Portrætmaleri: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Barok og rokoko: ret |
→Renaissance: linkfix |
||
Linje 90:
Leonardo var en elev af [[Andrea del Verrocchio]]. Efter at være blevet medlem af [[Sankt Lukasgildet]]<ref>Om disse malerlav, "Sankt Lukas Laug", i Italien, se [[:en:Guild_of_St_Luke#Italy|afsnit]] i artikel om Leonardo {{en sprog}}</ref>, begyndte han at modtage uafhængige bestillinger. På grund af hans omfattende interesser og i overensstemmelse med hans videnskabelige sind, er hans produktion af tegninger og forundersøgelser umådelig, selvom hans færdige kunstneriske produktion er relativt lille. Hans andre mindeværdige portrætter omfattede adelskvinderne ''Ginevra de 'Benci'' og ''Cecilia Gallerani''.<ref> Piper, s. 338 </ref>
Raphaels bevarede bestillingsportrætter er langt mere talrige end Leonardos, og de viser en bredere vifte af stillinger, belysning og teknik. Snarere end revolutionerende nyskabelser var Raphaels store bedrift at styrke og raffinere udviklingen i tidens strømninger i renæssancekunsten.<ref> Piper, s. 345 </ref> Han var især ekspert i gruppeportrættet. Hans mesterværk ''[[Skolen i Athen]]'' er et af de bedste gruppeportrætter i kalkmaleri, hvor nogle af de portrætterede har ligheder med Leonardo, Michelangelo, Bramante og Raphael selv, i skikkelse af gamle filosoffer.<ref> Pascal Bonafoux, ''Portraits of the Artist: The Self-Portrait in Painting'', Skira/Rizzoli, New York, 1985, s. 31, ISBN 0-8478-0586-7</ref> Det var ikke det første gruppeportræt af kunstnere. Årtier tidligere havde [[Paolo Uccello]] malet et gruppeportræt med blandt andet [[Giotto]], [[Donatello]], [[Antonio Manetti]] og [[Filippo Brunelleschi]].<ref name = "Bonafoux, s. 35 "/> Da han steg i berømmelse, blev Raphael en foretrukken portrætmaler af paver. Mens mange renæssancekunstnere ivrigt accepterede portrætbestillinger, nægtede et par kunstnere dem, især Raphaels rival [[Michelangelo]], som i stedet påtog sig de store bestillinger til det [[Sixtinske Kapel]].<ref name = "John Hope-Hennessy, s. 20 "/>
I Venedig omkring 1500 dominerede [[Gentile Bellini]] og [[Giovanni Bellini]] portrætmaleriet. De fik de betydeligste bestillinger af statens ledende embedsmænd. Bellinis portræt af [[doge]] [[Leonardo Loredan|Loredan]] anses for at være et af de fineste portrætter fra renæssancen og viser fint kunstnerens beherskelse af det nye oliemaleris teknikker.<ref> John Hope-Hennessy, s. 52 </ref> Bellini er også en af de første kunstnere i Europa der signerede sine arbejder, selvom han sjældent daterede dem.<ref> Piper, s. 330 </ref> Senere i det 16. århundrede indtager [[Tizian]] stort set den samme rolle, bl.a. ved at udvide de mange forskellige måder hans kongelige modeller sidder og poserer på. Tizian var måske den første store børneportrætmaler.<ref> John Hope-Hennessy, s. 279 </ref> Efter at Tizian bukkede under for [[pest]]en, blev [[Tintoretto]] og [[Veronese]] de førende venetianske kunstnere og medvirkede til overgangen til den italienske [[manierisme]]. Manieristerne bidrog med mange usædvanlige portrætter, som understregede materiel rigdom og elegant komplekse stillinger, som i værker af [[Agnolo Bronzino]] og [[Jacopo da Pontormo]]. Bronzino fik sin berømmelse ved at skildre [[Medici]]familien. Hans dristige portræt af [[Cosimo I de 'Medici]] viser en streng hersker i rustning med et vagtsomt øje stirrende mod højre, i skarp kontrast til de fleste kongelige malerier, som viser de portrætterede som milde herskere.<ref> John Hope -Hennessy, p. 182 </ref> [[El Greco]], der blev uddannet i Venedig i tolv år, gik i en mere ekstrem retning efter sin ankomst til Spanien idet han betonede sit "indre syn" af modellen så langt som til næsten at eliminere en virkelighedstro fysisk fremtræden.<ref> John Hope-Hennessy, s. 154 </ref> En af de bedste portrætmalere fra det 16. århundredes Italien var [[Sofonisba Anguissola]] fra [[Cremona]], der tilførte sine enkelt- og gruppeportrætter nye niveauer af kompleksitet.
| |||