Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates: Forskelle mellem versioner

 

Om Socrates betydning for sin tid påpeger Kierkegaard, at der i samtidens Hellas var et stort antal vise, som tog betaling for at give undervisning og vejledning i visdom. Socrates var, med sin absolutte negativitet, et værdigt modstykke til disse [[sofist]]er<ref>s. 226-235</ref>: "Socrates og Sophisterne ere, som man siger, skabte for hinanden efter en Maalestok, som man kun sjeldent finder. ''Socrates'' er saaledes ''udrustet'' og ''bevæbnet'', at det er umuligt at miskjende, at han gaaer ''i Strid med Sophisterne''."<ref>s. 235</ref>

 

Kierkegaard sammenlignede i et tillæg [[Hegel]] og i anden del Sokrates med store filosoffer fra det 18. og [[19. århundrede]] som [[Fichte]] og [[Schelling]]. Hvad, der tidligere er sagt om Socrates, siges nu om ironien som sådan: "I Forhold til en taabelig Viden, der veed Besked om Alt, er det ironisk rigtigt ''at gaae med'', at være henrykt over al denne Viisdom, at anspore den ved sit jublende Bifald til bestandigt at stige høiere og hæiere i bestandig høiere og høiere Galenskab, skjønt Ironikeren er sig bevidst, at det Hele er tomt og indholdsløst. Ligeoverfor en fad og inept Begeistring er det ironisk rigtigt at ''overbyde'' denne i stedse mere og mere himmelraabende Jubel og Lovsang, skjønt Ironikeren er sig bevidst, at denne Begeistring er den største Taabelighed af Verden. Og jo mere det lykkes Ironikeren at skuffe, jo bedre hans Falskneri faaer Fremgang, desto større er hans Glæde. Men denne Glæde nyder han ganske ene, og det er ham netop om at gjøre, at Ingen mærker hans Bedrageri."<ref>s.265f</ref>