Luchino Visconti: Forskelle mellem versioner

Hans bedst kendte film er ''[[Leoparden]]'', "''[[De lange knives Nat"nat (film)|De lange knives nat]]'' og ''[[Døden i Venedig (film)|Døden i Venedig]]''. Andre film er socialt indstillede ofte indignerede samtidskildringer i sort-hvid. "Rocco og hans brødre" var dén film, han selv holdt mest af, måske fordi handlingen foregår i barndombyen Milano.

I det meste af 1930'erne boede han i [[Paris]] (han talte flydende [[Fransk (sprog)|fransk]] ). Omkring [[1934]] flirtede han med [[nazisme]]n, men hans [[homoseksuel]]le kæreste, tyskeren Horst P. Horst, som magasinet [[Vogue]] netop var ved at promovere som modefotograf, fik ham på andre tanker. På omtrent samme tid kom han i kontakt med den kendte filmskaber [[Jean Renoir]], der var en prominent [[Kommunisme|kommunist]].

Visconti var en ekstremt sammensat personlighed; integreret i sin samtid bortset fra tiden under og lige efter 2. verdenskrig, i sig selv og i sit professionelle virke. På sine gamle dage koketterede han med (fx i et interview med [[David Bailey]] i portrætfilmen "''Bailey On"''), at han var dekadent.

Den italienske krise er baggrunden for hans film fra [[1974]], "''Vold og lidenskab"'' (Conversation Piece). (Krisen: PCI var det næststørste politiske parti. Det var i begyndelsen af [[1970'erne]] i koalition med det noget mindre PSI (socialdemokraterne) og så tæt på regeringsmagten, at højrefløjen forsøgte et statskup. Den ene regeringskrise afløste den anden, blokkene stod skarpt over for hinanden, og deres ekstremister kastede bomber. Italien var dog frem til [[1976]] Sydeuropæiske eneste demokrati).

Filmen er paradoksalt nok er hans mest intimt private og bekendende måske bortset fra "''Sandra"'' med søskendeincest-problematikken.

"''De lange knives nat"'' er med sin spektakulære mondænitet et veritabelt katalog i perversiteter; den handler ikke om Viscontis egen familie, men om det tyske ståldynasti [[Krupp]] og den pinagtige rolle, Krupp spillede ved [[Hitler]]s magtovertagelse i [[1933]] (der er filmens omdrejningspunkt). Visconti opholdt sig i [[Tyskland]] under [[De lange knives nat]] i juni [[1934]]; den tyske zeitgeist, der konsoliderede Hitlers magt, havde Visconti i personlig erindring.

Visconti var homo- eller biseksuel i ungdoms- og manddomsårene med talrige elskere og elskerinder. Han blev aldrig gift og efterlod sig ingen børn. Kunstnerne var hans børn, teatret, filmen og [[opera]]ens verden var hans valgslægtsskaber. Men han bevarede en nær kontakt til sine søskende, især lillesøsteren Uberta (1918-2003), der deler grav med Luchino Visconti på [[Ischia]] (i Napolibugten). Visconti havde et landsted , La Colombaia ("dueslaget"), på denne ø. Det var en saracensk fæstning, der blev ombygget omkring år 1900 og er indrettet som Visconti-museum. hjemmeside<ref>[http://larassegnadischia.it/museienti/colombaia.htm Visconti-museet]</ref>.

Karakteristisk for Viscontis film er tematikken og valget af location. Selv ved studieoptagelser ("''Hvide Nætter"nætter'' og "''Vold og Lidenskab"lidenskab'' består udelukkende af studieoptagelser) er realismen fremtrædende: der er ikke noget kulissepræg, men en nærmest penibel realisme, der altid er æstetisk, repræsentativ og måske derfor både melankolsk - og underholdende. Der er noget at se på. Instruktionen af skuespillerne er også i særklasse. Bortset fra det fremherskende sociale aspekt er Viscontis film outrerede - med en skønhedskult, der er inspireret af Antikken.{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}

Via modeskaberen ''[[Coco Chanel]]'' blev Visconti, der var en fremtrædende galoptræner, medarbejder hos filminstruktøren ''[[Jean Renoir]]'' ved ''Une partie de campagne'' fra 1936. Hans dokumentariske "''Toni"'' (1935) havde gjort et uudsletteligt indtryk på Visconti og satte sig spor i "''Rocco og hans brødre"'', Viscontis storbymelodrama om emmigranter på samfundets bund og fremmede fugle, der vånder sig under højkonjunkturen i efterkrigstiden. Den er fra 1961.

