Græsk-italienske krig: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
ZéroBot (diskussion | bidrag) m r2.7.1) (Robot tilføjer ca:Guerra italo-grega |
MGA73bot (diskussion | bidrag) m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery> |
||
Linje 47:
Den [[7. april]] [[1939]] [[Italiens invasion af Albanien|besatte Italien Albanien]] og fik hermed en direkte landgrænse til Grækenland. Denne handling forte til en britisk og fransk garanti af Grækenlands territoriale integritet, men for grækerne betød denne udvikling at alle tidligere planer blev skrottet, og man gik i al hast i gang med at forberede sig på et muligt italiensk angreb. Da krigen brød ud i Centraleuropa forsøgte Metaxas at holde Grækenland ude af konflikten, men som den skred frem følte han sig i stigende grad knyttet til Storbritannien, støttet af den anglofile kong [[Georg 2. af Grækenland]], som udgjorde den vigtigste støtte for regimet. Dette var ironisk, for Metaxas havde altid været tyskvenlig, og havde bygget stærke økonomiske bånd til Hitlers Tyskland.
På samme tid begyndte italienerne og især guvernøren over Albanien, Francesco Jacomoni, at rejse spørgsmålet om [[Cham Albanere|den albanske minoritet i Cham]] i det græske [[Epiros]] som en måde at vinde albansk støtte på. Selv om det viste sig, at den albanske støtte til en "befrielse af Chameria" var afdæmpet sendte Jacomoni gentagne overoptimistiske rapporter til Rom om albansk støtte.<ref name = Fischer>{{cite book | last=Fischer | first=Bernd Jürgen | title=Albania at War, 1939-1945 | publisher= C. Hurst & Co. Publishers | year=1999 | isbn=9781850655312 | url=http://books.google.com/books?id=P-MiG9ngCp8C | pages=75-76}}</ref> I juni 1940 fandt man det hovedløse lig af Cham lederen Daut Hoxha i nærheden af landsbyen[[Vrina (Albanien)|Vrina]]. Hoxha havde været den militære leder i Cham og var stemplet som en bandit af den græske regering.<ref name = "Vickers, Miranda 2002">Vickers, Miranda. The Cham Issue
Kort efter [[slaget om Frankrig|Frankrigs fald]] rettede Mussolini sit fokus mod Grækenland. Ifølge notatet for [[3. juli]] 1940 i hans svigersøn og udenrigsminister grev [[Galeazzo Ciano]]s dagbog:
Linje 77:
Den italienske slagplan, med kodenavnet ''Emergenza G'' opererede med at landet skulle besættes i tre faser. Den første fase omfattede besættelsen af Epiros og de [[Ioniske øer]], efterfulgt, efter ankomst af forstærkninger, af et fremstød ind i det vestlige Makedonien mod [[Thessaloniki]], med henblik på at erobre det nordlige Grækenland. Efterfølgende skulle resten af landet besættes. Støtteangreb skulle gennemføres mod de ioniske øer samtidig med at der blev håbet på at [[Bulgarien]] ville intervenere og fiksere græske styrker i det østlige Makedonien.
Den italienske overkommando havde tildelt et korps til hvert operationsområde bestående af de tilstedeværende italienske besættelsesstyrker i Albanien. Det stærkeste var 25. "Ciamuria" korps i Epiros (som bestod af 23. infanteridivision "Ferrara" og 51. infanteridivision "Siena" samt 131. pansrede division "Centauro", i alt ca. 30.000 mand og 163 kampvogne) som efter planen skulle trænge i retning af [[Ioannina]], dækket på højre flanke af en lille styrke i brigadestørrelse
Efter den italienske besættelse af Albanien havde den græske generalstab forberedt "IB" (Italien-Bulgarien) planen, som forudså en kombineret offensiv fra Italien og Bulgarien. Planen gik grundlæggende ud på at indtage en defensiv holdning i Epiros, med en gradvis tilbagetrækning til en linje ved [[Arachthos]]floden-[[Metsovon]]-[[Aliakmon]]-[[Vermion bjergene]], mens man fastholdt muligheden for en begrænset offensiv i det vestlige Makedonien. Der var to varianter af planen for forsvar af Epiros, "IBa", som handlede om et fremskudt forsvar ved grænsen og "IBb", som handlede om forsvar var en mellemliggende stilling. Det var overladt til den lokale hærchef, generalmajor [[Charalambos Katsimitros]], at vælge hvilken plan, der skulle anvendes. En betydningsfuld faktor til fordel for grækerne var at de havde fået efterretning om en omtrentlig dato for angrebet og netop havde afsluttet en delvis mobillisering i områderne der stod overfor et italiensk angreb.
Linje 86:
== Faser i felttoget ==
=== Indledende italienske offensiv (28. oktober 1940
[[Fil:GreekItalianinitialItal.JPG|Den indledende italienske offensiv, oktober-november 1940|thumb|300px]]
Linje 109:
Den eventede græske modstand overraskede den italienske overkommando, som ventede en militær "udflugt". Adskillige divisioner blev skyndsomt sendt til Albanien og planerne om støtteangreb på græske øer blev endegyldigt opgivet. Rasende over mangelen på fremgang ændrede Mussolini på hærledelsen i Albanien og udskiftede Prasca med general [[Ubaldo Soddu]], hans tidligere vicekrigsminister, den 9. november. Straks efter sin ankomst beordrede Soddu sine styrker i defensiven. Det stod klart at den italienske invasion var slået fejl.
