen parvist benævnt som åbenhed og “ikkehed” samt spontant nærvær og enhed.<br />

Tögal-praksis indbefatter bl.a. en spontan (tib. lhundrub) "praksis" af det salige og af helvede (tib. zhiwa / zhitro) som beskrevet af Padmasambhavas belæringer i [[Den tibetanske dødebog]] om mellem-tilstanden (chönyi bardo) og i Karma Lingpas øvrige værker om bevidsthedens naturlige befrielse.

Svabhavikakaya (tib.: ngowo-nyi kyi ku);: flereFlere mestermestre, her i blandt Chögyal Namkhai Norbu, betegner svabhavikakaya som summen af de tre hovedkayare. I transformationsskolerne (fra kriyatantra til og med anuyogaen) ses følgende definition;: dharmakaya indeholder to aspekter, omtalt som svabhavikaya og jnana-dharmakaya – hvorved der menes henholdsvis dharmakaya, erfaret som det basale rums tomhed – enheden af oprindelig renhed og ligelighed (rum skal her forstås som multi-sfærisk, uendelig vidde). <br />

Jnana-dharmakaya, et udtryk, der mest anvendes i den såkaldte "absolut [[mahayana]]", dvs. svarende til 11. bhumi og den 5. vej i den relative mahayana, er det samtidige resultat af elimination og realisation, manifest som apperception<ref>Jf. s. 212 i ''The Precious Treasury of Philosophical Systems (Drupta Dzöd)'': Padma Publishing (2008) ISBN 1-881847-44-6</ref>.

Den endegyldige og fuldkomne (og stabile) tilstand benævnes: det fjerde Vidyadhara-niveau. Longchenpa<ref>Jf. s. 353 i ''The Precious Treasury of Philosophical Systems (Drupta Dzöd)'': Padma Publishing (2008) ISBN 1-881847-44-6</ref> beskriver dette Vidyadhara-niveau som der, hvor de fem kayaer og de fem aspekter af [[tidløs apperception]] er manifeste og fuldkomne, (symboliseret ved [[de fem dhyanibuddhaer]] eller visdomsbuddhaer).

[[Jes Bertelsen]] omtaler ofte, og især i relation til kristen mystik og vestlig psykologi, de 3 (hoved)kaya-niveauer som henholdsvis helheds-, fælles- og enhedsbevidstheden eller 5., 6. og 7. himmel (niveau) - og ofte i sammenhænge, hvor "de" erfares i et "dualt" perspektiv, en tilsvarende opfattelse ses i Nyingma til og med anuyogaen (fraset dharmakaya. der kun kan erfares "ikke-dualt").<ref>side 60 - 75 i ''Hjertebøn og ikonmystik'', (1996) Borgen, ISBN 87-21-00365-3</ref>. I dzogchen, i tögal, erfares sambhogakaya og nirmanakaya hverken dualt eller "ikke dualt", her er det "det basale rums" energi (tib. thukje), der manifesterer sig som henholdsvis "rölpa-" og "tsel-"energi.

Dzogchen-læren indeholder en række begreber, der beskriver aspekter ved fænomenernes basale rum, SktSanskrit. dharmadhatu:

# Dang-energi: Manifest som den tilsyneladende indre dimension, først som dharmadhatu, dvs hverken indre, imellem eller ydre – idet tsel-manifesterer opleves dang som indre (dvs. uden form, farver og uden fysisk/ materiel substans).

# Rölpa-energi: Manifest som dimensionsløst, hverken ydre eller indre (med form og farver, men uden fysisk/ materiel substans).

[[Goethe]]s [[Faust]] beskriver rejser, der kan give associationer til trekchø <ref>Jf. s. 349 i ''Faust'', (1902), Gyldendalske BoghandelsForlag</ref>.<br />

I [[Dante]]s [[Den Guddommelige Komedie]], hvor rejsen neden ud gennem bunden af helvede, og efterfølgende opstigning kunne være et billede på trekchö.