Forskel mellem versioner af "Cromwells erobring af Irland"

m
Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>
m (r2.7.1) (Robot tilføjer it:Conquista cromwelliana dell'Irlanda)
m (Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>)
'''Cromwells erobring af Irland''' refererer til den erobring som Parlamentets tropper under ledelse af [[Oliver Cromwell]] foretog af [[Irland]] i årene 1649-53 under [[krigen i de tre kongeriger]].
 
I 1649 landede Cromwell og hans nydannede hær i Irland på et mandat fra det engelske parlament. Siden den [[irske opstand]] i 1641 havde Irland hovedsageligt været under ledelse af de forenede katolikker, der i 1649 underskrev en aftale med [[det royalistiske parti]], der kort efter led nederlag i [[den engelske borgerkrig]]. Cromwells tropper besejrede både de forenede katolikker og de royalistiske tropper - som altså i sidste ende gjorde en ende på den irske forbundskrig - og besatte landet. Cromwell gennemtrumfede en række hårde straffelove mod katolikker. Det betød en konfiskation af næsten al katolsk jord. Parlamentets generobring var ekstrem brutal og der foregik krigsforbrydelser og endda folkedrab under generobringen. Cromwell er stadig en meget hadet person i Irland. En historiker påstod for nylig, at Cromwells militærstrategi lå inden for de rammer krig forgik indenfor i 1600-tallet, og at hans grusomhed er blevet blæst op til af senere propagandister<ref>For example Philip McKeiver in his, 2007, ''A New History of Cromwell's Irish Campaign'' ISBN 978-0-9554663-0-4 and Tom Reilly, 1999, ''Cromwell: An Honourable Enemy'' ISBN 0-86322-250-1</ref>, disse påstande er dog ikke accepteret af mange historikere.<ref>History Ireland, review of "Cromwell: An Honourable Enemy" [http://www.historyireland.com/resources/reviews/review1.html History Ireland]</ref>. Felttoget anslås at have berørt 15-20% af den irske befolkning enten i form af døden eller eksil<ref>Padraig Lenihan, Confederate Catholics at War, p112</ref>.
 
== Forudsætninger ==
Det engelske parlament havde flere grunde til at sende en hær til Irland efter sejren i den engelske borgerkrig
*Der var i 1649 indgået en alliance mellem de det irske katolske forbund og Charles II( sønnen af den henrettede Charles I) og de engelske royalister. Det åbnede for, at der kunne sendes engelske royalistiske tropper til Irland, og at det irske katolske forbundstropper blev underlagt kommando af den royalistiske officer James Butler, jarl af Ormonde. Deres formål var at erobre England og genindføre monarkiet. Det var en trussel, som det ny engelske commonwealth ikke kunne sidde overhørig.
*Selv om det irske forbunds tropper ikke havde allieret sig med royalister, er det tænkeligt at det engelske parlament havde forsøgt at generobre Irland. Det havde allerede sendt tropper til Irland under [[krigen i de tre kongeriger]](de fleste under ledelse af Michael Jones). De så Irland som en del af engelsk territorium - kun midlertidigt ude af kontrol efter den irske opstand i 1641.
*Mange engelske parlamentarister ville straffe irerne for deres massakrer på protestantiske bosættere (der bosatte sig på konfiskeret irsk land på befaling af den engelske trone) i 1641.
*Parlamentet havde rejst lån på 10 millioner pund under den såkaldte spekulantlov anno 1642, hvor kreditorerne fik sikkerhed i konfiskeret jord fra irske oprørere. For at betale disse kreditorer var det nødvendigt at erobre Irland og konfiskere jord.
Den nydannede hær ([[New Model Army]]) marcherede mod syd for at sikre sig de vigtige havne [[Wexford]], [[Waterford]] og [[Duncannon]]. Wexford blev vidne til en anden skændig grusomhed, da parlamentariske tropper brød ind i byen, mens der foregik forhandlinger om dens overgivelse. 2000 soldater og 1500 civile blev dræbt og det meste af byen brændte .<ref>Kenyon, Ohlmeyer, The Civil Wars, p100</ref> Hvorvidt Cromwell havde et medansvar for plyndringen er omdiskuteret. Han har ikke givet ordre til en plyndring, og han var i gang med forhandlingerne, da hans tropper brød ind i byen. På den anden side gjorde han ikke forsøg på at stoppe tropperne og straffende ingen for deres handlinger.
 
