Historicisme (filosofi): Forskelle mellem versioner

[[Herder]] og [[Hegel]] var forløbere til historicisme. De hævdede, at individet ikke levede isoleret men at udtryk præsenteres i en sammenhæng og derfor må ses i et historisk og åndeligt lys. Ligeledes hævdede også [[Edmund Burke]], at mennesket gjorde bedst i at leve i overenstemmelse med traditioner.

Popper angreb Hegel, [[Friedrich Engels|Engels]], [[Karl Marx|Marx]] og andre samfundsfilosoffer, som hævdede, at der findes uomgængelige historiske lovmæssigheder, som gør det muligt at forudsige historiens gang. Popper vistehævdede, at sådanne lovmæssigheder ikke kan eksistere. Han vistehævdede, at historien ikke gentager sig, men at betingelserne for hver tids historie er særegne for netop deres tid. Han mente også, at politisk handling, som var informeretinspireret af troen på sådanne lovmæssigheder, fornægtede menneskets handlefrihed – alle forestillinger om en historisk nødvendighed indebar for Popper en [[holisme|holistisk]] og [[Determinisme|deterministisk]] samfundsanalyse, som åbnede op for en retfærdiggørelse af totalitære ideologier. Historicismen er dermed ikke bare forkert, den er ifølge Popper i sin yderste konsekvens [[Totalitarisme|totalitær]]. Popper sigtede hermed især til samfundsudviklingen i henholdsvis Sovjetunionen og det nazistiske Tyskland, som - ifølge ham - netop hvilede på historicistiske idéer.

Popper fortrængte et ældre, svært anderledes begreb (''Historisismus'' eller ''Historizismus''), som betonede kontekstualisering i historisk og samfundsvidenskabelig forskning.