Versionen fra 6. aug. 2012, 07:02 redigér SilvonenBot (diskussion \| bidrag) 15.311 edits m r2.7.2) (Robot tilføjer fi:Friis ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 6. okt. 2012, 23:42 redigér fjern redigering MGA73bot (diskussion \| bidrag) Botter 274.384 edits m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery> Gå til næste forskel →
Linje 4: == Slægten Friis fra Hesselager == [[Fil:Coatofarms-Friis af Hesselager.jpg\|thumb\|Friis fra Hesselagers våben tegnet 1886 af [[Anders Thiset]]]] Slægten "de sorte Friis'er" eller "tre-[[egern]] Friis'erne" var en [[fyn]]sk uradelig slægt, der førte tre -– oprindeligt kun eet -– mod højre vendte sorte egern, hvert bidende på et rødt [[æble]], i sølv-felt, på hjelmen et grønt træ mellem to mod dette vendte sorte egern. Den stammer fra [[Sønderjylland]], hvor dens medlemmer, der snart kaldte sig Friis, snart Vrese, optræder i [[1300-tallet]], og allerede tidligt forekommer slægten på Fyn. Jesper Friis til [[Lundby]] og [[Hesselagergård]], som levede 1505, var fader til kongens [[kansler]] [[Johan Friis]] og til Henrik Friis til [[Ørbæklunde]] (1496-1571), af hvis store børneflok kan nævnes Niels Friis (1544-1610) og kongens kansler [[Christian Friis til Borreby]]. Niels Friis, der stiftede et hospital og en skole ved Hesselager, blev stamfader til den nyere slægt. Blandt hans sønner var land- og krigskommissær Tønne Friis til Hesselager (1584-1642), Johan Friis til [[Ørritslevgård]] og [[Løjtved Gods\|Løjtved]] (1585-1635) og Jesper Friis til Ørbæklunde (1593-1643); de deltog alle 3 i [[Kalmarkrigen]]. Den sidstnævnte, der steg til [[oberst]], kæmpede i øvrigt på mange valpladser udenlands, en Tid i kejserlig tjeneste, siden i den danske hær i [[Trediveårskrigen]]; han stiftede et hospital ved Ørbæklunde. Blandt hans børn kan nævnes den lærde [[major]] Niels Friis (1630-1689) og Henrik Friis (død 1715), som, begge skrev sig til denne gård. Sidstnævntes søn, oberst Jesper Friis (1673-1716), førte regiment i felttogene i [[Nordtyskland]] 1711-13; under belejringen af [[Stralsund]] 1715 blev han i spidsen for en af stormkolonnerne hårdt såret og døde nogle måneder efter som sin Slægts sidste mand. Søsteren, Elisabeth Friis (1677-1703), som fra 1733 var [[priorinde]] for [[Roskilde Adelige Jomfrukloster]], blev den sidstlevende af hele slægten. En række af dennes medlemmer indehavde betydelige forleninger. Linje 11: [[Fil:Coatofarms-Friis af Vadskjaergaard.jpg\|thumb\|Friis af Vadskærgårds våben tegnet 1886 af Anders Thiset]] Slægten kaldes også "et-egern-Friis'erne", der førte et på en blå [[bjælke]] siddende, mod højre vendt rødt egern, med en nød i forpoterne, i guld-felt, på hjelmen to med en blå bjælke belagte guld-[[vesselhorn]], og er formodentlig af samme oprindelse som de Friis'er fra Hesselagergård; indtil midten af [[1600-tallet]] hørte den kun til landets lavere adel. Ratlof Friis til [[Nebel]] nævnes [[1334]]; hans sønnesøns sønnesøn, gamle Niels Friis, som endnu levede [[1552]], kom i besiddelse af [[Vadskærgård]], der gennem flere generationer tilhørte medlemmer af slægten. Fra ham stammer Niels Friis til [[Favrskov (hovedgård)\|Favrskov]] ([[1584]]—[[1651]]), der tjente i krigen [[1611]], og som blev fader til [[Mogens Friis]] til Favrskov, [[Løjstrup]], [[Boller]], [[Møgelkær]], [[Hagsholm]] mm. ([[1623]]-[[1675]]), der hævede slægten til stor anseelse. Han nød en omhyggelig opdragelse på [[Herlufsholm]] og [[Sorø Akademi]], afsluttet af studierejser i udlandet. Sin offentlige løbebane begyndte han som sekretær i [[Danske Kancelli]]; [[1645]] var han i de danske [[gesandt]]ers følge ved Fredsforhandlingerne i [[Brömsebro]]. Senere deltog han i diplomatiske sendelser, blev 1656 udnævnt til landkommissarius i [[Jylland]] og året efter til kgl. [[rentemester]], i hvilken egenskab han -– indtil [[1672]] -– havde sæde i [[Skatkammerkollegiet]]. Samtidig varetog han sine private affærer med megen