Angrebet gav nu ikke Cromwell nogen fordel: Ødelæggelsen af byen betød tværtimod at parlamentarikerne ikke kunne gøre brug af byen som leverancehavn i Irland. Resultatet af de massive ødelæggelser i Drogheda og Wexford var blandede. Til en vis grad kan de have virket afskrækkende på fremtidig modstand. Den royalistiske hærfører Ormonde mente, at Cromwells terror havde en [[paralyse]]rende effekt på hans tropper. Byer som [[New Ross]], [[Carlow]] og [[Kilkenny]] overgav sig straks efter Cromwells tropper indledte belejringen. På den anden side forlængede terroren modstanden i andre byer, da nogle irske katolikker var overbevist om, at de ville blive dræbt - overgivelse eller ej. Byer som [[Waterford]], [[Duncannon]], [[Clonmel]], [[Limerick (by)|Limerick]] og [[Galway]] overgav sig først efter hårdnakket modstand. Cromwell kunne ikke erobre Waterford og Duncannon, hvor hans nydannede hær måtte fortrække til dens vinterkvarter, hvor mange af soldaterne døde af sygdomme som tyfus og dysenteri (havnebyerne Waterford og Duncannon overgav sig efter langvarige belejringer i 1650).
 
== Clonmel og erobringen af Munster ==
''Hovedartikel [[Belejringen af Clonmel]]''
 
I det følgende forår omringede Cromwells nydannede hær de sidste befæstede byer i det sydøstlige Irland - mest bemærkelsesværdigt det irske forbunds hovedstad Kilkenny, der overgav sig på de aftalte betingelser. Den nydannede hær fik sit eneste alvorlige tilbageslag i Irland ved Belejringen af Clonmel, hvor dens tab ved stormen på byens mure var på 2000 mand. Byen overgav sig dagen efter. Cromwells adfærd ved Clonmel og Kilkenny står i stærk kontrast til hans tidligere adfærd ved Drogheda og Wexford. Selv om hans tropper havde mistet adskillige mænd ved angrebet på de to byer, respekterede Cromwell overgivelsesbetingelserne, der garanterede liv og ejendom for byens borgere og evakuering af de bevæbnede irske tropper, der havde forsvaret byerne. Ændringen kan skyldes grusomhederne i den første del af krigen blev ført. Den havde ført til langvarig irsk modstand. I Drogheda og Wexfords fulgte Cromwell sædvanen for kontinental-belejring i midten af 1600-tallet: der blev ikke vist nåde.
 
Ormondes royalister holdt længe det meste af Munster, men blev overlistet af et mytteri i deres garnison i [[Cork]] af de britiske protestantiske tropper. De havde indtil 1648 kæmpet på parlamentarisk side og skulle nu kæmpe med det irske forbund. Mytteriet lagde vejen åben for Cromwell til [[Munster]] og han besejrede den lokale irske garnison i [[Slaget ved Macroom]]. De irske og royalistiske tropper flygtede til den anden side af [[Shannon]] og ind i [[Connacht]].
Erobringen af Galway betød en afslutning på den organiserede krigsførsel, men kampe fortsatte med små irske styrker, der foretog guerillaangreb på englænderne.
 
Guerillafasen var sidste del af 1650 og den sidste del af 1651; der var stadig 30.000 bevæbnede mænd til at yde modstand mod erobrerne. [[Tories]] (afledt af det irske ord ''tóraidhe'' der betyder forfulgt mand) opererede fra svært tilgængeligt terræn som [[Bog of Allen]], [[Wicklow Mountains]] eller [[Drumlin]] i det nordlige Midlands og de havde i løbet af et par måneder gjort landområderne ekstremt farlige for alle andre end store parlamentaristiske hære. I 1650 gennemførte Henry Ireton en straffeekspedition til Wicklow Mountains - dog uden synderlig succes.
 
