Erik Præstehader: Forskelle mellem versioner

I sin [[Ed (løfte)|kroningsed]] lovede Erik at anerkende Kirkens [[gejstlig]]e og [[finans]]ielle status, men umiddelbart efter kroningen flammede konflikten op igen, idet formynderregeringen annulerede et for Kirken fordelagtigt [[dekret]] udstedt af Magnus Lagabøte i 1277, der tilkendte Kirken nye [[tiende]]r. Ved det samtidige synode havde ærkebiskoppen stadfæstet Kirkens ret til at dømme i kirkeretslige anliggender, med trussel om [[bandlysning]] for enhver, der krænkede denne ret. Selv om striden tilskærpedes under Eriks regeringstid viste parterne sig dog i stand til at samarbejde. Således blev det ærkebiskoppen, der kronede Erik og hans [[dronning (monark)|dronning]] Margrete i Bergen.<ref name=Helle/> Men samarbejdet til trods tilspidsedes konflikten fortsat, da [[rådsmand]]en [[Bjarne Erlingsson]] inddrog Kirkens ret til at [[Møntslagning|præge]] [[mønt]]er dagen efter ærkebiskoppens afrejse fra mødet, hvor denne ret var blevet tilkendt af hertug Håkon Håkonsson.<ref name=RN>[http://www.dokpro.uio.no/perl/middelalder/regest_vise_tekst.prl?b=1788&s=n&str=J%F8rund Regesta Norvegica], en bekendtgørelse af ærkebiskop Jørun, ærkebiskop Jons efterfølger, fra 12. marts 1291. {{no sprog}}</ref> Formynderregeringen førte en konsekvent anitkirkelig politik, og instruerede således landets [[jurist]]er og [[Sysselmand|sysselmænd]] i at "''kæmpe for Riget og regeringens suverænitet, samt ikke at tåle gejstlige købmænd''". Kirkens ret til tiender og til at udskrive økonomiske bøder blev søgt yderligere indskrænket under samme politik. Endelig blev salget af [[sølv]] til gejstlige -– og således også muligheden for at føre betalingsmidler ud af landet og dermed støtte [[Korstog|den hellige krig]] -– forbudt. Ydermere blev kirkeretten indskrænket, og alle sager ført herfor siden Magnus Lagabøtes regeringstid kendt ugyldige. Målet var at føre Kirkens privilegier tilbage til det niveau det havde før Magnus Lagabøtes indrømmelser. Med ærkebiskoppens død i 1282 brød kirkens modstandsvilje sammen, og regeringen kunne således diktere et forlig i 1283.<ref name=Helle/>

Efter Margretes død forsøgte Erik via juridiske argumenter at påberåbe sig retten til den skotske trone, dog uden held. Tronen blev tildelt [[John Balliol]] i 1292. Erik måtte affinde sig med finansielle erstatninger i form af den medgift der fulgte med ægteskabet med Isabel Bruce, samt andre erstatningsforanstaltninger.<ref name=Helle/> Edvard I. var dommer i denne sag, og da han heller ikke støttede Norges krav på den skotske trone kompliceredes forholdet mellem Norge og England som følge heraf. Hidtil havde fredsslutningen fra 1269 dannet grundlag for den engelskvenlige udenrigspolitik, Norge førte. Det var således et brud med denne politik da Norges regering, med [[Audun Hugleiksson]] som talsmand, indgik en [[alliance]] med Englands ærkefjende [[Frankrig]] -– en aftale der blev underskrevet i [[Paris]] i [[efterår]]et 1295. Audun lovede kong [[Filip 4. den Smukke|Filip den Smukke]] at Norge ville stille militær støtte til Frankrigs krig mod England i et omfang, der reelt ikke var muligt, til gengæld for 30.000 pund Sterling, af hvilke Audun fik de 6.000 pund med sig som forskud. Den modydelse Frankrig påtog sig var at yde politisk pres på Skotlands konge for at genoptage betalingerne af de skyldte penge. Denne alliance havde ingen afgørende virkning på det norsk-engelske forhold, omend nationerne ikke længere var så tæt forbundne som tidligere. Norge kom heller aldrig til at yde den lovede militære bistand, da den fransk-engelske krig tabte i intensitet, og endte med en [[våbenstilstand]] i 1297.