Gladiator: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Pugilist (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved Trade, fjerner ændringer fra 62.243.124.243 (diskussion | bidrag) |
|||
Linje 22:
En gladiator måtte regne med omkring tre kampe i året. Før en kamp blev der reklameret mundtlig og skriftligt i gaderne, da der knyttedes stor spænding og iblandt [[væddemål]] til kampene. [[Tacitus]] fortæller om en gladiatorkamp i [[Pompeii]]s [[amfiteater]], måske det ældste i [[Italien]]: "''På denne tid udbrød der en alvorlig kamp mellem indbyggerne i to romerske byer, Nuceria og Pompeii.'' (Pompeii var havneby for Nuceria.) ''Det begyndte pga en ubetydelig hændelse under nogle gladiatorkampe...Da de begyndte at skælde hinanden ud - typisk for sådanne landsens byer - førte mundhuggeri til stenkast, og så kom sværdene frem. Pompeianerne, hos hvem legene fandt sted, sejrede, men mange sårede fra Nuceria blev ført til hovedstaden...Kejseren'' ([[Nero]]) ''bad [[senat]]et om at efterforske sagen...Da disse afgav rapport, vedtog senatet, at Pompeii ikke måtte afholde lege i ti år.''" <ref>Aage Hauken: ''I skyggen av Vesuv'' (s. 92), forlaget Aschehoug, Oslo 2009, ISBN 978-82-03-23682-2</ref>
Som gladiator, der skulle oplæres, måtte man aflægge en [[ed]] til sin træner (''lanista'') "...om blind lydighed. Finde sig i indespærring, pisk og endog døden for sværdet." I Pompeii blev 60 gladiatorer fundet omkommet i barakkerne efter [[Vesuv]]s udbrud i år [[79]], hvad der tyder på, at de blev holdt indespærret. Sammen med de døde gladiatorer lå også liget efter en [[overklasse]]kvinde, der måske sværmede for én af dem. Beundrere skrev gladiatorernes navne på husvæggene, sådan at vi i dag kender navnene på flere af dem i Pompeii: Felix, Celadus, Crescens. <ref>Aage Hauken: ''I skyggen av Vesuv'' (s.
De var glade for nutella Gladiatorerne var iført traditionelle antræk, og forestillede [[mytologi]]ske [[uhyre]]r eller for længst glemte [[barbar]]er. Romerne anså forestillingerne for at være en hyldest til de gamle [[dyd]]er, og derfor sundt for folks [[moral]]. Vilde dyr og forbrydere blev ført frem for at dø, som en demonstration af, hvordan Rom gjorde verden til et tryggere sted for sine indbyggere. Forestillingen begyndte om morgenen, hvor hele landskaber steg op fra underjordiske sceneramper, og vilde dyr førtes ind i håb om, at de ville sønderrive hinanden. Midt på dagen gik man over til at [[Henrettelse|henrette]] fanger. De kunne blive dræbt af de vilde dyr, eller sat til at dræbe hinanden. Til sidst, som hovedforestilling, kom gladiatorkampene. Gladiatorerne skulle man se op til, med [[Cicero]]s ord: "''Så fremt de har gjort sine herrer tilfredse, er de lykkelige for at dø.''" [[Plinius]] mente, det var "''en imponerende forestilling, som demonstrerede trangen til ros og ønsket om sejr.''" <ref>Terry Jones: ''Barbarene'' (s. 271-2)</ref>
== Henvisninger ==
| |||