Kolonialisme: Forskelle mellem versioner

 

== Historie ==

 

Dannelsen af kolonier kan betinget opdeles i fire hovedperioder:

 

{{uddybende|Fønikien|Oldtidens Grækenland}}

 

Allerede hos oldtidsfolkene var anlæggelsen af kolonier meget almindelig. Hos [[Fønikien|fønikerne]] var det især handelspolitiske hensyn, som førte dertil, og vi finder derfor fønikiske kolonier rundt om på middelhavets kyster. Disse kolonier, af hvilke den betydeligste var [[Karthago]], var i politisk henseende ganske uafhængige af moderlandet.

 

Også grækerne begyndte meget tidligt at anlægge kolonier. Allerede i en forhistorisk tid medførte de urolige forhold i Grækenland en stærk udvandring, navnlig til [[Lilleasien]], hvor en talrig mængde kolonier anlagdes. Fra 8. århundrede tiltog kolonianlæggene yderligere, dels fra selve Grækenland, dels fra de tidligere anlagte kolonier i [[Lilleasien]]. Nye kolonier anlagdes nu dels langs kysten af [[Sortehavet]], dels på [[Sicilien]] og i [[Syditalien]], ja endog i [[Gallien]]. Formålet var ikke alene at få handelsfaktorier i fjerne lande, men hyppig tillige at skaffe afløb for hjemlandets alt for stærkt voksende befolkning. Grækernes medfødte lyst til eventyr, undertiden også partistridigheder i hjemmet eller fremmede fjenders indfald, kunde også have deres betydning. De græske kolonianlæg ophørte for største delen i 6. århundrede; dog anlagde [[Athen]] endnu i 5. århundrede enkelte kolonier, men nærmest med det formål at udvide sin politiske indflydelse. For de græske kolonier i egentlig forstand (græsk: ''apoikier'') gælder den almindelige regel, at de i politisk henseende udgjorde ganske selvstændige stater, hvis borgere ved udvandringen opgav deres borgerret i moderstaden. Dog vedblev der sædvanligvis at bestå et pietetsforhold mellem koloni og moderstad; men der haves rigtignok også eksempler på et vedvarende spændt forhold mellem dem. Det havde naturligvis også sin betydning, om kolonien var anlagt ved en statsforanstaltning efter en folkebeslutning, eller dens anlæggelse skyldtes misfornøjede borgeres udvandring fra hjemlandet. En særlig form af kolonier, de såkaldte ''kleruchier'', som især anlagdes af Athen, udmærkede sig ved, at kolonisterne beholdt deres borgerret i hjemmet og ikke dannede nogen ny stat. De havde væsentlig politisk eller militær betydning.

 

I [[Romerriget]] finder man ikke kolonier i klassisk forstand. Hvad romerne forstod ved en koloni, var omtrent det samme som grækernes kleruchier. Da romerne efterhånden erobrede Italien, lagde de hyppigt garnisoner, dels af romerske borgere, dels af latinere, i de erobrede byer. De således udsendte soldater fik anvist jordlodder midt iblandt den indfødte befolkning, men beholdt deres tidligere politiske stilling. Med tiden anlagdes sådanne kolonier også uden for Italien; i Tyskland er navnlig mange byer blevne til på grundlag af romerske kolonier. Dog anlagde romerne også undertiden kolonier alene med det formål at skaffe ubemidlede borgere underhold. For sådanne kolonier virkede allerede [[Gajus Gracchus]], og efter borgerkrigene uddelte de sejrrige feltherrer (således [[Sulla]] og [[Julius Cæsar|Cæsar]]) jord til deres veteraner som kolonister.

 

[[Fil:Colonisation 1800.png|thumb|300px|Kort over kolonialismen år 1800.]]

 