iver, han erhvervede en række herregårde og udstrakt gods. Under [[25. maj]] [[1671]] ophøjedes han i grevestanden som greve af [[Frijsenborg]] og med følgende våben: Skjoldet firdelt med grevekronet hjerteskjold, hvori slægtens oprindelige skjoldmærke, egernet dog vendt mod venstre, i 1. og 4. felt to gennem en krone stukne krydslagte guld-[[nøgle]]r i blåt, i 2. og 3. en oprejst kronet sølv-[[løve]] holdende et guld-[[anker (søfart)\|anker]] i rødt, på skjoldet en [[grevekrone]]. Året efter -– den [[6. april]] 1672 -– erigerede han [[Grevskabet Frijsenborg]] og [[Baroniet Frijsenvold]]. Han modtog [[Dannebrogordenen]] ved dennes oprettelse, udnævntes til gehejmeråd, assessor i [[Højesteret]] og endelig [[1674]] til stiftsbefalingsmand over [[Århus Stift]]. Han var en arbejdsom og dygtig embedsmand; litterært interesseret samlede han et betydeligt bibliotek, nu i [[Det Kongelige Bibliotek]]. Et pragtfuldt gravmæle rejstes over ham i [[Trinitatis Kirke (Københavns Kommune)\|Trinitatis Kirke]] i København. Hans første hustru, [[kansler]]en Christen Thomesen Sehesteds datter Anne, skænkede ham kun døtre, den anden hustru, Anne Marie von Offenberg, fødte ham sønnen grev [[Niels Friis til Frijsenborg\|Niels Friis]] ([[1664]]-[[1699]]), der under hendes formynderskab tiltrådte grevskabet og baroniet, hvilket sidste afhændedes [[1683]]. Han, der blev [[stiftamtmand]] over [[Århus Stift]], [[kammerherre]] og [[hvid ridder]], var i sit sidste leveår [[gesandt]] i [[Haag]]. Hans frue, [[komtesse]] Christine Sophie Reventlow, ældste datter af [[storkansler]]en [[Conrad Reventlow]], ægtede som enke storkansler, grev [[Ulrik Adolph Holstein]]. Sin første mand fødte hun bl.a. sønnen grev [[Christian Friis til Frijsenborg\|Christian Friis]] ([[1691]]-[[1763]]), tredje besidder af grevskabet og sidste mand af slægten. Han valgte den militære karriere, blev generaladjudant hos [[Frederik 4.]], var som [[oberst]] i kongens suite i [[Slaget ved Gadebusch]] og stod som [[generalmajor]] ved det korps, som [[1734]] sendtes til Tyskland i kejserlig tjeneste. Samme år trådte han ud af hæren, udnævntes til [[generalløjtnant]] og senere til [[gehejmekonferensråd]] og [[elefantordenen\|elefantridder]]. Frijsenborg tilfaldt efter hans død døtrene [[komtesse]] Christine Sophie Friis ([[1713]]-[[1787]]), gift med [[baron]], senere [[greve (rang)\|greve]] [[Erhard Wedel-Friis\|Erhard Wedel]], der [[13. april]] [[1743]] fik patent på at forene de Friis'ers navn og grevelige våben med sit eget, og komtesse Elisabeth Sophie Friis ([[1714]]-[[1799]]), gift med gehejmekonferensråd Johan Henrik Desmerciéres, hvorefter det overgik til hans tredje datter, komtesse Birgitte Christine Friis ([[1715]]-[[1775]]) og hendes ægtefælle, over[[jægermester]] [[Carl Christian von Gram]]s datter, Sophie Magdalene von Gram ([[1734]]-[[1810]]), der i ægteskab med baron [[Jens Krag-Juel-Vind]] blev stammoder til de nuværende grever Krag-Juel-Vind-Frijs af [[Vind (adelsslægt)\|slægten Vind]]. == Slægten Friis fra Haraldskær == Linje 19: Slægten, der efter sit våben kaldes "de [[skaktavl]]-Friis'er", førte et skjold delt af blåt og rødt ved en venstre toradsskaktavlet skråbjælke af sort og sølv, på hjelmen et af rødt og skaktavl og et af skaktavl og blåt delt vesselhorn, stundom hvert besat med tre påfjer, i nyere tid desuden en opstående påfjer mellem vesselhornene. Den har sikkert samme oprindelse som de [[Rosenkrantz]]'er, der i ældre tid førte ganske det samme våben, uden at en sådan forbindelse dog kan påvises. Slægten stammer fra [[Sønderjylland]]. Niels Friis omtales 1361. [[Børglum]] bispen Peder Friis nævnes ved Unions-mødet i [[Kalmar]] 1397, senere forseglede han bl.a. (1421) vidnesbyrdet om [[Slesvig (område)\|Slesvigs]] danskhed. Han havde voldsomme stridigheder om øen [[Læsø]] med bispen i [[Viborg]], hvem han endog truede på livet. Hans broder, Niels Friis til [[Stollig]], blev Fader til biskop i Børglum Jep