Langobarder: Forskelle mellem versioner

Ifølge langobardernes egne [[legende]]r, nedskrevet i det anonyme [[Origo gentis Langobardorum]]<ref>{{en sprog}} {{la sprog}} [[Origo gentis Langobardorum]], [http://www.northvegr.org/lore/langobard002/index.php Origo Gentis Langobardorum] </ref> fra det [[7. århundrede]] og gengivet af [[Paulus Diaconus]] ''[[Historia gentis Langobardorum]]'' (første bog) fra det [[8. århundrede]]<ref>[[Historia gentis Langobardorum]], {{la sprog}} [http://www.fh-augsburg.de/~harsch/Chronologia/Lspost08/PaulusDiaconus/pau_intr.html Værker af Paulus Diaconus på Bibliotheca Augustana], {{en sprog}} [http://www.northvegr.org/lore/langobard/index.php En engelskeoversættelse af Historia Langobardorum]</ref>, så kaldte langobarderne sig oprindeligt for "Winnili"<ref>Priester, 16.Fra urgermansk ''Winnan'', som betyder "kæmpende", "vindende".</ref> (se også [[vinniler]]ne) og boede i sydlige [[Skandinavien]]<ref name="dick">Harrison, D. & Svensson, K. (2007). ''Vikingaliv'' Fälth & Hässler, Värnamo. 978-91-27-35725-9 p. 74</ref> (Scadanan) (''[[Codex Gothanus]]'' skriver, at winnilierne oprindeligt boede ved en flod kaldet ''Vindilicus'' på den yderste grænse af [[Gallien]]<ref>CG, II.</ref>.) Winnilierne var nu vokset så meget, at de fandt det nødvendigt at dele sig i tre grupper, hvoraf den ene forlod deres hjemegn for at begive sig ud. Under anførelse af brødrene [[Ibor og Aio]] og [[sibyllen]] [[Gambara]]<ref>Priester, 16. Grimm, ''Deutsche Mythologie'', I, 336. Urgermansk for "[[Sibyllen|Sibyl]]"</ref> migrerede stammen mod syd og bosatte sig i et område, de kaldte for "[[Scoringa]]" på den sydlige kyst af [[Østersøen]] eller [[Bardengau]] ved [[Elben]]<ref>Hammerstein, 56</ref>. Snart kom det til stridigheder med deres nye naboer wandalerne ([[vandaler]] – eller måske [[vender]]ne) – et andet germansk folk, hvis konger, brødrene Ambri og Assi, gav dem valget mellem krig eller at underkaste sig og betale skat.

 

 

=== Navn ===

 

=== Arkæologiske og historiske indikationer ===

Omkring år [[510]] blev Tato dræbt af sin nevø [[Wacho]], som udråbte sig selv som konge. Det lykkedes dog ikke Wacho at udrydde Tatos efterkommere, da Tatos søn Hildechis flygtede til [[gepider]]ne, hvor han forblev i landflygtighed til sin død. Gepiderne havde planer om at bruge Hildechis som et anti-langobardisk våben, men deres projekt slog fejl grundet Wachos ekstraordinære, aggressive fremfærd og hans militante udenrigspolitik. Den nye konge giftede sig tre gange. Hans første ægteskab var med prinsesse ''[[Radegundis]]'', datter af [[thüringerne]]s konge [[Bisinus]]. Hans andet ægteskab var med prinsesse ''Austrigusa'', datter af [[gepiderne]]s konge. Wachos tredje ægteskab var med herulerprinsessen ''Silinga'', med hvem han fik sønnen [[Waltari (langobarder)|Waltari]]. Ægteskaberne blev brugt til at cementere varierende politiske alliancer med thüringerne, gepiderne og hvad der var tilbage af herulerne.

 

 

=== Pannonien ===

I [[584]] erkendte hertugerne et behov for et stærkt centraliseret monarki, der kunne stå sig mod [[franker]]ne og byzantinerne, som truede hele den langobardiske nations eksistens. [[Autari]] blev kronet som konge og lovet halvdelen af hertugernes ejendom.<ref name="DiaconoIII16">Paolo Diacono, [[s:la:Historia Langobardorum - Liber III|III, 16]].</ref><ref>Jarnut, s. 37.</ref> Han formåede i en kort, men hektisk regeringsperiode at slå både frankerne og byzantinerne tilbage samt at reorganisere langobarderne under et stabilt styre og fundere kongemagten som beskytter af alle italienere, både langobardere og romere.<ref name="DiaconoIII16" /> I [[590]] giftede han sig med den [[bavarierne|bayriske]] prinsesse [[Theodelinda]], der var af den gamle langobardiske kongefamilie [[Letingerne|leting]]. Formålet med ægteskabet var en alliance med bayrerne mod de frankiske [[Merovingerne|merovingerkonger]], men hendes [[Romerskkatolske kirke|katolske]] tro skulle vise sig at få en mere varig indflydelse end den kortlivede alliance, hun bragte med sig.

