Grammatisk køn: Forskelle mellem versioner

I [[lingvistik]]ken anvender man '''grammatisk køn''' eller '''genus''' til at opdele navneord i klasser efter deres bøjningsmønster. Det køn ordet tilskrives bestemmer, hvordan ordet, og de andre ord der måtte være tilknyttet det ([[stedord]], [[tillægsord]] osv.), skal bøjes. Det betyder altså, at det der gør, at ord tilhører det samme køn -– "''er af hankøn''" eller "''er af hunkøn''" (osv.) -– er, at de bøjes efter de samme mønstre.

Disse sprog kan deles i to undergrupper. Den første har stadig tydeligt adskilte køn, men forskellen markeres gennem ændringer i tilknyttede ord (tillægsord ([[adjektiv]]er), stedord ([[pronomen]]er) og af og til endda udsagnsord ([[verbum|verber]])), -– men ikke hos navneordene selv. Tysk er et eksempel på sprog af denne type, for de fleste navneord røber ikke deres køn direkte, men f.eks. gennem bestemte former af kendeord ([[artikel (grammatik)|artikler]]) eller tillægsord, som man tvinges til at bruge. Ordet ''Mond'' (= "måne") er hankøn, men det kan ikke ses direkte. Først når man sætter det sammen med andre ord, afsløres det grammatiske køn: det hedder ''der Mond'' (= "månen") og ''dem hellen Mond'' (= "for den lyse måne").

Det bør understreges, at der sagtens kan findes klare, leksikale markeringer af det naturlige køn i sprog, som ellers ikke har grammatisk kønsmarkering. Det måske mest kendte eksempel ses i [[esperanto]], hvor ordleddet ''-in'' kan bruges til at ændre ethvert ord for et hankønsvæsen, så det i stedet betegner det tilsvarende hunkønsvæsen. Ordet ''patro'' (= "far") ændres til ''patrino'' (= "mor"). Endelsen forekommer meget ofte, og det får nogen til – fejlagtigt -– at tro, at den er markør for grammatisk køn.