Begyndelsen til kolonialerhvervelserne i den nyere tid falder sammen med det store åndelige og materielle opsving i Europa, som kaldes renæssancen, og den ydre anledning var to store verdensomvæltende geografiske opdagelser, nemlig Amerikas opdagelse [[1492]] og opdagelsen af søvejen til [[Indien]] [[1498]]. Det var naturligvis også de to nationer, der gik i spidsen som opdagere, der blev de første kolonisatorer i oversøiske lande, nemlig [[Spanien]] og [[Portugal]]. Forholdene stillede sig dog uens for de to folk, idet spanierne, hvis ledende tanke i deres opdagelser var at finde guld, kom til lande med en relativ tynd befolkning, medens portugiserne, der særlig søgte de rige [[krydderi]]lande, traf tætbefolkede lande med til dels ordnede stater og en forholdsvis høj kultur. Spanierne så sig derfor i stand til at udbrede sig over umådelige territorier og ikke blot erobre dem, men tillige delvis befolke dem med udvandrere og indførte [[negerslave]]r. Portugiserne derimod nøjedes med langs alle kysterne at erhverve sig faste pladser, der dels tjente som stabelpladser for deres handel, dels som militære støttepunkter for deres herredømme over de indfødte. En virkelig portugisisk udvandringskolonisation træffes derfor kun i [[Brasilien]], der også var meget tyndt befolket. I løbet af 16. århundrede var disse to magter langt de dominerende som kolonialmagter, idet spanierne efterhånden havde erhvervet sig hele den sydlige del af [[Nordamerika]] indtil [[San Francisco]], hele Mellem- og [[Sydamerika]] med undtagelse af [[Brasilien]] samt Vestindien; endvidere [[Filippinerne]], [[Marianerne]] og [[Carolinerne]] i [[Asien]]. Portugiserne havde handelskolonier langs Afrikas kyster, ved det [[Persiske Hav]], i [[Forindien]], [[Bagindien]] og på de indiske øer, samt ejede Brasilien. Begge landes kolonialmagt blev imidlertid næsten fuldstændig brudt. Den løse forbindelse, som Portugal havde med sine kolonier, gjorde, at det ikke var i stand til at hævde de fjernere besiddelser, da andre magter viste sig i de asiatiske have. I det tidsrum, da [[Portugal]] var forbundet med [[Spanien]] ([[1580]]—[[1640]]), mistede det næsten alle sine besiddelser i Ostindien, væsentligst til hollænderne, og i begyndelsen af 19. århundrede ([[1822]]) løsrev [[Brasilien]] sig. Portugals koloniherredømme indskrænkede sig derfor efter [[1. verdenskrig]] til de [[capverdiske øer]], småbesiddelser i Senegambien, øerne [[St Thomé]] og [[Principe]] i Guinea-bugten, [[Angola]] og [[Benguella]] med flere på Afrikas vestkyst, [[Mozambique]] og Lorenco Marquez (Estado d'Africa Oriental) på Afrikas østkyst, [[Goa]] og [[Diu]] med flere i Forindien, [[Østtimor]] og [[Macao]] ved Asiens østside. Spanierne havde et fastere hold på deres kolonier derved, at de til dels havde befolket dem; men da de udelukkende betragtede kolonierne som værende til for at skaffe moderlandet indtægt og derfor udsugede dem på alle måder (og sløsede indkomsterne væk i tamme takt, som de fik fingrene i dem) og ved strenge forbud udelukkede dem fra handel og samkvem med andre lande, blev det spanske herredømme efterhånden så forhadt, at flertallet af kolonierne løsrev sig i begyndelsen af 19. århundrede, nemlig alle de sydamerikanske, Mellemamerika og [[Mexico]]. Ved en uheldig krig med [[USA]] i [[1898]] mistede Spanien endvidere [[Cuba]], [[Puerto Rico]], [[Filippinerne]] med flere, så at de efter 1. verdenskrig kun havde enkelte småøer i [[Atlanterhavet]] og besiddelser på kysten af [[Vestafrika]] og i [[Marokko]] tilbage.

 

[[Frankrig]] begyndte også tidligt at erhverve sig kolonier, navnlig i [[Amerika]]. Allerede i [[1534]] kom Cartier til [[Canada]], men en egentlig kolonisationen tog dog først sin begyndelse [[1608]] med anlæggelsen af [[Quebec]]; hertil udvandrede talrige franske emigranter, og [[Quebec]] blev det eneste oversøiske land, som franskmændene virkelig har koloniseret. Senere tiltog de sig herredømmet over udstrakte egne langs [[Mississippi]] ([[Louisiana-territoriet|Louisiana]] [[1682]]) og i Vestindien, men i kampene med [[England]] i 18. århundrede mistede de efterhånden alle deres besiddelser på [[Nordamerika]]s fastland. Omtrent samtidig forsøgtes dannet et fransk kolonialrige i Forindien, men også her måtte franskmændene vige for englænderne. Større held havde de i [[Afrika]]. 1830 besatte de Algier, men det er dog først efter den store krig med [[Tyskland]] 1870—1871, at Frankrig med kraft kastede sig over kolonialerhvervelser i Afrika, Bagindien og, [[Sydhavet]], så at republikken efter [[1. verdenskrig]] stod som en af verdens største kolonialmagter, idet den i Afrika besad [[Algier]], [[Tunis]], [[Marokko]], [[Senegambien]], den vestlige halvdel af [[Sudan]], [[Dahome]], fransk [[Fransk Ækvatorialafrika|Ækvatorialafrika]] og [[Obok]], i Asien flere småbesiddelser i Forindien ([[Pondi-chery]], [[Karikai]] med flere) og hele [[Indokina]] (den østlige del af Bagindien med [[Cambodja]], [[Cochinchina]], [[Annam]] og [[Tonkin]]), i Amerika småøer ved New Foundland, [[Guadeloupe]] og [[Martinique]] med flere i Vestindien og [[Cayenne]], samt af øer i det [[Indiske Ocean]] og [[Stillehavet]] [[Madagaskar]], [[Reunion]], [[Comorerne]], [[Ny-Kaledonien]], [[Selskabsøerne]] med flere.

