Paulus' Brev til Titus: Forskelle mellem versioner

'''Paulus' Brev til Titus''' er det 17. skrift i [[Det Nye Testamente]], og det sidste af [[de pastorale breve]]. Ifølge brevet selv er det skrevet af [[Paulus]] til sin medarbejder [[Titus (discipel)|Titus]], der netop er på [[Kreta]] for at ordne forskellige [[menighed]]sforhold på øen. Paulus skriver derfor for at vejlede sin medarbejder og udstikke retningslinjer for forordningen af ældste i menigheden og for hvordan de [[kristendom|kristne]] bør leve.

 

Ud fra Det Nye Testamentes egne kilder, så var Titus en for Paulus yngre kristen af hedensk baggrund, som han tidligere havde præsenteret for modermenigheden i Jerusalem som et »levende bevis« for sit hedningeevangelium (se Gal. kap.2,2-3). På Paulus' tredje missionsrejse hjalp Titus ifølge Apostlenes Gerninger (ApG 28,16) ham under opholdet i [[Efesos]], hvorefter Paulus sendte ham til korintermenigheden.

 

 

 

* 1,1-4: Indledning

* 1,5- 3,11: Vejledning til Titus i forordningen af menigheden på Kreta

** 1,5-1,9: Indsættelse af ledere

*** ''Formaninger til de ældre mænd (v2), de ældre kvinder (v3), de unge kvinder (v4-5), de unge mænd (v6), Titus som forbillede (v7-8) og slaver (v9-10)''

 

I den moderne forskning betragtes det som tvivlsomt, at Paulus skulle være forfatter til dette brev og de øvrige pastoralbreve ([[Første Timotheusbrev]] og [[Andet Timotheusbrev]]), men standpunktet angribes fra særligt [[bibeltro]] forskere, der mener at trods forskellige mellem Paulus øvrige breve og disse breve, så udelukker de ikke en fælles forfatter. Læs videre behandling af spørgsmålet i behandlingen af [[de pastorale breve]].

Dette brev sammen med de øvrige pastoral breve tegner et billede af hvordan de tidlige menigheder var forordnet. Der virker til at være en [[biskop|tilsynsmand]] (episkopoi) (v7-9) og et [[presbyter|ældsteråd]] (presbyteroi) (v6) til at styre menigheden efter forbillede fra den [[jøde|jødiske]] [[synagoge]]. Eventuelt skal disse titler tænkes sammen. Lignende struktur i kirketænkningen møder vi hos [[Ignatius af Antiokia]].

 

Det er to tekstpassager (2,11-14; 3,3-8), der viser at Guds [[nåde]] opfattes, som de kristnes motivation til gode gerninger. Guds nåde har ifølge Paulus frelst os, ikke på grund af vores retfærdige gerninger men på grund af Guds godhed, kærlighed og barmhjertighed. Ved at lægge vægt på denne frelse og denne nåde, mener Paulus, at det vil få de troende til at handle godt og rigtigt og leve gudfrygtigt og retskaffent i denne verden. Og ligeledes vil det få de troende til at sige nej til ugudelighed, verdslige lyster, og [[kætteri]]ske lære.

 

Forståelsen af omtalen af det bad, hvor igennem Gud frelser den troende, og som genføder og fornyer ved [[Helligånden]], er omdiskuteret. Ofte opfattes det som et betegnelse for dåben, men dette afvises af dem der opfatter [[dåb]]en som en mere [[symbol]]sk handling uden direkte tilknytning til [[frelse]]n.

 

Paulus giver her som i mange af de øvrige breve en hustavle der viser hvordan forskellige grupper af mennesker bør opføre sig. Her er det dog mere sigtet til menigheden end til en hustand.

 

 

[[Kategori:Det Nye Testamente]]