Efter en tur til [[Hollywood]] i 1938, hvor han forfærdedes ved det producentstyrede studio-system, genoptog han samarbejdet med Renoir om filmen ''Tosca'', som de på grund af krigen ikke fik færdiggjort. Takket være sin forbindelse med Vittorio Mussolini ([[Benito Mussolini]]s søn), der under det [[fascisme|fascistiske]] [[diktatur]] kontrollerede landets kulturliv, fik han frie hænder til i [[1943]] at skabe den første [[neorealisme|neorealistiske]] film ''[[Ossessione]]'' (Besættelse), som var bygget over [[James Cain]]s roman ''[[Postbudet ringer altid to gange]]''. Vittorio Mussolini var også redaktør for det avantgardistiske filmtidsskrift Cinema, og nærmest gav Visconti [[carte blanche]] til at skrive, hvad der passede ham. Det var her, at Visconti kom i kontakt med [[Michelangelo Antonioni]].

I "''Jorden Skælver"skælver'' (1948-49) brugte han naturen med silouetten af de berømte klipper ved indsejlingen til Aci Trezza som "gigantkulisse". I et socialt skæbnespil viser han fattige fiskeres kamp for bedre levevilkår (de køber deres egen båd) på et Sicilien, hvor tiden nærmest har stået stille siden oldtiden. [[Martin Scorsese]] anfører i sin film om neorealismen, at "''Jorden Skælver"skælver'' er inspireret af den socialrealistiske trediverklassiker "''Man of Aran"'', men betingelserne er hos Visconti endnu mere udsigtsløse og personerne endnu mere forsvarsløse mod den historiske udvikling (progressivitet). Alle skuespillerne er amatører: fiskerbefolkningen spiller sig selv. De primitive, forkuede daglejere fremstår med forbløffende værdighed, næsten som menneskelige gentagelser til de stolte klipper uden for havnen. De er proletarer, der i brede, realistiske strøg skildres med hjerteskærende empati. "''Jorden skælver"'' er det nærmeste, Visconti kom propaganda-film; filmen var bestilt af det kommunistiske parti til brug i den forestående valgkamp. Filmen tjente aldrig sit formål, for optagelserne blev forsinket af finansielle problemer: Hele Aci Trezza stod på den anden ende for filmen og kunne derfor ikke tjene til dagen og vejen. Visconti var nødt til at sælge sin mors smykker for at færdiggøre filmen.

I [[1954]] forlod han neorealismen med det historiske melodrama "''Sansernes Rus"rus''. Perioden 1954-1965 danner en overgangsfase mellem de sene periodefilm i farver og samtidsskildringerne, der med undtagelse af "''Vold og lidenskab"'' var i sort-hvid (De to episodefilm ''Il lavoro'' og ''Streghe bruciata viva'' (dvs. hekse brændes levende") er i farver).

"''Sandra",'' fra 1965 er hans afsked med sort-hvid. Et noget stillestående kammerspil efter et originalt manuskript der med baggrund i de vesttyske Auschwitz-processer omkring 1964 forener den franske eksistentialistiske filosof [[Jean-Paul Sartre]]s (dramaet "''Fangerne fra Altona"'' med sin holocaust-problematik) med Viscontis ven og filminstruktør [[Michelangelo Antonioni]]s skildringer af de moderne livsvilkår. "''Sandra"'' har et vist avantgardistisk præg og er i både stil og emnevalg påvirket af skandinaviske instruktører som Vilgot Sjöman og [[Ingmar Bergman]].

Allerede med ''[[Leoparden]]'' (1963), som byggede på [[Giuseppe Tomasi di Lampedusa]]s roman, tog Visconti fat på mere personligt stof: aristokratiets uafvendelige undergang. Med stjernerne [[Burt Lancaster]], [[Alain Delon]] og [[Claudia Cardinale]] i hovedrollerne og trods selskabet [[Twentieth-Century Fox]]s hårdhændede beskæringer (bl.a. en engelsksproget adaption beregnet for det amerikanske marked) fik filmen stor international succes. Visconti var så utilfreds med selskabets behandling af filmen, at han fralagde sig ethvert ansvar for den. "''Leoparden"'' har efter Viscontis død fået repremiere i et directors cut.