 

Hollænderne indtrådte blandt kolonimagterne efter løsrivelsen fra [[Spanien]] og erhvervede sig store besiddelser i Ostindien, idet de fordrev portugiserne fra de fleste af deres besiddelser. Som et støttepunkt for deres skibsfart rundt om i [[Afrika]] besatte og koloniserede de endvidere i 17. århundrede [[Kaplandet]], der sammen med de to boerstater overvejende havde en hollandsk befolkning, ja en kort tid havde de endogså småbesiddelser på Nordamerikas østside (Ny-Amsterdam, det nuværende [[New York]]) og [[Brasilien]]s nordkyst. Krigene med England i [[Napoleonstiden]] bragte dem vel tabet af flere betydelige kolonier såsom Kaplandet og [[Ceylon]], men endnu ved 1. verdenskrigs afslutning var [[Holland]] en anselig kolonialmagt, idet det i Asien besad de fleste af Sunda-øerne, og da navnlig [[Java (ø)|Java]], [[Molukkerne]] med flere (siden [[Indonesien]]), i Amerika en del af Guyana (Surinam) og flere småøer ved Sydamerikas nordkyst ([[Curacao]]), samt ved [[Australien]] den vestlige halvdel af Ny-Guinea.

 

Også Danmark spillede en vis rolle blandt de ældre kolonialmagter, men de fleste af kolonierne, der virkede som støttepunkter for handelen, som [[Trankebar]] i Forindien, [[Nikobarerne]], [[Christiansborg]] og [[Prinsensten]] på [[Guldkysten]], solgtes eller opgaves i midten af det 19. århundrede, og de vestindiske øer solgtes i [[1916]].

 

Langt den betydeligste af alle kolonialmagterne udviklede dog England sig efterhånden til; i alle verdensdele og i alle have tilkom udstrakte engelske besiddelser, og intet andet folk har som det angelsachsiske udvandret og dannet samfund overalt. Begyndelsen skete under religionskrigene i det 17. århundrede, da talrige udvandrere drog til det senere USA, der endnu i deres kultur og sprog må betragtes som en engelsk koloniaflægger. En uklog behandling bragte disse vigtige kolonier til at løsrive sig i slutningen af det 18. århundrede, men forinden havde England erhvervet sig de tidligere franske besiddelser i Canada. Af endnu større betydning blev erobringen af Forindien, hvortil senere kom andre arealer i Sydasien samt opdagelsen og kolonisationen af Australien. Kampene med Frankrig og Holland omkring 1800 gav endvidere England lejlighed til at bemægtige sig flere af disse staters kolonier, således Kaplandet, Ceylon, Mauritius og flere øer i Vestindien.

 

I slutningen af det 19. århundrede satte England sin kraft ind på erhvervelser i Afrika, navnlig i [[Sydafrika]], hvor det sikrede sig herredømme mod nord indtil [[Tanganyika]]-søens sydspids, i [[Østafrika]] og på Guinea-kysten, foruden at [[Ægypten]] faktisk var en engelsk besiddelse. I samme tidsrum begyndte endnu et par magter at optræde som kolonialmagter, således Tyskland (fra [[1884]]) med besættelsen af [[Togo]], [[Cameroun]], [[Tysk Sydvestafrika|Sydvestafrika]], [[Østafrika]], [[Kaiser Wilhelmsland]] på Ny-Guinea, Bismarck's Archipel, [[Salomon-øerne]], [[Marshall-øerne]] og [[Carolinerne]]; alle disse besiddelser mistede Tyskland dog atter under 1. verdenskrig [[1914]]—1918. Endvidere [[Italien]], der foruden [[Eritrea]] (Massaua) ved det [[Røde Hav]] efter 1. verdenskrig gjorde fordring på protektoratet over [[Somalia]]-kysten, mens det har måttet opgive det daværende [[Abessinien]], hvorimod det i [[1911]] erhvervede [[Libyen]] ([[Tripolis]]) fra [[Tyrkiet]]. Endelig evnede [[USA]] efter krigen med Spanien [[1898]] at erhverve sig [[Puerto Rico]], [[Cuba]], [[Filippinerne]] samt [[Hawaii]] med flere andre øer i det stille ocean; i [[1916]] købte det [[Dansk Vestindien]]. En særegen stilling som kolonialmagt (i betydningen koloniserende magt) indtog [[Rusland]], idet denne stats ikke-europæiske besiddelser, nemlig [[Sibirien]], [[Turan]] og [[Kaukasien]], var landfaste med moderlandet og derfor meget inderligere forbundne med dette end de øvrige staters oversøiske besiddelser.

 

Efter 1. verdenskrig indtrådte også [[Japan]] i kolonimagternes række ved besættelsen af [[Formosa]], [[Korea under japansk overherredømme|Korea]], [[Kvantung-halvøen]], [[Carolinerne]], [[Marianerne]] samt ved oprettelsen af lydlande på det kinesiske fastland ([[Manchukuo]], [[Jehol]], [[Chahar]], [[Indre Mongoliet]] med flere). Disse tiltag brød dog sammen med nederlaget i 2. verdenskrig.

Efter [[1945]] begyndte en almindelig afvikling af de gamle koloniimperier.

 

 

== Noter ==