Allegori: Forskelle mellem versioner

Denne allegoriske tydning finder også anvendelse på de [[homer]]iske digte, [[Stoicisme|stoikerne]] og de [[Alexandria|alexandrinske]] [[jøde]]r. Mødes de med det princip, bliver det af gennemgribende betydning for den senere tids [[fortolkning]] af ældre værker, både [[hedenskab|hedenske]] og [[Kirke (institution)|kirkelige]]. Fortolkningen kommer til at beherske hele [[Middelalderen]].

Også i [[kunst]]en finder allegorien anvendelse hos grækerne og hænger sammen med den [[antropomorfisme|antropomorfistiske]] opfattelse og gengivelse af [[gud]]erne. Da grænsen mellem egentlige guder og blotte personifikationer efterhånden udviskes, opstår skikkelser, der med rette må betegnes som allegoriske fremstillinger; en af de tidligste er den berømte gruppe i glyptoteket i [[München]] <ref>Artikel om [[:de:Glyptothek (München)|glyptoteket i München]] {{de sprog}} og [[:en:Glyptothek|Glyptothek]] {{en sprog}} &nbsp; – &nbsp; [[:de:Eirene (Mythologie)|Eirene]] (freden) med drengen [[Plutos]] (rigdommen) på armen </ref> af [[Eirene]] (freden) med drengen [[Plutos]] (rigdommen) på armen; her har tanken -– hvis restaurationen er rigtig -– været anskueliggjort ved et overflødighedshorn i hendes anden hånd.

I [[maleri]]et anvendtes også allegori, og symbolets navn blev ofte skrevet ved siden af som på [[vase]]billeder -– for at være på den sikre side.

I det [[13. århundrede]] er allegorien altbeherskende; den kendes fra [[Giotto di Bondone|GiottoGiottos]]s [[Frans af Assisis liv i Giottos billeder|billeder]] i [[Padua]] og [[Assisi]], såvel som fra [[Dante Alighieri|Dantes]] digterværker, og her mere abstrakt og mere sammensat end nogen sinde.

[[kobberstik]], som pryder bøgernes titelblade. Den har trods [[Gotthold Ephraim Lessing|LessingLessings]]s protest holdt sig til vore dage, navnlig i [[monument]]kunst, hvor figurer som ''[[Bavaria]]'' <ref>Læs mere om den kolossale bronzestatue [[:de:Bavaria|''Bavaria'']] i München {{de sprog}}</ref> , ''Den danske kvinde'' osv. endnu anses for en rimelig udtryksform.

De [[attribut (kendetegn)|attributattributter]]ter, der tjener til vejledning i den allegoriske kunst, er oftest af symbolsk art; symbolet betegner en enkelt side af det væsen eller den tanke, der skal udtrykkes, medens allegorien skal være et billede på det hele.

Over for den står teorien om den ene, ''bogstavelige skriftmening''. Allegorisk fortolkning anvendes af de græske filosoffer i forståelsen af digterne, derefter af de alexandrinske jøder -– for eksempel Filo -– i forståelsen af [[Det Gamle Testamente]].

Hovedmotivet for den allegorisk fortolknings anvendelse på de bibelske skrifter er en <!-- ejendommelig --> særlig [[verbalinspiration|inspirationslære]], der i opfattelsen af skriften som stammende fra Gud -– al visdoms indehaver -– slutter, at Gud må have nedlagt al visdom i skriften. Det er en teori, som når selve teksten ikke tilfredsstiller fortolkeren, fører ham til at søge mere i teksten, end den umiddelbart indeholder.

::Lindhardt mener modsat mange andre, at Luther ikke ville afskaffe den ''allegoriske'' tolkningsmåde, men den ''symbolske'', idet det her er sådan at der med noget ''kendt'' peges på noget ''ukendt''; i allegorien derimod skulle virkningen ligge mellem to allerede kendte forhold eller faktorer. (side 123ø) -– Symbolet passede godt til opfattelsen i [[romantikken]], fordi [[geni]]et her havde mulighed for at ''ane'' hvad dette ukendte var. Symbolet havde derfor gode betingelser i [[1800-tallet]].

== Kilde ==