Menander: Forskelle mellem versioner

'''Menander''' ([[oldgræsk|græsk]]: Μένανδρος, ''Ménandros;'' ca. 342-291 f.Kr.) var en [[oldtidens Grækenland|græsk]] [[dramatiker]]. Han er den mest velkendte repræsentant for den "ny komedie" i den [[athen]]ske [[komedie]]tradition.

 

 

Menander debuterede med komedien ''Dyskolos'' (oversat som ''[[Misantropi|Misantropen]]'' eller ''Gamle Kværulant'') under dramafestivalen i 317 f.Kr. Som sin onkel var han produktiv og havde et ry, der fik den romerske taler [[Quintilian]] til at anbefale Menanders skuespil til alle vordende talere, fordi "der er sådan en rigdom af påfund og talemåder; han er mesterlig i enhver situation, karakteristik og følelse." Plutark roser ham til skyerne i ''Moralia'': "Hvilken grund, udover Menander, har en dannet mand for at gå i teatret?" Aristofanes af [[Byzans]], der var hovedbibliotekar i [[Alexandria]], mente, at Menanders værker kun stod tilbage for [[Homer]]s: "O Menander! O liv! Hvem af jer efterligner den anden?"

 

Menander druknede under en svømmetur ud for [[Piræus]]. Athenerne rejste ham en [[statue]], som de havde gjort for de store [[tragedie]]digtere. En senere forfatter, Alciphron, gjorde en vis lykke med en opdigtet korrespondance mellem Menander og hans elskerinde Glycera, hvis navn han udødeliggjorde i komedien ''Pigen, der får sit hår klippet''. Af alle hans værker overlevede længe kun cirka tusinde linjer som ordsprog, der indgik i diverse samlinger. Da [[Goethe]] lovpriste Menanders tabte forfatterskab, var to hundrede år gået, siden det længst overlevende manuskript forsvandt i [[Konstantinopel]]. <ref>Stuart Kelly: ''The book of lost books'' (s. 57-8)</ref>

 

I [[1905]] blev fragmenter af fem af Menanders skuespil, blandt andet ''Dyskolos'', opdaget under udgravningen af Flavius Dioskoros' bolig <ref>http://books.google.no/books?id=8-M9TnEYKXIC&pg=PA151&lpg=PA151&dq=flavius+dioskoros&source=bl&ots=oWJn83vtWu&sig=M88CXINGjf47c3IzZ__PhVWXIHk&hl=no&ei=ES7ITJzFAY2YOsvLjfAI&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=1&ved=0CBwQ6AEwAA#v=onepage&q=flavius%20dioskoros&f=false</ref> i landsbyen Aphrodite i [[Egypten]]. I en stor krukke lå et bundt [[papyrus|papyri]] fra 400-tallet. De fik navnet "Cairo Codex". Et halvt århundrede senere dukkede flere papyri ("Bodmer Codex") op med en næsten komplet udgave af ''Dyskolos''. Stykket blev genopført af [[BBC]] fredag 30.oktober [[1959]] og vakte nærmest [[skandale]]. Selv om det drejede sig om et ungdomsværk, enedes anmelderne om "tyndt og forudsigeligt". Det blev ikke bedre, da flere værker blev oversat. Et af Menanders yndlingshandlinger gik efter mønstret "Hov, jeg fik vist voldtaget en i går aftes", hvorefter offer og voldtægtsmand opdager, at de er hinandens store kærlighed og forenes i ægteskab. Forfatteren, der var kendt for sine stykkers "troværdighed", baserede dem ofte på usandsynlige afsløringer om forældreløses ophav og [[incest]], der med nød og næppe blev undgået. Det græske samfund kan på Menanders tid, efter borgerkrig og [[Alexander den store]]s aggression, have haft en overflod af forældreløse, men det var næppe almindeligt, at de forældreløse var vokset op sammen med deres rigtige forældre, uden at parterne havde genkendt hinanden. Menander, som historien havde anset som et tabt [[geni]], viste sig, da hans værker blev genfundne, at være en pinlig middelmådighed. <ref>Stuart Kelly: ''The book of lost books'' (s. 58-9)</ref>

 

<References />

== Se også ==