Versionen fra 16. nov. 2011, 11:16 redigér Urbandweller (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 111.167 edits m Fjernede Kategori:Teaterledere fra Danmark; Tilføjede Kategori:Det Kongelige Teaters direktører ved hjælp af Hotcat ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 7. okt. 2012, 02:45 redigér fjern redigering MGA73bot (diskussion \| bidrag) Botter 274.384 edits m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery> Gå til næste forskel →
Linje 23: [[Fil:Den Collinske gård i Bredgade.jpg\|thumb\|left\|250px\|Den Collinske gård i Bredgade i København (Bredgade 4). Her boede familien Collin, med faderen Edvard Collin og sønnen Jonas Collin, som begge var mæcener for datidens kunstnere såsom [[H.C. Andersen]].]] Jonas Collin (født 6. januar 1776 -1861) var finansdeputeret og søn af Jonas Baltzersen Collins Søn Niels Collin (1736 -– 1797), der efter faren arvede bestillingen som inspektør for [[klasselotteriet]], fik i sit ægteskab med Ingeborg født Bolten (1735 -– 1817) sønnen Jonas, født 6. januar 1776. I det stille, borgerlige hjem, som længe vedblev at stå under den strenge bedstemors herredømme, opdroges det eneste barn efter datidens skik i stor tarvelighed; han undervistes hjemme af skiftende lærere og dimitteredes i april 1792 til [[Københavns Universitet\|Universitetet]], hvor han kort efter tog [[Anden Eksamen\|anden eksamen]] og i juni 1795 blev [[juridisk kandidat]], naturligvis med bedste karakter. Han havde haft lyst til at gå sagførervejen, men moren ønskede, at han skulle tage plads på farens kontor for at kunne arve den ret indbringende bestilling ved lotteriet, og han føjede sig efter hende. Sin rigelige fritid anvendte han til omfattende studier på de forskelligste områder; han læste levende sprog, deriblandt italiensk, hørte forelæsninger over [[matematik]], [[filosofi]] og [[naturvidenskab]]er, tog (1800) [[landmåler]]eksamen, skrev afhandlinger over udsatte prisopgaver og artikler i tidsskrifter, deltog også som medlem af [[Drejers Klub]] i det, der repræsenterede det videnskabelige og æstetiske liv. I december 1797 døde faren, og dette ”bragte ham ud af Lotteribanen”. Han benyttede da sit vundne bekendtskab med flere af [[Rentekammeret]]s ledende mænd, blev [[volontør]] i dets sekretariat og tillige i landvæsenskontorerne, nåede 1801 at blive [[kopist]] i et af disse, men udnævntes endnu samme år til [[fuldmægtig]], først i Rentekammerets [[Danske Kancelli\|Danske]] og Norske Kancelli, derpå i [[Finanskollegiet]]s sekretariat. Dette ualmindelig hurtige avancement vidner om, at den unge mand allerede tidlig havde lagt for dagen den sjældne dygtighed, nidkærhed og arbejdsevne, som i løbet af det næste halve århundrede skulle gøre ham til en af de ledende mænd, for ikke at sige den ledende mand, på så godt som alle områder af statens og samfundets liv. Kort efter, 13. november 1802, ægtede han Henriette Christine født Hornemann, født 1772, datter af en præst på [[Ærø]] og søster til den berømte botaniker, [[Jens Wilken Hornemann]]; hun havde været gift med Collins barndomslærer, filosoffen og forfatteren Michael Gottlieb Birckner, der døde 1798. Med den lidt ældre hustru og hendes to døtre af første ægteskab begyndte Collin sit familieliv i den gamle gård i [[Bredgade]], tæt ved [[Kongens Nytorv]], der efter sagnet havde været en spansk ministers landsted og fra 1744 havde været i familiens eje; den vedblev at være det i over et århundrede, endnu adskillig tid efter, at hustruen her 21. maj 1845 havde lukket sine øjne, og til denne gård, der længe stod som en interessant fortidslevning i det moderne aristokratiske kvarter, er minderne om ”det Collinske Hus” nærmest knyttede. I ægteskabet fødtes fra 1804-15 to døtre og tre sønner. Linje 31: Vigtige hverv betroedes ham efterhånden: 1807 blev han bankkommissær ved [[Kurantbanken]]; 1808 overdroges det ham at forestå udfærdigelsen af skatkammerbeviser (forordning af 8. april 1808) til et beløb af hen ved 32 million [[rigsdaler]]; efter forordning af 23. juni 1809 om overordentlig inddragelse af kurantsedler ledede han tegningen af lån og modtog alt det forarbejdede guld og sølv, som indsendtes; han foranledigede forordningen af 15. maj 1810 om tilsyn med private forsørgelses- og understøttelseskasser og blev medlem af den nedsatte kongelige tilsynskomité; 1812 var han medlem af en kommission, som havde det hverv at understøtte byggende i København med lån af statskassen; samme år udnævntes han til sekretær ved den såkaldte store finanskommission samt [[assessor]] i Finanskollegiet. På denne tid var statens penge- og finansvæsen bragt i den yderste forvirring; flådens tab, [[Englandskrigene\|krigen]], [[kontinentalspærringen]], opbringelsen af vor handelsflåde, standsningen af alt produktivt erhverv havde i forening tæret lige så meget på rigets som på de privates kræfter, og der var uforstandig søgt tilflugt i en stadig voksende udstedelse af papirspenge, hvis værdi under voldsomme svingninger sank dag for dag. Der måtte gribes til heroiske