=== Græsk modoffensiv og dødvande (14. november 1940
<!-- filer ikke på commons
[[Fil:Efodos1940.jpg|thumb|200px|right|Maleri som viser græske soldater under et bajonetangreb.]]
Linje 115:
[[Fil:GreekItalianGreekCounter.JPG|thumb|300px|Det græske modangreb]]
Græske reservister begyndte at nå frem til fronten i begyndelsen af november, samtidig med at Bulgariens passivitet tillod den græske overkommando at overføre hovedparten af dens divisioner fra den græsk-bulgarske grænse og indsætte dem på den albanske front. Det gjorde det muligt for den græske øverstkommanderende, generalløjtnant [[Alexandros Papagos|Papagos]] at opnå talmæssig overlegenhed i midten af november, inden han iværksatte sin modoffensiv. Walker<ref>Walker (2003), p. 28</ref> citerer, at grækerne havde en klar overvægt på 250.000 mand mod 150.000 italienere da det græske modangreb blev sat ind, og kun de 6 alpine italienske divisioner var trænet og udstyret til krig i bjergene. Bauer<ref name="Bauer2"/> anfører, at den 12. november havde [[Alexander Papagos|general Papagos]] over 100 infanteribataljoner ved fronten, som kæmpede i terræn de kendte, sammenlignet med under 50 italienske bataljoner. <!--Eleven infantry divisions, two infantry brigades and one cavalry division opposed fifteen Italian infantry divisions and one tank division.<ref>''The Oxford Companion to World War II'' (1995), p.508 {{Failed verification|date=January 2008}}--My copy has nothing about this on p.508. Can someone else check this?--</ref> .....I checked, it says nothing and the sentence is contrary to common knowledge of the campaign. But interestingly I have two other sources that say quite the opposite
TSDM og 3. Korps, som til stadighed var blevet forstærket med enheder fra hele det nordlige Grækensland indledte deres angreb den 14. november, i retning af [[Korçë|Korytsa]]. Efter intense kampe ved den befæstede grænselinje brød grækerne igennem den 17. og indtog Korytsa den 22., men på grund af manglende beslutsomhed i den græske overkommando fik italienerne mulighed for at trække sig tilbage og omgruppere og undgik dermed et fuldstændigt sammenbrud.
Linje 126:
{{citat|Ingen kan nægte at sejrens laurbær tilfaldt den græske soldat; men under forhold som disse kan man kun sige, at den italienske soldat havde fortjent en martyrkrone mindst tusind gange.<ref>Bauer (2000), p. 106</ref> }}
=== Italienske forårsoffensiv og det tyske angreb (9. marts 1941
{{Hovedartikel|Slaget om Grækenland}}
[[Fil:GreekItalian2ndItal.JPG|thumb|300px|Den italienske forårsoffensiv]]
Dødvandet fortsatte, trods lokale kampe, da begge sider ikke havde den fornødne styrke til at iværksætte et stort angreb. Trods deres gevinster var grækerne i en prekær situation, da de omtrent havde tømt deres nordlige grænse for mænd og våben for at understøtte den albanske front, og de var for svage til at kunne modstå et eventuelt tysk angreb via Bulgarien.
Italienerne derimod ville opnå en succes på den albanske front inden den forestående tyske intervention og samlede styrker for at iværksætte en ny offensiv med kodenavnet "Primavera" (forår). De opstillede 17 divisioner over grækernes 13, og under [[Mussolini]]s personlige overvågning iværksatte de et beslutsomt angreb mod Klisura Passet. Angrebet varede fra 9.
I forventning om et tysk angreb tilrådede briterne og nogle grækere til en tilbagetrækning af Epiros hæren, så der var stærkt påkrævede tropper og udstyr til at slå tyskerne tilbage. Men nationale følelser umuliggjorde en opgivelse af så hårdt vundne stillinger, på trods af militær logik, og en tilbagetrækning overfor de slagne italienere blev anset for at være vanærende. Derfor blev hovedparten af den græske hær stående dybt inde i Albanien mens det tyske angreb nærmede sig. General Wilson hånede denne tøven som "den fetishistiske doktrin om at ikke en meter land skulle afgives til italienerne" og kun seks af 21 græske divisioner stod til rådighed til at modstå det tyske angreb<ref>De Felice (1990), p. 125</ref>.
Linje 184:
General [[Sebastiano Visconti Prasca]] anfører i sine erindringer at det fejlslagne felttog fortrinsvis skyldes dårlig organisation, personlige dagsordener, korruption og manglende samarbejde mellem de øverste italienske generaler. Prasca sammenlignede den hårdnakkede græske modstand i Epiros med tyrkernes i [[slaget ved Gallipoli]] under 1. verdenskrig.<ref>Lamb (1998), pages 291-292</ref> Samtidig er Prasca en af de som anses for hovedansvarlig for undervurderingen af den græske hærs styrke, for at have lavet utilstrækkelige planer og føre den italienske hær ud i sin fejltagelse i Epiros bjergene.<ref>De Felice (1990), p. 107</ref> De italienske styrker stod i høj grad overfor taktiske problemer, da de var forholdsvis svage på infanteriområdet med kun to regimenter pr. division<ref name="Buell 2002, p. 37"/>. Men italienerne var overlegne i artilleri og morterer og havde absolut herredømme i luften, om end det ikke lykkedes dem at udnytte det ordentligt. Dårlig motivation, i modsætning til grækerne, og det vanskelige terræn i Epiros, som var en fordel for det græske forsvar, spillede også en rolle for resultatet.
Imidlertid begik italienerne primært fejl på det strategiske niveau
== Fodnoter ==
| |||