Cromwells erobring af Irland: Forskelle mellem versioner

I 1649 landede Cromwell og hans nydannede hær i Irland på et mandat fra det engelske parlament. Siden den [[irske opstand]] i 1641 havde Irland hovedsageligt været under ledelse af de forenede katolikker, der i 1649 underskrev en aftale med [[det royalistiske parti]], der kort efter led nederlag i [[den engelske borgerkrig]]. Cromwells tropper besejrede både de forenede katolikker og de royalistiske tropper -– som altså i sidste ende gjorde en ende på den irske forbundskrig -– og besatte landet. Cromwell gennemtrumfede en række hårde straffelove mod katolikker. Det betød en konfiskation af næsten al katolsk jord. Parlamentets generobring var ekstrem brutal og der foregik krigsforbrydelser og endda folkedrab under generobringen. Cromwell er stadig en meget hadet person i Irland. En historiker påstod for nylig, at Cromwells militærstrategi lå inden for de rammer krig forgik indenfor i 1600-tallet, og at hans grusomhed er blevet blæst op til af senere propagandister<ref>For example Philip McKeiver in his, 2007, ''A New History of Cromwell's Irish Campaign'' ISBN 978-0-9554663-0-4 and Tom Reilly, 1999, ''Cromwell: An Honourable Enemy'' ISBN 0-86322-250-1</ref>, disse påstande er dog ikke accepteret af mange historikere.<ref>History Ireland, review of "Cromwell: An Honourable Enemy" [http://www.historyireland.com/resources/reviews/review1.html History Ireland]</ref>. Felttoget anslås at have berørt 15-20% af den irske befolkning enten i form af døden eller eksil<ref>Padraig Lenihan, Confederate Catholics at War, p112</ref>.

*Selv om det irske forbunds tropper ikke havde allieret sig med royalister, er det tænkeligt at det engelske parlament havde forsøgt at generobre Irland. Det havde allerede sendt tropper til Irland under [[krigen i de tre kongeriger]](de fleste under ledelse af Michael Jones). De så Irland som en del af engelsk territorium -– kun midlertidigt ude af kontrol efter den irske opstand i 1641.

Angrebet gav nu ikke Cromwell nogen fordel: Ødelæggelsen af byen betød tværtimod at parlamentarikerne ikke kunne gøre brug af byen som leverancehavn i Irland. Resultatet af de massive ødelæggelser i Drogheda og Wexford var blandede. Til en vis grad kan de have virket afskrækkende på fremtidig modstand. Den royalistiske hærfører Ormonde mente, at Cromwells terror havde en [[paralyse]]rende effekt på hans tropper. Byer som [[New Ross]], [[Carlow]] og [[Kilkenny]] overgav sig straks efter Cromwells tropper indledte belejringen. På den anden side forlængede terroren modstanden i andre byer, da nogle irske katolikker var overbevist om, at de ville blive dræbt -– overgivelse eller ej. Byer som [[Waterford]], [[Duncannon]], [[Clonmel]], [[Limerick (by)|Limerick]] og [[Galway]] overgav sig først efter hårdnakket modstand. Cromwell kunne ikke erobre Waterford og Duncannon, hvor hans nydannede hær måtte fortrække til dens vinterkvarter, hvor mange af soldaterne døde af sygdomme som tyfus og dysenteri (havnebyerne Waterford og Duncannon overgav sig efter langvarige belejringer i 1650).

I det følgende forår omringede Cromwells nydannede hær de sidste befæstede byer i det sydøstlige Irland -– mest bemærkelsesværdigt det irske forbunds hovedstad Kilkenny, der overgav sig på de aftalte betingelser. Den nydannede hær fik sit eneste alvorlige tilbageslag i Irland ved Belejringen af Clonmel, hvor dens tab ved stormen på byens mure var på 2000 mand. Byen overgav sig dagen efter. Cromwells adfærd ved Clonmel og Kilkenny står i stærk kontrast til hans tidligere adfærd ved Drogheda og Wexford. Selv om hans tropper havde mistet adskillige mænd ved angrebet på de to byer, respekterede Cromwell overgivelsesbetingelserne, der garanterede liv og ejendom for byens borgere og evakuering af de bevæbnede irske tropper, der havde forsvaret byerne. Ændringen kan skyldes grusomhederne i den første del af krigen blev ført. Den havde ført til langvarig irsk modstand. I Drogheda og Wexfords fulgte Cromwell sædvanen for kontinental-belejring i midten af 1600-tallet: der blev ikke vist nåde.

Guerillafasen var sidste del af 1650 og den sidste del af 1651; der var stadig 30.000 bevæbnede mænd til at yde modstand mod erobrerne. [[Tories]] (afledt af det irske ord ''tóraidhe'' der betyder forfulgt mand) opererede fra svært tilgængeligt terræn som [[Bog of Allen]], [[Wicklow Mountains]] eller [[Drumlin]] i det nordlige Midlands og de havde i løbet af et par måneder gjort landområderne ekstremt farlige for alle andre end store parlamentaristiske hære. I 1650 gennemførte Henry Ireton en straffeekspedition til Wicklow Mountains -– dog uden synderlig succes.

*John Morrill (2003). ''Rewriting Cromwell -– A Case of Deafening Silences'', Canadian Journal of History. Dec 2003. "Of course, this has never been the Irish view of Cromwell.<br /> Most Irish remember him as the man responsible for the mass slaughter of civilians at Drogheda and Wexford and as the agent of the greatest episode of ethnic cleansing ever attempted in Western Europe as, within a decade, the percentage of land possessed by Catholics born in Ireland dropped from sixty to twenty. In a decade, the ownership of two-fifths of the land mass was transferred from several thousand Irish Catholic landowners to British Protestants. The gap between Irish and the English views of the seventeenth-century conquest remains unbridgeable and is governed by O.K. Chesterton's mirthless epigram of 1917, that "it was a tragic necessity that the Irish should remember it; but it was far more tragic that the English forgot it."

*Morrill, John. ''Rewriting Cromwell -– A Case of Deafening Silences''. Canadian Journal of History. Dec 2003.