I første del af 1651 blev det rapporteret at ingen engelsk forsyningskonvoj kunne vide sig sikker, hvis den bevægede sig mere end to mil uden for en militær base. Som modsvar ødelagde parlamentaristerne fødevareleverancer og satte civile fra hus og hjem, hvis de var mistænkt for at hjælpe Tories. [[John Hewson]] ødelagde systematisk madlagre i [[County Wicklow]] og [[County Kildare]] det samme gjorde Hardress Waller i [[Burren]] i [[County Clare]] og Oberst Cook i [[County Wexford]]. Resultatet blev hungersnød, der blev forstærket via udbrud af byldepest.<ref>Lenihan, p.122</ref> Da Guerillekampene fortsatte, bestemte Parlamentet i april 1651, at indføre hvad ''Free Fire Zone'', hvor enhver ville "blive dræbt eller ødelagt som fjender og deres kvæg og ejendele ødelagt eller beslaglagt".<ref>James Scott Wheeler, Cromwell in Ireland</ref> Taktikken var lykkedes i Niårskrigen, der endte i 1603. Briterne begyndte at sælge de tilfangetagne på lærlingekontrakter til [[De vestindiske Øer]] (specielt til [[Barbados]], hvor deres efterfølgere er kendt som [[Redlegs]]). I alt blev der solgt 12.000 irere som slaver under engelsk Commonwealth.<ref>Kenyon, Ohlmeyer, The Civil Wars, p134</ref>
* ''Ukrainian Quarterly''. Ukrainian Society of America 1944. "Therefore, we are entitled to accuse the England of Oliver Cromwell of the genocide of the Irish civilian population.."
*David Norbrook (2000).''Writing the English Republic: Poetry, Rhetoric and Politics, 1627-1660''. Cambridge University Press. 2000. In interpreting Andrew Marvell's contemporarily expressed views on Cromwell Norbrook says; "He (Cromwell) laid the foundation for a ruthless programme of resettling the Irish Catholics which amounted to large scale ethnic cleansing.."
*John Morrill (2003). ''Rewriting Cromwell - A Case of Deafening Silences'', Canadian Journal of History. Dec 2003. "Of course, this has never been the Irish view of Cromwell.<br /> Most Irish remember him as the man responsible for the mass slaughter of civilians at Drogheda and Wexford and as the agent of the greatest episode of ethnic cleansing ever attempted in Western Europe as, within a decade, the percentage of land possessed by Catholics born in Ireland dropped from sixty to twenty. In a decade, the ownership of two-fifths of the land mass was transferred from several thousand Irish Catholic landowners to British Protestants. The gap between Irish and the English views of the seventeenth-century conquest remains unbridgeable and is governed by O.K. Chesterton's mirthless epigram of 1917, that "it was a tragic necessity that the Irish should remember it; but it was far more tragic that the English forgot it."
*Staff. ''International Institute of Social History'' Website (Based in the Netherlands), "Roman Catholic Irish were subdued to ethnic cleansing policy by Oliver Cromwell. After his suppression of a rebellion against the English in 1649 he ordered that the Irish were allowed to live west of the Shannon river only. During the guerrilla warfare that followed thousands of Irish died or were sold as indentured labourers in America.<br />King Charles and the English parliament had promised the land of Irish rebels in return for war loans under the [[Adventurers Act]] in 1642. The number of land-owning rebels had grown during [[Confederate Ireland]], and The 'Act for the Attainder of the Rebels in Ireland' of 17 September 1656 was a part of this policy. Unlike Charles, Cromwell's [[Puritan]] religion was harshly anti-Catholic and naturally this had a great impact in a country where most were Catholic. By the end of 1656 four fifths of the Irish land was in Protestant hands."
*Frances Stewart (2000). ''War and Underdevelopment: Economic and Social Consequences of Conflict v. 1'' (Queen Elizabeth House Series in Development Studies), Oxford University Press. 2000. "Faced with the prospect of an Irish alliance with Charles II, Cromwell carried out a series of massacres to subdue the Irish. Then, once Cromwell had returned to England, the English Commissary, General Henry Ireton, adopted a deliberate policy of crop burning and starvation, which was responsible for the majority of an estimated 600,000 deaths out of a total Irish population of 1,400,000."
*Kenyon, John & Ohlmeyer, Jane (editors). ''The Civil Wars'', Oxford 1998. ISBN 0-19-866222-X
*Lenihan, Padraig, ''Confederate Catholics at War'', Cork 2001. ISBN 1-85918-244-5
*Morrill, John. ''Rewriting Cromwell - A Case of Deafening Silences''. Canadian Journal of History. Dec 2003.
*Reilly, Tom. ''Cromwell, an Honourable Enemy'', Dingle 1999, ISBN 0-86322-250-1
*Scott-Wheeler, James, ''Cromwell in Ireland'', Dublin 1999, ISBN 978-0-7171-2884-6
242.701

redigeringer