Peter Abélard: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Robot tilføjer ckb:پیتەر ئەبیلارد |
MGA73bot (diskussion | bidrag) m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery> |
||
Linje 3:
== Baggrund ==
Abélard var født i Le Pallet omkring 20 km øst for [[Nantes]] som ældste søn af lavadelsmanden Berengarius og fru Lucia. Berengarius var opsynsmand på slottet i Le Pallet på vegne af greven af [[Bretagne]]; senere gik han i kloster. <ref name=autogeneret1>[http://archiver.rootsweb.ancestry.com/th/read/GEN-MEDIEVAL/1997-01/0853818266 RootsWeb: GEN-MEDIEVAL-L Re: 4What happened to Astrolabe
Abélard studerede og underviste flere steder, blandt andet i [[Paris]] fra omkring [[1100]]. Som lærer forførte han den 16-årige [[Héloïse]], niece af mester Fulbert, der var [[kannik]] ved [[Notre Dame]]. Héloïse blev gravid. Da forholdet blev afsløret, smed hendes formynder Fulbert Abélard ud. Parret flygtede til Bretagne, hvor Héloïse fødte en søn, som hun kaldte [[Astrolabium]] efter måleinstrumentet. De rejste tilbage til Paris, hvor de i 1118 giftede sig efter Abélards forslag, i håb om at blødgøre mester Fulbert, når Héloïse ikke længere levede i [[synd]]. [[Vielse]]n skete i hemmelighed, så Abélard kunne fortsætte sin karriere inden for [[gejstlighed]]en. Ifølge Abélards [[selvbiografi]] ''[[Historia Calamitatum|Historia calamitatus suarum]]'' (= Mine ulykkers historie) brød Héloïses slægtninge ind i hans soveværelse en nat og [[Kastration|kastrerede]] ham. Han flygtede til [[klosterkirken Saint-Denis|St Denis-klosteret]] i skam og blev [[munk]]. Han overtalte Héloïse til at blive [[nonne]] i [[Argenteuil]]. Efter at Abélards lære om [[treenigheden]] blev fordømt som kættersk, grundlagde han et eremithus, som han senere kaldte Le Paraclet, nær Nogent-sur-Seine, <ref>[http://www.nogent-sur-seine.fr/index.php/patrimoine/histoire-a-prehistoire/72-heloise-a-abelard.html Nogent-sur-Seine
I [[Cluny]] levde han i [[askese]], studerede teologi utrætteligt og trak sine mest stødende [[doktrin]]er tilbage. Alligevel blev han anklaget for kætteri af sine modstandere med [[Bernhard af Clairvaux]] i spidsen. Efter at være kendt skyldig, gav han sig på vej til [[Rom]] for at forklare sig og døde i St.Marcel-klosteret ved Chalons. Han blev gravlagt af Héloïse i Le Paraclet. Hun blev gravlagt ved hans side i 1164. <ref>Mark Vernon: ''Chambers dictionary of beliefs and religions'' (s. 2), London 2009, ISBN 978-0-550-10344-4</ref>
Han var hendes store kærlighed. Efter at have læst hans selvbiografi
Om deres søns [[skæbne]] ved man meget lidt. "Peter Astrolabium, søn af mester Peter [Abélard]" er omtalt i en [[nekrolog]] i Le Paraclet 29. eller 30.oktober, men noget årstal er ikke opgivet. Sandsynligvis har han været gejstlig. <ref name=autogeneret1 />
== Bibelkritik ==
Fordi han var i tvivl om [[almenbegreb]]ets eksistens, kom Abélard til den slutning, at treenigheden måske heller ikke havde nogen egen eksistens. Han er en af de første repræsentanter for det [[Nominalisme|nominalistiske]] syn, som hævder, at ordene kun er navne
Hos [[Anselm af Canterbury]] er der med baggrund i [[Augustin af Hippo]] overensstemmelse mellem tro og [[fornuft]]. Abélard delte ikke den tillid til fornuften. Han mente, man højst kan nå frem til, at trossætningerne ikke strider mod fornuften, og her påpegede han i sit værk ''Ja og nej'' hvor vigtigt det er, at man først kritisk undersøger Bibelens, [[kirkefædre]]nes, [[pave]]rnes og koncilernes udsagn. Han viste, hvordan man med den [[dialektik|dialektiske]] metode kunne forlige de mange modstridende udsagn. Abélards dialektiske metode er et hjælpemiddel, man har anvendt siden. Bernhard af Clairvaux afviste imidlertid Abélards syn og fremførte kirkefædrene som [[autoritet]]. Han anså, at foreningen med Gud ikke gik gennem fornuften, men gennem [[mystik]]oplevelsen, og sørgede for, at flere af Abélards udsagn blev stemplet som kætterske. Og mens Anselm hævdede "den objektive forsoningslære" (dvs at Kristi død forsonede Gud med menneskene, fordi Guds ære var groft krænket af menneskenes synder, og den gæld, de derved havde bragt sig i overfor ham, kunne kun Gud i Kristi skikkelse selv betale), hævdede Abélard "den subjektive forsoningslære" (dvs at Gud af godhed sendte menneskene Kristus som lærer og et eksempel til efterfølgelse, og den kærlighed, Gud viste i Kristi korsdød, vil vække en genkærlighed i menneskene, som forener dem med Gud, hvorved de syndige mennesker forvandles til lydighed mod Guds vilje). <ref>Martin Schwarz Lausten: ''Kirkehistorie'' (s. 128), forlaget ANIS, Frederiksberg 1997, ISBN 87-7457-202-4</ref>
|