midler for at standse denne nedgliden i afgrunden. Schimmelmann indviede i dybeste hemmelighed Finanskollegiet i sine planer, de ansete jurister Schønheyder og [[A.S. Ørsted]] blev taget med på råd, og således fremkom forordningen af 5. januar 1813 ”om Forandring i Pengevæsenet for Danmark og Norge samt Slesvig og Holsten” og fundationen af samme dato for Rigsbanken. Collin udarbejdede næsten alle forestillinger og indberetninger i sagen til kongen, og han konciperede den almindelige del af forordningen samt bestemmelserne for Danmark og Norge. Schimmelmann, der havde været minister siden 1784, blev et offer for den misstemning, forordningen fremkaldte, i det den nedsatte al kontant formue, alle prioriteter og gældsfordringer til en tiendedel af deres værdi, og afløstes som finansminister først af Moltke, senere af Møsting, som derefter i en årrække var Collins nærmeste foresatte. Det er betegnende for Collins frie blik, at han allerede den gang anbefalede at forlade den tunge og højst mådelige kollegiale forretningsgang og indføre en ministeriel administration, men denne tanke, som kom frem i ''[[Minerva (tidsskrift)\|Minerva]]'', lå datiden meget for højt, og den realiseredes først efter omvæltningerne i 1848. Han blev 1816 ved en omordning af kollegierne finansdeputeret, fra 1831-41 tillige (uden løn) [[deputeret]] i Rentekammeret, fra 1841 første finansdeputeret og var i denne lange årrække overhovedet den ledende mand i administrationen, til hvem så at sige enhver sag, der krævede særlig energi og indsigt, enhver foranstaltning, som faldt uden for det blot rutinemæssige, henvistes, og han løste på den mest påskønnelsesværdige måde enhver af de opgaver, som således stilledes ham, hvad enten han var alene om den eller sad som medlem af en kommission, hvis sjæl han da altid var. enkekassen og teatrets forsørgelseskasse, landsbypræsternes lønningsvilkår, [[Lærd skole\|de lærde skolers]] økonomiske forhold, de fellenbergske opdragelsesanstalter, ordningen af [[Fødsels- og Plejestiftelsen]], statens [[manufaktur]]er og fabriksvæsenet i det hele, landmåler- og forsteksamenen, Indretningen af en [[kameralvidenskab\|kameralistisk]] (statsvidenskabelig) embedseksamen, statens kasse- og regnskabsvæsen, hovedstadens forsyning med brændsel, opmudringen af dens havn, anlægget af havne i [[Helsingør]] og [[Frederikshavn]], stutteriet og veterinærvæsenet, [[KNI\|den grønlandske Handel]], anlægget af [[Silkeborg]], tilvejebringelsen af et statistisk bureau, til hvilket han selv lagde grunden, -– dette er nogle af de mangfoldige grene af statslivet, som særlig skyldte ham vækst og fremgang. Med stigningen i embedsværdigheder og indflydelse fulgte de sædvanlige nådesbevisninger og udmærkelser; 1840 fik han [[Dannebrogordenen\|Storkorset]], i sommeren 1847 blev han [[excellence]]. De [[Martsrevolutionen (Danmark)\|store begivenheder]] i 1848 havde, navnlig for det nationales vedkommende, hans sympati, og nærede han end ikke nogen ubetinget tillid til demokratiske frihedsformer, så var han dog langtfra nogen reaktionær. Tvært imod må det siges, at han i [[enevælde]]ns sidste halve århundrede var en af landets liberaleste mænd, og dette uagtet han nærede den varmeste hengivenhed for kong [[Frederik 6.]]. Det manglede ikke på forsøg på at drage ham over i den nye æra; [[Anton Frederik Tscherning]] ville have ham ind i [[Landstinget]], og en plads i ministeriet ville have stået ham åben, men han følte, at den nye tid krævede nye mænd, og i december 1848 tog han sin afsked, 72 år gammel. Ved sit embedsjubilæum i februar 1851 modtog han fra alle sider bevidnelser Og dog er denne ikke hans største adkomst til at mindes som en af Danmarks højst fortjente mænd. Jævnsides med den udfoldede han den mest alsidige, en næsten ubegribelig virksomhed på andre områder. Der kan i dette halve århundrede snart ikke nævnes den ting, stående i forbindelse med udvikling, fremskridt, nyttige kundskabers udbredelse, udvikling af velstand, fremme af litteratur og kunst, uden at han har taget initiativet til den, ofret den sin seje energi og sin utrættelige arbejdsevne. Han er hele denne træge, tunge, fattige, forknytte, ofte håbløse periodes frejdige banebryder, "virksom Deltager i og ofte ophavsmand til næsten alt, hvad her i landet er udført af blivende betydningsfuld Virkning", og hans fortjenester af land og folk er ikke mindre, fordi hans betydningsfulde gerning udførtes med en bramfri jævnhed og i en beskeden stilhed, som lod hans person træde helt i skygge for sagen. Linje 55: == Litteratur == * Harald Jørgensen, ''Jonas Collin 1776-1861 -– indflydelsesrig kongelig embedsmand og interesseret samfundsborger'', Poul Kristensens Forlag, 2001. ISBN 87-7851-148-8. * Edvard Collin, ''H.C. Andersen og det collinske Huus,'' 1882 (2. udg. 1929, men her er et langt afsnit om Jonas Collin udeladt). * H.C. Andersen, ''Brevveksling med Jonas Collin den Ældre og andre Medlemmer af det Collinske Hus,'' udg. af H. Topsøe-Jensen, 3 bind, 1945–1948.

Jonas Collin: Forskelle mellem versioner