Påskekrisen (1920): Forskelle mellem versioner

Efterfølgende gik den radikale regering og dens socialdemokratiske støtteparti med til, at de tusindvis af tyske bosættere, der siden 1864 var blevet bosat i [[Sønderjylland]] for at mindske det danske flertal, skulle have lov til at deltage i og påvirke [[folkeafstemning]]erne. Ligeledes godkendtes at disse også ville opnå stemmeret selvom de efterfølgende var fraflyttet landsdelen. Dette fandt både [[Venstre]] og [[Det Konservative Folkeparti]] for vidtgående, og mellem 1918 og 1920 skiftede de to partier standpunkt, og krævede at [[Flensborg]] skulle indlemmes i Danmark, både pga. byens betydning som handelscentrum primært for Nordslesvig, og fordi byen havde haft dansk flertal da den blev afstået til Preussen. Her henviste de to partier til byens stemmeafgivning ved valgene til den preussiske Rigsdag i 1867. Selve folkeafstemningen var af mange forventet forventet afholdt i 1919, men fandt først sted i foråret 1920. Det stod dog tidligt i processen klart, at afstemningen ville komme til at ske ved at hele 1. zone (det senere [[Sønderjyllands Amt]]) ville komme til at stemme "en bloc", dvs. som en enhed, og der var bred forventning om at valgresultatet i 1. zone ville vise flertal for genforening med Danmark. I 2. zone ønskede regeringen derimod at der skulle stemmes pr. sogn eller [[købstad]], og at hvert lokalsamfund dermed selv skulle afgøre områdets tilhørsforhold. Forslag om en sydligere 3. zone blev opgivet tidligt i forløbet.

 

 

Derfor ønskede Venstre og Konservative, at 2. zone i første omgang skulle være en neutral, international zone under kontrol af allierede styrker for så senere igen at stemme om det nationale tilhørsforhold, i håb om at stemningen i mellemtiden ville være vendt til fordel for Danmark.

En række fremtrædende danske erhvervsfolk med bl.a. [[ØK]]'s [[H.N. Andersen]], skibsreder [[Arnold Peter Møller|A.P. Møller]] og brygger [[Vagn Jacobsen]] i spidsen lagde pres på Kong Christian X for at få ham til at gribe ind for at få et nyvalg.

 

 

Zahle bemærkede angiveligt, at kongen jo bare kunne afskedige ham, hvilket kongen gjorde på stedet, på trods af Zahles advarsler om rækkevidden af kongens beslutning.

Kongen var nu ved at være mør. Samme aften samlede han Folketingets partier. Her mødte Socialdemokraterne og De Radikale ham igen med kravet om at afskedige regeringen, mens Venstre med [[I.C. Christensen]] i spidsen opfordrede kongen til at holde ud. [[Det Konservative Folkeparti]] gav intet råd til kongen, der mente at have mandat i Grundloven til sin indgriben.

 

 

Påskemorgen d. [[4. april]] [[1920]] var krisen afværget. Selvom der fortsatte nogle uroligheder i de følgende dage, blev der kort efter igen ro, og arbejdet genoptaget.

Ved folketingsvalget [[22. april]] [[1920]] viste det sig, at den radikale regering slet ikke havde støtte til sin politik i befolkningen. Ved et jordskredsvalg forøgede Venstre, [[Det Konservative Folkeparti]] og Erhvervspartiet deres andel af stemmerne fra 49% ved sidste valg i [[1918]] til 60,6%. De hidtidige regeringspartier, De Radikale og Socialdemokratiet, dykkede samtidig fra en vælgertilslutning på 49,7% til kun 37,7%.

 

 

== Litteratur ==