Punjabi: Forskelle mellem versioner

Punjabi opstod formenligt som sit eget sprog omkring 1100-tallet. Sprogets udvikling gennem cirka 1000 år kan i en vis grad tilskrives datidens intellektuelle og poeter, hvoraf de vigtigste har været Fariduddin Ganjshaker (1173 -– 1266), Shah Hussain (1538–1599), Sultan Bahu (1629–1691), Shah Sharaf (1640–1724), Bulleh Shah (1680–1757) samt Waris Shah (1722–1798). I de senere år har særligt de indiske Sikher haft en stor andel i sprogets bevarelse og popularitet.

Punjabierne udgør [[Pakistan]]s største folkefærd, men punjabi sproget har af politiske årsager ingen officiel status. Det punjabiske folk bruger -– i offentlige og formelle sammenhænge -– [[urdu]] og i stigende grad [[Engelsk (sprog)|engelsk]], hvilket har medført at fraktionen af punjabitalende i storbyerne er hastigt dalende.

I det indiske subkontinents historie, der har Punjab altid indtaget en central plads både pga. områdets frugtbarhed takket været flodsystemerne, og ikke mindst pga. beliggenheden som indfaldsvejen fra Centralasien, Persien og Arabien m.v -– hvorfra forskellige folkeslag gennem tiderne søgte frem til Punjabs flodsletter. Punjab-regionen har enten fungeret som en naturlig ydre grænse for talrige riger mod vest og nord, mens det i andre tilfælde har fungeret som en base, hvorfra datidens riger i Indien kunne indtages