 

 

Agilulf sikrede sig langobardernes rige gennem traktater med [[Frankerne]] og [[Avarerne]], mens en våbenhvile med byzantinerne systematisk blev overtrådt. Det resulterede i, at Agilulf kunne udvide riget mod nord med byerne [[Parma]], [[Piacenza]], [[Padova]], [[Monselice]], [[Este]], [[Cremona]] og [[Mantua]]. Også mod syd formåede hertugerne af Spoleto og Benevento at udvide deres langobardiske hertugdømmer på bekostning af byzantinerne.

 

Sandsynligvis tilbad langobardernes [[Vane (nordisk mytologi)|vanerguder]], da de boede i deres oprindelige hjemland i [[Skandinavien]] og langs [[Østersøen|Østersøskysten]]. I takt med at de i løbet af migrationen mod syd kom i kontakt med andre [[Germaner|germanske]] stammer, gik de over til at tilbede [[aser]]ne: Fra kvindelige jord- og [[frugtbarhedsgudinde|fertilitetsguder]] til tilbedelse af mandlige krigsguder.<ref name=" <ref name="Rovagnati99">Rovagnati, s. 99.</ref><ref>Karl Hauk, ''Lebensnormen und Kultmythen in germanischen Sammes- und Herrscher genealogien''.</ref> I forbindelse med migrationen i gamle romerske områder i [[Noricum]] og [[Pannonien]], hvor [[kristendom]]men fandtes, begyndte langobardernes trosskifte. I starten mest som en tynd skal uden på hedenske traditioner, som overlevede længe. [[Wacho]], midt [[6. århundrede]], allierede sig med [[Østromerske Kejserdømme|byzantinske]] [[Romerskkatolske kirke|katolikker]], i hvilken forbindelse flere langobardere gik over til katolicismen. Konverteringen vedrørte udelukkende kongen og enkelte medlemmer af aristokratiet, mens hovedparten af det langobardiske folk forblev tro mod de gamle, hedenske guder.<ref name="Jarnut51">Jarnut, s. 51.</ref>

 

Hvor langobarderne manglede den store interesse for de åndelige aspekter for de forskellige religioner og former for kristendom, så udartede forskellene snart i politiske uoverensstemmelser. Tilhængere af katolicismen anført af det [[bayerske dynasti]] var samtidig fortalere for en større integration med de indfødte romere og en strategi med opretholdelse af status quo i forholdet til byzantinerne. Mens hedningene, arianerne og tilhængerne af [[Trekapitelstriden|trekapitelskismaet]] med rødder i den nordøstlige del af riget (Østrig), ville beholde gamle, aggressive, langobardiske krigertraditioner. Således blev de prokatolske Agilulf, Theodolinda og [[Adaloald]] i [[626]] afløst af en lang fremgang for arianske fraktioner med aggressive, militaristiske konger som [[Rothari]] og [[Grimuald]], som herskede til [[690]], hvor [[Alahis]] led nederlag til [[Cunipert]]. Men en generel tolerance mod katolikkerne blev aldrig anfægtet af de forskellige arianske konger, der også i regelen valgte deres dronninger blandt prinsesser fra det katolske, bayerske dynasti for at sikre en større dynastisk legitimitet for deres styre.<ref name="Jarnut6162">Jarnut, ss. 61-62.</ref>

Med den tiltagende integration øgedes processen mod en en massekonvertering til katolicismen, hovedsageligt som følge af fredelig sameksistens med de talrigere romere. Men så sent som i det syvende århundrede rapporteres fra det langobardiske [[hertugdømme Benevento]] stadig om en stor diversitet iblandt aristokratiet, som nominelt var konverteret til katolicisme: dyreofringer, afgudsdyrkelsesritualer med slanger og ritualer som dem, der blev praktiseret i de hellige lunde i Tyskland, og som gav kimen til den senere legende om ''det hellige valnøddetræ fra Benevento''.<ref>Rovagnati, s. 101.</ref>.

 

 

== Lovgivning ==