''[[De lange knives nat (film)|De lange knives nat]]'' fra [[1969]] er endnu et eksempel på Viscontis forkærlighed for at beskrive skønheden i de riges dekadente ødselhed og undergang, samtid med at filmsproget er et udtryk for den ødsle skønhed og undergang, som er dens morbidt diabolske triumf. Denne gang om en repræsentant for den nye [[adel]] en tysk [[industribaron]]s og hans families opløsning og undergang i tiden omkring den nazistiske magtovertagelse i Tyskland. Visconti betegnede selv filmen som "opera" med sekvenser, der er nærmest dokumentariske. Især slutningen af filmen er meget stilfuld og særdeles makaber.

I [[1971]] kom endnu en undergangsvision ''[[Døden i Venedig (film)|Døden i Venedig]]''. Hvor det i ''Leoparden'' var adelen, i "''De lange knives nat"'' kapitalisterne er det nu en komponist, der repræsenterer en epokes moralske og fysiske død. Det særprægede er den konstante vekslen mellem neurotisk subjektivitet og en [[nietzsche]]ansk overlegen og kaotisk objektivitet. En vekslen mellem apollinsk og dionysisk holdning indtil døden kaster sit sidste slør.

Filmen vakte opsigopsigt. Den var en filmatisering af Thomas Manns bog fra 1912) og med en handling, der på en mærkelig kysk måde drejer sig om erkendt homoseksualitet og måske pædofili. Den forbinder det prægtige billedsprog og den genialt valgte musik (adagiettoen fra [[Gustav Mahler]]s femte symfoni. Gustav Mahler er angiveligt model for både Thomas Manns fortælling og for Viscontis film). "''Døden i Venedig"'' (både novellen og filmen) er den homoseksuelle pendant til den heteroseksuelle kærlighedsmyte om "''[[Tristan og Isolde"]]''.

I 1972 fuldendte Visconti sin "tyske trilogi" med storfilmen ''[[Ludwig]]'' om Bayerns konge med udstrakt brug af locations (bl.a. Ludwig II's eventyrslotte). Helmut Berger spillede hovedrollen. Under finredigeringen af denne overdådige film fik Visconti et alvorligt slagtilfælde, der lammede ham i venstre side. Han genvandt aldrig sin fysiske styrke. Men hans arbejdsmoral fejlede ikke noget.

"''Ludwig"'' blev sablet ned af kritikerne, men har siden vundet klassikerstatus i en posthum uforkortet (ca. fire timer lang) version. Desværre for denne prægtige technicolor-panavisionfilm kun i lommeformatet DVD.

I 1974 vendte Visconti for sidste gang tilbage til sine samtidsskildringer med den pessimistiske, urovækkende og let sentimentale "''Vold og lidenskab"'' med [[Burt Lancaster]], [[Helmut Berger]] og [[Silvana Mangano]]. Den er på en måde en opdateret version af "''Døden i Venedig"'', men udelukkende med realistiske studieinteriører i sin tematisering af isolation, ensomhed og alderdom .

Få måneder efter Viscontis død havde filmatiseringen af D'Annunzios "''Den Uskyldige"uskyldige'' premiere på Cannes-festivalen i 1976. (Romanen fra 1891 er i 1900 oversat af Palle Rosenkrantz. Filmen, som kan betragtes som den perfekte slutsats (med en romantisk efterklang), foregår blandt de unge, smukke og rige i Italien i 1890 og forener det realistiske fra instruktørens periodefilm med det melodramatiske fra hans samtidsfilm.

I årene op til 1972/73 arbejdede Visconti på en filmatisering af dele af [[Marcel Proust]]s roman "''[[På sporet af den tabte tid"]]''. Filmen, der skulle have afsluttet Viscontis filmkarriere, skulle være indspillet på fransk, men blev ikke til noget. Manuskriptet foreligger i bogform på forskellige sprog.

Fotograferne var G. R. Aldo (der omkom i en bilulykke i 1954), Giuseppe Rotunno i ti år og derefter på skift Armando Nannuzzi og Pasqualino de Santis.

Kostumedesigneren var som regel Piero Tosi og scenografen (art director, production designer) Mario Garbuglia. De medvirkede også ved nogle af Viscontis teateropsætninger hvor Visconti ikke holdt sig fra at gå på malersalen på lærredet udspændt på malersalens gulv med den langskaftede pensel i hånden (fx til [[Richard Strauss]]' opera "''Salome"'' ved Spoleto-festivalen i 1961. En tilbagevendende scenograf på teatret er Mario Chiari, der var en ven fra partisantiden under verdenskrigen.

