Benedikts Regel: Forskelle mellem versioner

 

''Benedikts Regel'' er ikke unik, men én blandt ca. 30. Men den bliver fra [[800]]-tallet den dominerende under [[karolingerne]]s herredømme og reformering af kirken.

 

Benedikts Regel er muligvis skrevet i [[535]]. Det ældste bevarede manuskript er [[angelsaksisk]] fra ca. [[700]] ([[750]] ifølge Lawrence (1989)). Det bygger på [[Sankt Gallen]]-manuskriptet fra [[817]], der igen er en afskrift af et tabt [[Aachen]]-manuskript fra [[787]]. Det er muligvis Benedikts eget bestilt af [[Karl den Store]].

 

Benedikts Regel tilskrives den [[italien]]ske [[abbed]] [[Benedikt af Nurcia]]. Det mener [[Pave Gregor den Store]] i ''[[Dialoger]]'' fra [[594]], en [[hagiografi]]sk beskrivelse. Men Benedikts navn optræder kun i titlen, der omtaler ham som [[helgen|Sancti]], dvs. efter hans helgenkåring af Gregor den Store. Sankt Gallen manuskriptet er bestilt af abbed [[Heito]] i [[Reichenauklosteret]]. Det tyder på at det blev anvendt i praksis.

 

Benedikts Regel er skabt om citater fra [[Det gamle Testamente]] ([[Salmerne]], [[Ordsprogenes Bog]]) og [[Det nye Testamente]] ([[Evangelie]]rne, [[Apostlenes Gerninger]] og særligt [[Paulus]] breve).

 

* Efter omtale af [[kloster]]ets ledelse (1-3, se også 21-34) omtales

* det åndelige fundament (4-7) og

* regler for fællesskab, forvaltning, måltider, arbejde m.m.

* [[Disciplin]]ære foranstaltninger behandles i 23-30 + 43-46.

 

 

Benedikts Regel indskriver det monastiske liv i en [[soteriologi]]sk og [[eskatologi]]sk ramme (særligt prologen og kap. 73) bestemt af lydighed over for Reglen, men i endnu højere grad over for abbeden (ifølge Lawrence 1989, s.29 ''a paternal autocracy''). Ved at lægge vægt på abbeden som mellemled mellem de strenge regler og det menneskelige mulige er Benedikts Regel mere åben og realistisk mht. menneskelige fejl (fx 40,6-7 om vin, 43,4 om natte[[bøn]], 49,1-2 om [[faste]]) end samtidige munkeregler. Benedikts Regels mådehold/mildhed begrundes med, at det forhindrer de svage i at flygte.

Benedikts Regel er henvendt til flere klostre (se bl.a. om [[dekan]]en, [[cellerar]]en og epilogen).

 

Benedikts Regel er central og efter [[Bibelen]] den tekst, der er overleveret os i flest manuskripter. Fra 800 til [[1200-tallet]] er det den mest gældende regel for munke i [[Vesteuropa]]s [[latin]]ske [[kristendom]]. Den diskuteres, tolkes og udlægges forskelligt, men er stadig hovedstammen i den [[katolsk]]e monastiske tradition. Benedikts Regels utilstrækkelighed bevidnes af flere regelkommentarer ([[consuetudines]]) fra 800-tallet.

 

 

Seksuelle afvigelser er forekommet og er blevet straffet. Det vidner breve fra [[Peter den Ærværdige]] og [[Peter Damiani]] om. Abbederne blev oftest ikke valgt af klosteret selv, som foreskrevet i Benedikts Regel, men af den [[biskop]] klosteret var underlagt (jf. Benedikts Regel kap. 64-65). Først da [[Cluny]] fik paven som overhoved opnåedes en form for autoritet. Reformforsøgene og striden mellem Peter den Ærværdige og [[Bernard af Clairvaux]] viser, at munkene ikke udførte manuelt arbejde, hvilket [[cistercienser]]ne (fra [[1098]]) ville genindføre (Det [[kanon]]iske retsgrundlag for klosterlivet blev nedfældet omkring [[1140]] af juristen [[Gratian (jurist)|Gratian]] i ''[[Decretum]]'', Causae 14-20).

 

 

 

[[Kategori:Religion i middelalderen]]