Aristide Briand: Forskelle mellem versioner

Briand blev født i et fattigt hjem den 28. marts 1862. Som [[advokat]] og [[journalist]] allerede et navn, kastede Briand sig 1889 ind i politikken, idet han ved årets valg stillede sig som »radikal-revisionistisk« kandidat på [[boulangisme|boulangister]]nes side i [[Saint-Nazaire]]. Han nåede ikke frem, men forlod også det slagne og snart opløste parti for som uafhængig socialist at slutte sig til fagforeningsbevægelsens syndikalistiske fløj. Ved retningens kongres i Nantes 1894 talte han for den »direkte aktion« og anbefalede - dog først når alle fredelige midler var udtømte - generalstrejken som middel i kampen mod »kapitalen«. Han blev generalsekretær for de franske socialisters centralstyre og trådte i nær forbindelse med [[Millerand]], hvis gradvise overgang til en moderat socialreformatorisk konservativisme blev forbilledlig for Briands egen politiske udviklingsgang. Skønt Briand forsvarede sin ven, da denne under partifællernes protest havde modtaget en portefølje i [[Waldeck-Rousseau]]s »store« samlingsministerium 1899, vedblev han at være socialistisk valgkandidat, og 1902 kom han endelig ind i deputeretkammeret som repræsentant for [[Saint-Etienne]] (Dept Loire). I den om [[Ministeriet Combes]] i juni samme år sammensluttede blok af kammerets borgerlig-radikale og moderat-socialistiske grupper indtog Briand snart i kraft af sin altid slagfærdige og betagende veltalenhed, sin klogskab og hensynsfuldhed en forgrundsstilling. Denne befæstedes, da det blev ham i egenskab af »rapportør« overdraget at forberede og motivere den længe omstridte, socialt dybt gribende reform, der søgtes gennemført ved loven af 9. december 1905 om kirkens adskillelse fra staten og loven af 16. marts 1906 om de ny kirkeloves gennemførelse. Disse love var i det væsentlige Briands værk, og forsvaret for de principper, på hvilke de var byggede, indbragte ham en smuk række parlamentariske sejre. Disse gjorde ham i fremtrædende grad »ministrabel«, og da Sarrien den 14. marts 1906 dannede sit ministerium, var Briand så at sige selvskrevet - også for at kunne føre sine egne kirkelove ud i livet - til at overtage stillingen som dettes undervisnings- og kultusminister. Skønt Briand ingenlunde var nogen ven af den gamle radikaler [[Clemenceau]], lod han sig dog bevæge til at bibeholde sin portefølje i dennes nærmest efterfølgende regering (25. oktober 1906-20. juli 1909). Imidlertid var Briand trådt i et stedse skarpere markeret modsætningsforhold til de revolutionære socialister. At disse skældte ham ud for »renegat« og »forræder« bidrog kun til at give ham et så meget kraftigere rygstød hos de moderate og konservative partier.<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/3/1012.html Salmonsen (III), s. 946]</ref> Briand offentliggjorde i disse år blandt andet sin berømte ''Rapport à la Chambre sur la Séparation des Églises et de l’État'' (1905) og en række kammertaler 1904-07 om ''La Séparation'' (1908).<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/3/1012.html Salmonsen (III), s. 947]</ref>