Viscontis første filmklipper var Mario Serandrei. Den anden - fra og med "''De lange knives nat"'' var Ruggero Mastroianni (en broder til den berømte skuespiller [[Marcello Mastroianni]], der spiller den mandlige hovedrolle i to Visconti-film, "''Hvide Nætter"nætter'' og "''Den fremmede"''. Han var meget tidligere på de skrå brædder med [[Shakespeare]]s "''As You Like It"'' med scenografi af [[Salvador Dalí]], "''Troillus og Cressida"'' (med scenografi af [[Franco Zefirelli]]. Han spillede også Arthur Miller ("''En sælgers død"'') - i Viscontis scenografi og i det ene (efter Mastroiannis opfattelse kedelige) Tjekov-stykke efter det andet. Mastroianni var - sagt i et interview - "som en kåd pony mellem alle de garvede teaterheste", nemlig samtlige efterkrigstidens bedste italienske skuespillere.)

Viscontis filmkomponister var fortrinsvis Nino Rota og svogeren Franco Mannino, som han lod skrive en opera med vennen Enrico Medioli som librettist. Det var i den lykkelige tid omkrig "Leoparden"s''Leopardens'' færdiggørelse og dens positive modtagelse i Cannes. Men i grunden foretrak Visconti eksisterende musik som [[Anton Bruckner]], [[Gustav Mahler]], [[Richard Wagner]] og César Franck garneret med Mozart og Liszt samt popmusik som akustiske dekorations-elementer.

I 1950'erne instruerede han på [[La Scala]] i Milano sopranen [[Maria Callas]] i nogle berømte operaopsætninger: Spontinis "''La Vestale"'' 1954, Verdis "''[[La Traviata"]]'' 1955, Donizettis "''Anna Bolena"'', Glucks "''Iphigenie en Tauride"'' og Bellins "''La Sonnambula"''. I 1961 skulle han instruere Donizettis "''Poliuto"'', men sprang fra pga. indblanding af den italienske stat. På andre internationale, europæiske operascener gjorde han sig bemærket, især med Verdis "''[[Don Carlos"]]'' på Covent Garden i London, og opsætninger af "''Falstaff"'' og "''Il Trovatore"''. (Kun en sen genoptagelse af "''Don Carlos"'' fra 1983 er bevaret på dvd). Desuden medvirkede han gennem en lang årrække helt til 1973 som operainstruktør til Spoleto-festivalen (Festival dei due Mondi <ref>[http://www.spoletofestival.it Festival dei due Mondis hjemmeside]</ref>).

I de første efterkrigsår traf han i forbindelse med sine teaterpremierer nobelprismodtageren Thomas Manns søn Klaus Mann, der var amerikansk soldat, forfatter og homoseksuel lige som Visconti; han havde skrevet en lille roman om Bayerns kong Ludwig II., "Vergittertes Fenster". Den gav Visconti ideen til en film om den excentriske monark (filmen blev dog først til noget et kvart århundrede senere, "''Ludwig"'' fra 1973. Klaus Mann foranstaltede et møde med sin aldrende og sygdomssvækkede far, der smigret gav tilladelsen til dels en ballet efter novellen "''Mario og troldmanden"'' dels til en filmatisering af "''Døden i Venedig"'' (filmen blev først indspillet i 1970 med premiere det følgende år.)

I begyndelsen af 1950'erne plejede Visconti omgang med den vanskelige, grænsepsykotiske skuespillerinde Anna Magnani, som havde spillet hovedrollerne i "''Bellissima"'' og episodefilmen "''Siamo donne"''. Han skulle derefter instruere hende i den første italienske farvefilm "''Guldkareten"''. Men hendes stærkt lunefulde og voldsomt opfarende temperament blev for meget for Visconti, der overlod projektet til sin gamle ven fra parisertiden Jean Renoir.

Visconti havde fra 1964 til 1975 et kompliceret forhold til sin samlever, den unge østriger Helmut Berger, der spiller hovedrollen i flere af hans film, bedst i "''Ludwig"''.

Stort set alle filmene er tilgængelige på DVD, dvs. med undtagelse af "''Lo straniero"'' og episodefilmen "''Le streghe"''. Visconti afskrev selv disse 1½ film.

Biografi (monografi) på dansk: "''Visconti i fjor i Venedig"'' af Madeline Rundsten, Forlaget MillennivM, København 2006 (340 sider, rigt illustreret). ISBN 87-90699-55-6