Friis (død 1486), der byggede et kapel ved sin Domkirke, og til hr. Anders Friis til [[Haraldskær]], som 1471 blev fanget af de svenske på Brunkebjerg. Sidstnævnte var fader til forstanderen på Sebber Kloster, Magister Niels Friis til Kjærsgaard (død 1557), der efter [[Reformationen]] "kastede bogen og giftede sig", til hr. Christen Friis til [[Krastrup]] (død 1561), som hyppig forekommer ved hoffester og turneringer, og til den sidste kat. Biskop i [[Viborg]] Jørgen Friis (død 1547). Denne, der fik [[bispestav]]en ca. 27 år gammel, var en stridbar og verdsligsindet Mand. I hans bispegård holdtes december 1522 de møder af jyske [[rigsråd]]er, hvor [[Christian 2.]]s fald besluttedes; senere blev han [[Frederik 1.]] en hadefuld modstander, der ved kongens død ytrede: "gid jeg var en djævel, at jeg kunde plage hans sjæl i Helvede". Jørgen Friis, som forgæves havde sendt sine drabanter ud mod [[Hans Tavsen]], måtte døje den tort, at [[Viborg Domkirke]] kom i protestanternes vold, ja endog, 1530, at blive lyst i band på grund af en stridighed med en anden prælat. Da [[Grevens Fejde]] brød ud, måtte han slutte sig til [[Christian 3.]], han deltog i rigsrådsmøder, men blev 1536 arresteret og indsat i fangetårnet på [[Hald]], som han havde bygget 1528. 2 år efter blev han frigivet mod at finde sig i de ny tilstande og optræder atter som rigsråd, forlenet med [[Vrejlev Kloster]]. Hans yngre broder, Iver Friis til Haraldskær (død 1557), blev fader til den rige Albert Friis til samme gård og [[Hvolgård]] (1542-1601), deltager i [[Daniel Rantzau]]s tog ind i [[Sverige]] og senere medlem af [[rigsrådet]], og til Jørgen Friis til Krastrup og [[Halkær]] (død 1616), [[landsdommer]] i [[Nørrejylland]], rigsråd og som lensmand på [[Akershus slot\|Akershus]] tillige [[statholder]] i Norge. Sidstnævntes søn, kongens kansler, hr. Christian Friis til Kragerup, var bl.a. fader til Fru Else Friis (1615-1696) -– der.i Ægteskab med Jokum Beck blev stammoder til de svenske grever og friherrer Beck-Friis -– til sønnerne Christian, Jørgen og Hans, som alle skal omtales her, og endelig til Fru Anne Cathrine Friis til [[Engestofte]] (1630-1698), der sammen med sin mand, Tønne Juul, oprettede Thaarupgaards Stiftelse. Den ældste af de tre nævnte brødre, Christian Friis til Lyngbygård i [[Skåne]] og [[Vaar]] (1617-1657), tjente 1644 som [[kaptajn (militær)\|kaptajn]] mod Sverige, derefter i [[Frankrig]] under Turenne; senere blev han felttøjmester og [[oberst]] hjemme og udnævntes til elefantridder. Hans datter, fru Sophie Amalie Friis til [[Bidstrup]] og [[Ørslev Kloster]] (1650-1696), ægtede [[generalløjtnant]] Johan Rantzau til [[Bramminge]] og [[Frydendal]]; deres søn, [[generalmajor]] Christian Rantzau, arvede det nedennævnte Stamhus Hevringholm og fik ved patent af [[3. maj]] [[1728]] tilladelse til at føre de skaktavl Friis'ers navn og våben i forbindelse med sit eget. Den næste af brødrene, [[stiftamtmand]] i [[Århus]] Jørgen Friis til [[Kragerup]] og [[Lindholm (Gevninge Sogn)\|Lindholm]] (død 1680), blev fader til slægtens sidste mand, den ugifte oberst Christian Friis til [[Stamhuset Hevringholm]] (1652-1727). Den sidstnævnte af brødrene, Hans Friis til Kragerup, [[Clausholm]] mm. (1625-1697), fulgte grev Valdemar Christian på dennes store rejse til [[Rusland]], kæmpede 1645 mod Sverige, var året efter med i [[Corfitz Ulfeldt]]s ambassade til [[Holland]] og Frankrig og tjente senere under Turenne og i den kejserlige hær. Han beskyldtes, dog måske uden ret, for fejhed under [[Slaget ved Nyborg]] 1659; året efter var han dog en af de 8 oberster, som bar tronhimlen ved [[Arvehyldningen]]. Han forstrakte Kronen med betydelige summer og oprettede [[11. marts]] [[1697]] Stamhuset Hevringholm, der, da han døde barnløs, først tilfaldt hans ovennnævnte brodersøn, Christian Friis. Også denne slægts medlemmer havde i tidens løb en mængde forleninger.

Friis (adelsslægter): Forskelle mellem versioner